« Tilbage til søgeresultaterne
Mødet i Koncertpalæet
Mødet i Koncertpalæet
den 26de Juni 1906.
Tirsdag d. 26. Juni afholdt Dansk Kvindesamfund et meget stærkt besøgt Møde i Koncertpalæet i København. Vi giver nedenfor et stenografisk Referat af dette Møde.
Frk. Helene Berg: Paa Dansk Kvindesamfunds Vegne skal jeg tillade mig at byde Forsamlingen velkommen. De sidste Sædelighedsforbrydelser har fremkaldt en stærk Bevægelse i vort Land. Det er vort Ønske, at dette Møde bl. a. maa bidrage til at lede denne Bevægelse ind i den rigtige Retning.
Til Mødets Dirigent tillader vi os at foreslaa Hr. Overretssagfører Munch-Petersen.
Denne takkede for Valget og gav efterhaanden Ordet til de følgende Talere:
Frk. Helene Berg: Da jeg for nogle Aar siden var i Norge, hændte det mig en Dag, da jeg gik henad en øde Vej, at jeg standsedes af et Syn, som staar brændt ind i min Erindring. Paa en graa Klippeblok, som laa i Nærheden af et lille fattigt Hus, sad en ung Pige - graa og ubevægelig som den Sten, hun havde under sig og ligesom vokset sammen med den; hendes Hænder hvilede slapt i hendes Skød, hendes Ansigt var gustent, hendes hele Skikkelse sammensunket og ligesom visnet, og i hendes Øjne, der stirrede stift frem for sig, var der et ubeskriveligt Udtryk af undrende Rædsel. Hun mærkede ikke, at jeg standsede og saa paa hende, og hun ænsede det ikke, da jeg talte til hende; det, hun havde faaet at grunde paa, var aabenbart af en saadan Art, at det slugte alle hendes Tanker og Fornemmelser og gjorde hende blind og døv og følelsesløs for alt, hvad der foregik omkring hende.
I det lille Hus, som var hendes Hjem, fik jeg Forklaringen ; hendes Mor fortalte mig sin Datters Skæbne.
Hun var som Barn - som 7-8 Aars lille Pige - bleven voldtaget, og „siden den Gang har hun været saadan som hun nu er”, sagde Moderen; „hun gør ingen Fortræd, men hun gør heller ingen Gavn; hun sidder altid derude paa Stenen og stirrer frem for sig; det er lige netop, vi kan faa hende ind om Natten, og naar Vejret er altfor slemt; hun taler aldrig, og naar vi andre taler til hende, svarer hun ikke; det er ligesom, hun er død for os”.
Det, der var overgaaet hende, havde som med et Slag standset Livet i hende.
Denne unge Pige er bleven mig et Udtryk for, hvad de Børn lider, der bliver Offer for en lignende Forbrydelse som den, der ødelagde hendes Liv; de Børn, hvis værgeløse Svaghed, hvis uudviklede Legemer, hvis barnlige Troskyldighed ikke formaaede at beskytte dem imod degenererede eller slette Mænds perverse Tilbøjeligheder eller utøjlede Driftsliv.
Da jeg foreslog Dansk Kvindesamfund at afholde dette Møde, var det ikke alene eller særlig, fordi mit Sind som andres var sat i Bevægelse ved Mordet paa den lille Pige i Aarhus; men det, der mest drev mig, var Bevidstheden om de mange Børn, som mellem Aar og Dag bliver voldtaget og faar Lov til at leve; thi det synes mig, at den lille myrdede Piges Skæbne trods alt er mindre frygtelig end deres, som maa slæbe sig igennem Livet med et forkrøblet Legeme eller en forkrøblet Sjæl eller begge Dele paa Grund af den Vold, der er øvet imod dem.
Det, der er af størst Betydning i hele dette Spørgsmaal, der i Øjeblikket mere eller mindre beskæftiger alle i vort Land, er da ogsaa - ikke i første Række, hvad der skal gøres med den Mand eller de Mænd, som i denne sidste Tid har forbrudt sig saa forfærdeligt, men i allerførste Række dette: Hvad kan der gøres for at forebygge, at der øves Voldtægt imod vore unge Piger og især imod vore Børn? Hvad kan der gøres, for at saa faa som muligt rammes af denne frygtelige Skæbne?
Og det vi, der staar med et vaagent Øje, men uden Magt, med Spænding og Ængstelse spejder efter, det er: hvilke Betingelser der er i vort Folk for at finde de rette Midler og træffe de rette Foranstaltninger imod et saadant Samfundsonde som det, vi her staar overfor - med Spænding og Ængstelse, thi der er meget, der tyder paa, at Betingelserne kun er ringe.
Der er i denne Tid sagt og skrevet mange stærke Ord om det Umenneske, som skændede og dræbte den lille Pige deroppe i Aarhus, om det Dyb af Brutalitet og pervers Lystfølelse, som var i denne Mands Sind; men det synes mig, at Begivenheden i Aarhus har bragt adskilligt andet frem til almindelig Beskuelse, som giver et ikke mindre sørgeligt og beskæmmende Indblik i Menneskers Sind, og som maa virke i høj Grad nedslaaende paa enhver, der nærede det Haab, at det sunde og det stærke og det rene trods alt havde faaet mere Magt i vort Folk.
F. Eks. saadan noget som den Blanding af væmmelig Sentimentalitet og raa Nysgerrighed, der drev Folk ud i Skarer til Plyndring af det Træ, hvori den lille Pige havde været hængt, og af det Stykke Jord, hvor Udaaden var sket - en saa gennemført Plyndring, at Morderen, da han nogle Dage efter blev ført derud, ikke kunde kende Stedet igen.
Samtidig er Brutaliteten kommet stærkt frem i den megen uoverlagte Tale om Lemlæstelse og Dødsstraf; her har det til Skam for os som Kulturfolk vist sig, hvilken Magt den primitive og ukultiverede Gengældelsestanke endnu har i os, hvorledes det forældede Princip „Øje for Øje, Tand for Tand” stadig hyldes, hvor lidt det er gaaet op for vor Tids Mennesker, at Brutalitet avler Brutalitet, hvor sparsomt det er forstaaet, at Samfundet jo vilde slaa ind paa Forbryderens Vej og ledes af forbryderiske Instinkter ved at følge Principet: den, der har slaaet, han skal slaas; den, der har dræbt, han skal dræbes.
At kalde dette Retfærdighed er meget langt fra Forstaaelse af Retfærdighedens Væsen. Den stærkeres Ret er det og intet andet.
Og i selve den Stemningsbølge, der i disse Dage er gaaet hen over Landet, ligger der noget beskæmmende - at der virkelig skulde ske noget saa forfærdeligt for at ruske os op af vor dorske, egenkærlige Ligegyldighed. Ingen af os kan jo dog være uvidende om, at der ofte øves Voldtægt og Forsøg paa Voldtægt; vi ved, at det i Regelen gaar ud over de i dobbelt Forstand værgeløse: de fattige Børn; vi ved, at der tages lempeligt paa den Art Forbrydelser, at de ofte gentages af samme Menneske. Og dette gaar for sig Dag efter Dag, Aar efter Aar, uden at det i særlig Grad sætter Sindene i Bevægelse, uden at Ansvarsfølelsen vækkes og bliver Drivkraft til Handling.
Og i den Sløvhed og Ligegyldighed, der aabenbarer sig hos Forældre. De ved, at der gaar en Mand omkring, som er en stadig Fare for deres egne og for andres Børn, men de tier, de sætter ikke Himmel og Jord i Bevægelse for at faa saadan en Fare fjærnet, saadan en Smittekilde tilstoppet. Især paa Mødrene falder Ansvaret tungt. Hos Dyrene mærker Moderinstinktet med den fineste Fornemmelse den Fare, der nærmer sig Ungerne; hos Menneskene er dette Instinkt ofte sløvet eller helt dødt. Blandt Dyrene kæmper Moderen som en rasende - ja, sætter undertiden Livet til - for at forsvare sit Kuld; blandt Menneneskene er der ofte mange andre Hensyn, der gaar forud for det, at forsvare og beskytte de smaa.
Det maa dog ikke glemmes, at under de nuværende Samfundsforhold, der i mange Maader er i Disharmoni med Livets Love, i Modstrid med de naturlige Instinkter og Krav, er det ofte Kampen for Tilværelsen, der tager Moderen bort fra Børnene og berøver dem deres naturlige Værn.
Der er ogsaa i denne sidste Tid bleven kastet et skarpt Lys hen over den Slaphed og ansvarsløse Ligegyldighed, hvormed Myndighederne møder og behandler den Art Forbrydelser og Forbrydere, hvorom her er Tale. Den Øvrighed, som bliver vidende om, at en Mand forfølger og truer Smaabørn, bør begribe, at en saadan Mand er farlig for sine Omgivelser og bør handle derefter, og den Øvrighed, som ikke griber ind i Tide, men lader en saadan Mand drive sin Galskab til Voldtægt og Mord, er medansvarlig i Forbrydelsen.
Og den Øvrighed, som efter at have arresteret en Mand for at have opført sig paa en modbydelig Maade overfor Smaapiger, løslader ham imod Kaution, den Øvrighed har ikke en tilstrækkelig Forstaaelse af sit Ansvar og sine Pligter.
Og den Lovgivning og de Lovens Haandhævere, som beskytter Samfundet imod Kleptomaner og Pyromaner, imod saadanne Personer, som forgriber sig paa døde Ting, men som ikke forstaar at beskytte Samfundet imod saadanne Personer, som under Paavirkning af et sygt eller tøjlesløst Driftsliv eller under Paavirkning af Alkohol forgriber sig paa levende Væsner, ovenikøbet paa Samfundets svageste og værgeløseste, den Lovgivning og de Lovens Haandhævere har ikke fuldt ud magtet deres Opgave.
Det synes mig, at naar vi staar overfor Voldtægtsforbrydelsen, og naar vi spørger: Hvad kan der stilles op derimod ? - saa vil man være meget langt fra at have fundet de rette Midler og truffet de virkningsfuldeste Foranstaltninger, hvis man standser ved dette : Her er Forbryderen - hug Hovedet af ham! - men ikke søger at forstaa Sagen i sin hele og sande Sammenhæng, ikke opdager de fine Forbindelseslinier, der er imellem Forbryderens Forbrydelse og Samfundets Forsyndelser.
Meget af det i Samfundet, som er medskyldigt i Sædelighedsforbrydelserne, kan kun gennem en Udviklingsproces rettes - saaledes alt det, der hænger sammen med Opfattelser og Anskuelser, med Mangel paa Oplysning og Viden, med Brist paa sjælelig Sundhed, Karakterudvikling og Viljekraft - og alt, hvad der kan gøres for at fremme denne Udviklingsproces, det bør gøres; men der er noget, som kan og bør gøres straks. Samfundets dømmende og straffende Myndigheder og Folkets Tillidsmænd, de i Samfundets Sager ledende og styrende har den uafviselige Pligt snarest muligt at tage Sagen op til grundig og alsidig Undersøgelse og Overvejelse og at træffe Foranstaltninger, der kan - om ikke ganske dæmme op for Voldtægtsforbrydelser, hvilket selvfølgelig er umuligt, - saa dog i videst mulig Omfang hæmme disse. Og de Foranstaltninger, som træffes, bør være lige langt fjærnet fra Gengældelsesteorier og Brutalitet som fra Slaphed og Sentimentalitet - de bør være i Overensstemmelse med de Principer, som de længst fremskredne og mest udviklede Nationer hylder og følger; de bør være paa Højde med. hvad vor Tids ypperste Viden og Erkendelse har lært os med Hensyn til Forbrydelser og Forbrydere.
Professor Høffding: De har vist alle set en Fremstilling af Retfærdighedens Gudinde, saaledes som man i tidligere Tid plejede at fremstille hende, og saaledes som hun ogsaa staar paa en Bygning i denne Gade, en Fremstilling, der viser hende som en Kvindeskikkelse med et Bind for Øjnene. Det har kostet stor Kamp og megen Udvikling at naa saa vidt, at man ansaa Retfærdigheden for i en vis Forstand at være blind, thi dette er jo et Symbol for, at Retfærdigheden skal være upartisk og ikke skal bøje Retten for Gunst og Gave.
Dette Symbol slaar imidlertid ikke længere til. Det stemmer ikke længere med vor Opfattelse af Retfærdigheden. Nu fordrer vi, at Retfærdighedens Gudinde skal være seende, skal bruge sine Øjne baade til at se ud i Fremtiden for at se, hvad de forskellige Foranstaltninger, som man kalder Straf, vil føre til, og tillige skal se tilbage, ikke for at hævne, men for virkelig at forstaa, hvad der er sket, forstaa hvorfor det er sket, forstaa de dybest liggende Aarsager til de Gerninger, der er komne frem.
Der er nu, som udtalt af den foregaaende Taler, gaaet en stor Bølge af Harme, Indignation og Forbitrelse gennem det danske Folk over det, der er sket i den sidste Tid. Det er et stort Gode for et Samfund, naar en saadan Følelse kan vækkes. Det er en Kraft, der ikke kan undværes. Det er den Kraft, hvoraf i sin Tid den første Anelse om, hvad Retfærdighed er, er udsprungen. Det er en Kraft, en Energi, som skal bevares. Det gælder blot om at retlede den, at føre den ind i de rigtigste, heldigste Former.
Mest umiddelbart har Mennesket til alle Tider en Tendens til at lade den Harme, det føler over en forfærdelig Udaad, Omsætte sig i Hævndaad. Men den Retfærdighed, der svarer til Hævnfølelsen, det er den blinde Retfærdighed. Den Retfærdighed gaar med Bind for Øjnene og ser hverken til højre eller til venstre, men har kun det Formaal at slaa til, naar en Ugerning begaas. Det er imidlertid ikke den Retfærdighed, vi nu og i Fremtiden kan bruge. Vi trænger nu til en seende Retfærdighed, som forstaar Daaden, ikke blot den ydre, men ogsaa de Aarsager, som har fremkaldt den.
Men, kunde man spørge, hvad maa man da paa det Standpunkt, hvorpaa vi nu ønsker at staa, eller som vi i alt Fald haaber at komme til at staa paa, forstaa ved en retfærdig Straf ? Hvad betyder Retfærdighed?
Jeg tror, at baade Jurister og Filosofer nu til Dags vil være klar over og enige om, at nogen ganske klar og simpel Straffeteori haves ikke. Der findes ikke noget klart, enkelt Synspunkt, ud fra hvilket man kan begrunde og retfærdiggøre det, man i gamle Dage kaldte Straf. En saadan ene saliggørende Straffeteori gives ikke. Men der gives noget andet, som maaske er endnu vigtigere, der gives en Maalestok for, hvor højt eller hvor lavt et Samfunds Straffevæsen staar til en vis given Tid.
Sammenligner man Straffelovene hos forskellige Folk til samme Tid eller hos det samme Folk til forskellige Tider, vil man sige, at nogle af dem staar højere, andre lavere. Hvornaar siger vi, at Straffevæsenet i et Land staar højt? Hvilken Maalestok har vi derfor? Jeg tror ikke, vi kan finde anden Maalestok end den: I hvilket Forhold staar den umiddelbare Hævnfølelse og Lysten til at skrække, til Hovedformaalet, at forebygge Forbrydelsen, opdrage og sikre Samfundet. Jo mere Hævn- og Skræmmelysten virker, des mere raa og barbarisk er Straffevæsenet, des mere nærmer Samfundets Behandling af Forbryderen sig den Gerning, Forbryderen har begaaet. Jo mere derimod Samfundets Behandling af Forbryderen gaar ud paa at sikre Samfundet og muligvis at faa Indflydelse paa Forbryderens Karakter, jo mere dette Hensyn er det ledende, des højere staar Straffeteorien i det givne Øjeblik i et Samfund.
For et Aarstid siden kom en Mand til mig og sagde, at han tænkte paa at rejse rundt i Landet og holde nogle Foredrag om vort Straffevæsen, og han spurgte mig da, om jeg ikke kunde angive ham en god Straffeteori, men det maatte være noget, der var klart og let forstaaeligt. Dette var imidlertid noget, som det ikke var nemt for mig at give Anvisning paa, for her kan vi ikke regne med hele Tal, men kun med Brøker. Maalestokken er glidende. Men i det, at man søger at forstaa Forbrydelsens Aarsag, ligger der i Virkeligheden allerede et betydeligt Fremskridt.
Det er af Vigtighed, at man først og fremmest forstaar, hvad der er sket, forstaar, hvorledes de Mennesker, der begaar en Forbrydelse, maa være beskafne, ikke blot hvorledes deres Karakter maa være, men ogsaa hvorledes deres Temperament, deres Naturanlæg, deres ydre Vilkaar, deres Opdragelse og deres sociale Forhold er, for at kunne behandle et saadant Menneske paa den rette Maade. Dette er noget ganske andet end den blinde Retfærdighed, som kun spørger om, hvad der er sket, og saa slaar til, straffer. Det er denne Forstaaelse, der er i Færd med at bryde frem og som blandt andet giver sig Udslag i Kravet om en Straffelovgivning, hvor denne Forstaaelse ogsaa faar Indflydelse.
Erfaringen, en Erfaring som ikke er gammel, - saa vidt jeg ved, stammer den nemlig kun fra de sidste 60-70 Aar - har vist, at der er visse Mennesker, som man hverken kan regne til de sindssyge eller til den sædvanlige Kategori af Forbrydere, Mennesker, som hverken et Hospital eller et Fængsel egentlig passer for, men som dog inde i sig, i deres Natur har noget, som gør, at de ikke kan opfylde Samfundslivets mest elementære Krav, idet de er i Besiddelse af saa stærke Drifter og har saa liden Evne til at præstere det Kvantum af Selvbeherskelse, Samfundet maa kræve af dem, der skal leve ude i Samfundet, og som derfor ganske overordentlig let, naar de lever under uheldige økonomiske Forhold eller andre uheldige Forhold, kommer i Strid med Statens Love, og som Samfundet derfor hidtil har staaet underlig hjælpeløst overfor. Altfor ofte har Samfundet, naar det ikke kunde faa en vis bestemt Erklæring om visse Arter af Sindssyge, behandlet disse Mennesker, som om de handlede under Indflydelse af et - selvfølgelig forbrydersk - Sindelag, som dog skulde kunne forstaas ud fra den normale Psykologis Synspunkt.
Det nye Retfærdighedsprincip kræver her og har til Dels sat det igennem ved Straffuldbyrdelsen indenfor Fængslets Rammer, at Straffen skal fuldbyrdes paa de forskellige alt efter deres forskellige Naturer. Straffuldbyrdelsen er jo nu i de forskellige Fængsler individualiseret nogenlunde efter den enkeltes Natur, idet man har gjort den i og for sig selvfølgelige Erfaring, at det samme ikke virker paa samme Maade overfor forskellige Mennesker.
En Fortsættelse af denne Individualisering er det, naar der nu kræves ikke blot herhjemme, men ogsaa udenfor vort Land, hvad der i et enkelt Land, Norge, er realiseret, særlige Anstalter, ikke egentlige Fængsler og heller ikke egentlige Sindssygeanstalter, hvor saadanne Mennesker, som viser Symptomer i Retning af Forsøg paa at begaa større eller mindre Forbrydelser, kan blive indsat for at være sikrede imod deres egen Natur, og for at Samfundet kan sikre sig imod dem. Det, jeg her sigter til, er altsaa en Art Anstalter, hvor det kan være muligt at behandle denne Gruppe af Mennesker, som ikke falder ind under de Rubrikker, man hidtil har opstillet, og hvor det kan blive muligt at sikre dem mod deres egen ulykkelige Natur, samtidig med at Samfundet sikrer sig imod dem.
Fra deres Side, hos hvem Straffeteorien væsentligt er bygget paa Gengældelsestanken og Afskrækkelsesteorien, siges der ofte om dem, der tager Ordet i den af mig her antydede Retning: det er Sentimentalitet, Forbrydervenlighed, falsk Humanitet.
Dette er der imidlertid slet ikke Tale om. Der er her kun Tale om en Forstaaelse af, hvad det er for Mennesker, vi har overfor os. Det er saa langt fra afgjort, at en Udførelse i Virkeligheden af den Tanke, jeg her har udtalt, vil blive mildere end den nuværende Straffegengældelse, at den snarere vil blive strængere, thi det er en stor Strenghed, naar et Menneske paa Grund af Forseelser, han har gjort Forsøg paa, eller paa Grund af mindre Forseelser, han har gjort, skal berøves sin Fritid for lang Tid, maaske for Livstid. Det er en meget stræng Adfærd at vise mod disse ulykkelige Mennesker, og det er saa langt fra, at det kan kaldes misforstaaet Humanitet over for dem, at der maaske snarere kan gøres Indvendinger imod det af den modsatte Grund. Det store Spørgsmaal maa være, om Samfundet har Ret til at handle saaledes overfor disse Mennesker. Hvis man besvarer det Spørgsmaal med Ja, saa kan det kun være, fordi Samfundet maa siges at have Ret til at sikre sig selv og sine Medlemmer mod disse farlige Naturer og til tillige at sikre disse farlige Naturer imod den Fare, imod de Ulykker, de kan bringe sig selv i. Her falder Samfundets og det enkelte Individs Krav sammen. Samfundet forebygger, betrygger sig selv, samtidig med at det giver disse Mennesker en saa begrænset Eksistens, at de farlige Muligheder, der findes hos dem, ikke kan komme til fuld Udvikling. Nu venter Samfundet derimod paa, at de skal gøre noget, som aldeles ikke kan genoprettes, venter paa, at de skal foretage en saa forfærdelig Handling, at det kan blive berettiget at eksekvere selv den mest absolute af alle Domme. Men jeg mener, at har Samfundet Ret til at fuldbyrde Dødsdommen over et Menneske, naar han har fuldbragt den mest forfærdelige af alle Handlinger, saa maa Samfundet ogsaa have Ret til, for at forebygge, at en saadan sker, for at sikre ikke blot sig selv mod disse Individer, men ogsaa disse Individer mod sig selv, at skride ind og underkaste dem en Behandling, under hvilken man i alt Fald kan faa Lejlighed til at erfare, hvor dybt disse Drifter og farlige Instinkter ligger i deres Natur. Det er jo muligt, at det viser sig, naar der er gaaet nogen Tid, at man tør paatage sig det Ansvar atter at give dem fri, men det er noget, der altid vil være at undersøge i de enkelte Tilfælde, og hvad det gælder om er at finde den rette sociale Pædagogik, der vil være at anvende i de enkelte Tilfælde overfor disse ulykkelige Individer.
Det er altid de første Skridt, der koster mest, og der er mange, der endnu paa Grund af, hvad de kalder Retfærdighed, krymper sig ved at indlade sig paa en Undersøgelse af disse Naturer, og deres sjælelig-legemlige Tilstand. Naar et saadant Krav stilles, er det dem en Vederstyggelighed. „De har begaaet den og den Forbrydelse, altsaa maa de straffes”, siger de. Dette er den blinde Retfærdigheds Krav, men ikke den seende Retfærdigheds.
Det tjener i mine Øjne Dansk Kvindesamfund til Ære, at det har ønsket at samle Mænd og Kvinder her, som var villige til efter bedste Overbevisning at udtale sig i den Retning, som den første Taler og jeg har gjort, og som de følgende Talere vel ogsaa vil gøre. Det tjener Kvinderne til Ære, at de, uagtet det er deres eget Køn, der lider allermest under de uhyggelige Forbrydelser, der her især er Tale om, ikke vil, at den blinde Hævnteori skal gøres gældende, men at den sundt seende, forebyggende Retfærdighed skal have det sidste Ord i denne Sag.
Selvfølgelig kan en hvilken som helst Ordning af Straffevæsenet i et Land ikke staa isoleret. Opgaven og dens Vanskeligheder vil ikke være løst, selv om det maatte lykkes her i Landet som i Norge at faa en særlig Art af Asyler for disse Mennesker. Opgaven vil kun kunne løses ved et fortsat Arbejde i samtlige Samfundets Kredse fra Læreres, Forældres og Værgers Side, fra deres Side, som har Lejlighed til at øve Indflydelse paa Børn og unge Mennesker. Det er en social Opgave, thi Straffevæsenet i et Land staar aldrig isoleret fra det øvrige Liv i Samfundet, hverken fra Institutionernes eller de enkeltes Liv. Samfundet er medansvarligt for, hvad der rører sig i det hos de enkelte Samfundsmedlemmer, ogsaa medansvarligt for de perverse Tilbøjeligheder, der kommer op i dem, medansvarligt baade for at disse Tilskyndelser faar Lov til at holde sig i den menneskelige Natur, og for at de faar Lov til at ytre sig. Begge Dele falder ind under, hvad et Samfund maa stræbe at værge sig imod.
En fransk Læge har sagt, at ethvert Samfund har de Forbrydere, det fortjener. Lad os haabe, at vort Samfund maa fortjene at have saa faa Forbrydere som muligt.
Kriminalretsassessor Schou: Mine Damer og Herrer! Naar jeg i Aften tager Ordet i denne Forsamling for at udtale mig om Spørgsmaalet om en bedre Beskyttelse af Kvinder og Børn mod Sædelighedsforbrydere, søger jeg min Berettigelse i de Erfaringer, jeg har gjort i min Embedsvirksomhed. Frk. Berg har givet en malende Skildring af den Ulykke, Sædelighedsforbryderne kan volde. De i den sidste Tid stedfundne Mord har stærkt vendt Opmærksomheden mod denne Klasse Forbrydere. Det er dog ikke min Hensigt at udtale mig om disse Mord, der i alt Fald kun delvis synes at have noget med det foreliggende Emne at gøre, og om hvilke jeg opsætter min Mening, til der gennem Dom foreligger sikre Oplysninger om dem og de Motiver, hvoraf de er udsprungne.
Mine Bemærkninger gælder kun de egentlige Sædelighedsforbrydelser. Disse falder i 3 Klasser.
For det første er der de Mandspersoner, der krænker Blufærdigheden ved uanstændige Blottelser. Det er disse Personer, der gør vore Parker og Lystskove usikre for Kvinder. Ligeledes tager de hyppigt Ophold i Nærheden af Pigeskoler. De er en stor Plage og udbreder megen Angst. Heldigvis hører det imidlertid til de store Sjældenheder, at de paa nogen Maade forgriber sig paa de Personer, hvis Blufærdighedsfølelse de krænker. Der bliver i Danmark hvert Aar dømt 30 á 40 Personer for denne Forbrydelse. Imidlertid er det sikkert kun en forsvindende Del af disse Lovovertrædelser, der bliver Genstand for Paatale. Om Størstedelen af dem sker der ikke Anmeldelse.
Den anden Gruppe er de, der gør sig skyldige i utugtigt eller uterligt Forhold overfor Pigebørn eller Drengebørn. For denne Forbrydelse dømmes aarlig ca. 90 Personer. Men ogsaa her oplyser Antallet af Domfældelser ikke om det virkelige Antal af begaaede Forbrydelser. Det er ret almindeligt, at Hensynet til det krænkede Barn holder Forældrene tilbage fra at gøre Anmeldelse.
Den tredie Gruppe er endelig Voldtægt eller Forsøg derpaa. Herfor bliver der dømt 20-30 Personer aarlig. Her er Tallet næppe saa fjernt fra det virkelige Antal. Der anmeldes ganske vist langt flere Tilfælde, men det maa erindres, at megen anmeldt Voldtægt ved Undersøgelse viser sig ikke at være Voldtægt.
Selv om de her anførte Tal ikke er saa særlig store, er der dog al Grund til at tage under Overvejelse, om der ikke skulde være Veje, ad hvilke man kunde naa til en Formindskelse af Forbrydernes Antal. De Forbrydelser, der begaas af Grupperne 2 og 3, gør saa stor og alvorlig Skade, at man sikkert ikke bør sky noget Middel til deres Bekæmpelse. Imidlertid maa man dog ikke gøre sig for store Illusioner om, hvad der lader sig udrette. Hovedaarsagen til disse Forbrydelser er jo en saa mægtig Naturdrift som den menneskelige Kønsdrift. Selv om man træffer Sikkerhedsforanstaltninger af enhver Art, vil det dog utvivlsomt være umuligt at forhindre, at der aarlig finder en Del Sædelighedsforbrydelser Sted, og Bylivets Farer netop paa sædelighedsomraadet vil vel endog medføre, at Sædelighedsforbrydelsernes Antal tager til sammen med den stigende Sammenklumpning af Menneskene i de store Byer.
Bedst var det jo, om man kunde ramme Ondet i Roden. Det tør vel haabes, at det store Oplysnings- og Opdragelsesarbejde, der i vor Tid foregaar i alle Samfundslag, ogsaa her vil kunne gøre nogen Nytte. God etisk Opdragelse i Hjem og Skoler har selvfølgelig Betydning for Bekæmpelsen af Sædelighedsforbrydelser. Forbedring af de materielle Livsvilkaar for Befolkningen i dens Helhed vil antagelig ogsaa kunne bidrage til at højne det moralske Niveau. En Ting fortjener imidlertid ganske særligt at fremdrages. Afskaffelse af overdreven Alkoholnydelse vil utvivlsomt være et virksomt Middel til Bekæmpelse af Sædelighedsforbrydelser. Megen Voldtægt begaas under Paavirkning af Spiritus og det samme er Tilfældet for en betydelig Del af Uterlighedsforbrydelserne over for Børn. Som Eksempel kan nævnes det oprørende Voldtægtstilfælde, der nylig fandt Sted paa en af Fællederne. Gerningsmanden, en engelsk Matros, begik Forbrydelsen lige, da han vaagnede op af en stærk Rus.
Det har under den offentlige Debat om Sædelighedsforbrydelserne været omstridt, om man ikke ved Anvendelsen af mere Politi kunde nedbringe disse Forbrydelsers Antal. Jeg tror, at Politiforøgelse paa to Punkter vilde kunne have Betydning. Et noget mere udvidet Polititilsyn med Parker, Anlæg og Lystskove vilde kunne hæmme Blufærdighedskrænkerne i deres Virksomhed, som de paa visse Steder driver næsten uhæmmet. I Skovene ved Holte var vi saaledes i 3 Aar plagede af en og samme Person, indtil det lykkedes en Privatmand at paagribe ham. Og kort efter at vi saa er bleven af med den paagrebne, er der atter dukket en ny Person op.
Over for Voldtægtsforbrydelserne vilde dernæst et bedre Landpoliti kunne gøre Nytte. Ikke selvfølgelig direkte, saaledes at Politiet skulde kunne komme til Stede og hindre Forbrydelsen. Saa meget Politi kan man aldrig faa paa Landet. Men en Del Voldtægtsforbrydelser begaas af omstrejfende Vagabonder, der iøvrigt ogsaa begaar mange andre farlige Forbrydelser paa Landet,
f. Eks. Brandstiftelse. Havde man bedre Landpoliti vilde disse Vagabonder blive hæmmede i deres Omstrejfning.
Betydning vilde det dernæst have, om der i alle Tilfælde, naar Sædelighedsforbrydelsen var begaaet, blev gjort Anmeldelse derom til Politiet. Det er forstaaeligt, at Forældre betænker sig paa at udsætte deres Børn for de Afhøringer, der uundgaaelig følger af Anmeldelse, og som naturligvis kan medføre Fare paa forskellig Maade for Barnets sjælelige Liv, og som i hvert Fald, selv om de foretages i den mest skaansomme Form, maa være pinlige for Barnet.
Det maa imidlertid erindres, at den, der undlader at gøre Anmeldelse, bidrager til, at Sædelighedsforbryderen uhindret fortsætter sin fordærvelige Virksomhed.
Det sidste Spørgsmaal bliver, om det er muligt ad Straffelovgivningens Vej at udrette mere end man hidtil har gjort.
Straffeloven giver for fuldbyrdet Voldtægt Adgang til at idømme Strafarbejde af enhver Grad dog ikke under 2 Aar. Der kan idømmes Strafarbejde paa Livstid og, under særdeles skærpende Omstændigheder, endog Livsstraf. For Utugt med et Pigebarn under 12 Aar er Straffen Strafarbejde indtil 8 Aar. Naar - hvad der er det sædvanlige - Forbrydelsen kun har bestaaet i uterlige Berøringer, bliver en forholdsmæssig mindre Straf at anvende. For Krænkelser af Blufærdigheden er Straffen Fængsel eller Forbedringshusarbejde indtil 6 Aar.
Det vil ses, at Straffeloven giver Adgang til at anvende strænge Straffe for de her omhandlede Forbrydelser.
Men hvorledes gør Domstolene Brug af disse Bestemmelser? Dette Spørgsmaal er endnu vigtigere end selve Straffebestemmelsen. Her lader det sig næppe nægte, at der særlig fra vore Underdomstoles Side har været en for stor Tilbøjelighed til at tage mildt paa Voldtægtsforsøg, hvor man efter Straffeloven skal anvende mindre Straf end for den fuldbyrdede Forbrydelse. Højesteret har Gang efter Gang sat Straffen op i saadanne Tilfælde. Som karakteristisk skal jeg nævne en Højesteretsdom, der i Stedet for Underretsdommens Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 6 X 5 Dage, gav 5 Aars Strafarbejde.
Efter mit personlige Skøn vilde jeg ogsaa tro, at de Straffe, der anvendes for Uterlighed overfor Børn, hyppigt er for lave.
Den bekendte tyske Jurist Ihering har en Gang sagt, at Straffetariffen er Værdimaaleren for de sociale Goder. Er der i det moderne Samfund den Anskuelse, at saadanne Forbrydelser, som de her omhandlede, er af en særlig ondartet og fordærvelig Karakter - og jeg mener at den Anskuelse findes og har Ret - følger som nødvendig Korrelat dertil, at man ønsker de høje Straffe.
Imidlertid maa man dog ikke overvurdere, hvad Straffetrudslen kan udrette til i Gerningsøjeblikket at afskrække fra Forbrydelsen. Den Person, der handler under Paavirkning af stærk Sanselighed, anstiller næppe Refleksioner, om Straffen er nogle Procent mere eller mindre stræng. Selv Udsigten til Livsstraf turde næppe være i Stand til at holde ham tilbage. Som et betegnende Datum for Gerningsmændenes Tilstand i Gerningsøjeblikket skal jeg anføre, at i ikke mindre end 5 af de i Aarene 1897 -1904 af Højesteret paadømte 26 Voldtægtssager var Ofrene fra 66-79 Aar gamle.
Den strænge Straf har derfor næppe her direkte afskrækkende Betydning. Dens vigtigste Betydning er formentlig den, at den virker opdragende paa Samfundets Anskuelser om Forbrydelsen. Er alle klare over, at Sædelighedsforbrydelserne straffes strængt og ikke kan klares med Bagatelstraffe, styrkes Forestillingen om Handlingens Slethed og der bliver da en Mulighed for, at der kan dannes Kontrastforestillinger, som, naar Fristelsen opstaar. kan virke hæmmende paa Sanselighedens Tilskyndelse.
Vil man de strænge Straffe, maa man imidlertid paa den anden Side ogsaa være klar over, at dette i det enkelte Tilfælde kan virke meget haardt. Man maa da ofre Individet, Forbryderen, paa Samfundsinteressens Alter. Det er dette, der af rent menneskelige Grunde kan falde den, der holder Forbryderens Skæbne i sin Haand, noget svært. Den, der kun kender den begaaede Forbrydelse, ser selvfølgelig med Rædsel og Afsky paa Gerningsmanden. Men den, der har haft Lejlighed til at lære Forbryderen selv at kende f. Eks. ved om en ung Mand, der har gjort sig skyldig i et Voldtægtsforsøg, at han ellers er et skikkeligt Menneske, som kun under et Øjebliks Forvildelse og under Paavirkning af Spiritus har begaaet sin Forbrydelse, kommer let forklarlig til at spørge sig selv: Skal jeg virkelig bestemme en Straf saa stræng, at den tilintetgør dette Menneskes fremtidige Liv, og det, skønt der i Virkeligheden ingen Grund er til at tro, at han nogen Sinde skulde gentage Forbrydelsen Det er under disse Omstændigheder forstaaeligt, at han gyser tilbage derfor.
Er der saaledes Grunde, der i alt Fald kan undskylde og forklare Skaansomheden overfor den, der første Gang begaar Sædelighedsforbrydelse, stiller Sagen sig i hver Fald anderledes overfor den allerede straffede Person, der falder tilbage. Selve Gentagelsen af Forbrydelsen viser, at man her har at gøre med en farlig Person, der ikke lader sig paavirke af Straf.
Ved visse af Sædelighedsforbryderne - dette gælder navnlig Blufærdighedskrænkerne og de, der
forgriber sig paa Børn - har i mange Tilfælde Forbrydelsen sit Udspring i en sjælelig Defekt, en sygelig Retning af Kønsdriften. Denne sygelige Karakter af Forbrydelsen er jo til en vis Grad en Undskyldning for Forbryderen. Domstolene har imidlertid - i rigtig Erkendelse af Samfundets Interesse, idet Driftens sygelige Karakter netop gør Forbryderen særlig farlig - været meget utilbøjelige til at erklære saadanne Personer for utilregnelige. Men paa den anden Side maa det erkendes, at selv om man anvender Straf og endog meget streng Straf, giver enhver tidsbegrænset Straf ikke tilstrækkelig Sikkerhed overfor saadanne Forbrydere. Her vilde det forekomme mig rimeligt, at man fik en Straffelovgivning, der gav Adgang til enten efter Straffens Udstaaelse eller i Stedet for Straf at anbringe Forbryderen paa et Kriminalasyl, saaledes at han kun kunde dimitteres derfra, naar det maatte anses som givet, at hans Farlighed var ophævet, hvilket vel i de fleste Tilfælde vilde være ensbetydende med livsvarig Indespærring. Lignende Synspunkter maa komme til Anvendelse i de Tilfælde, hvor Sædelighedsforbryderens Farlighed har sin Grund i andre sjælelige Defekter, saasom Imbicillitet, kronisk Alkoholisme, Epilepsi osv. Men jeg vilde endvidere finde det rimeligt, at ogsaa de meget farlige recidiverende Sædelighedsforbrydere - for hvis Vedkommende Forbrydelsen ikke har et sygeligt Udspring - bliver uskadeliggjorte for bestandig eller indtil deres Farlighed er ophørt. Det forekommer mig for Eksempel ganske urimeligt - at et Menneske, der dømmes for 3die Gang begaaet Voldtægtsforsøg kan - saaledes som jeg ved, at det flere Gange er sket i dansk Retspraksis - slippe med 3-5 Aars Tugthusarbejde. Han bør for stedse uskadeliggøres.
Fru Stampe Feddersen: Det er som Mor, jeg staar paa denne Plads. Det, som har givet mig Mod til at sige et Par Ord til denne Forsamling, er den Omstændighed, at jeg er Mor, og jeg er vis paa, at jeg taler i tusinde af danske Mødres Navn. Der findes sikkert ikke en Mor i Danmark, hvis Hjærte ikke har blødt, og som ikke har dirret af Harme ved Efterretningen om den rædselsfulde Udaad, som nylig er øvet her i Landet. - En skøn og dejlig Junidag, mens hele Naturen jublede og alle, Børn og unge, frydede sig ved Sommerens Skønhed, blev et syvaars Pigebarn skændet og myrdet af et vildt Menneskedyr!
Kan vi Mødre da sidde stille og høre om sligt?
Er det til at udholde at tænke paa, hvad det Barn har lidt af legemlige Smerter men fremfor alt af grænseløs Angst!
Og saa hendes Mor, hvad maa hun ikke lide?
Hjærtet krymper sig, naar man tænker Tanken igennem!
Og mens Sindene endnu er opfyldte af Rædsel over det lille 7-aars Barns Lidelser, naar Efterretningen os om en anden grufuld Forbrydelse, forøvet mod en 19-aarig ung Pige!
Hvad er det dog for en Samfundstilstand, vi lever i?
Vi har udryddet Ulvene her i Danmark, fordi de rev vore Faar ihjæl, men Menneskedyret faar Lov til frit at gaa omkring og skænde og myrde vore Børn og unge Kvinder.
Det særlig oprørende ved den lille Piges Mord er, at hendes Morder tidligere har været straffet med to Aars Forbedringshus for Sædelighedsforbrydelser, og at han var frygtet af alle sine Naboer.
Vi Mødre kræver, at et saa farligt Menneske ikke faar Lov til at gaa frit omkring, indtil han begaar en saadan rædselsfuld Forbrydelse som denne sidste. Vi ønsker ikke Hævn, skøndt Hævnen - om noget Steds saa her - var paa sin Plads, men vi kræver, at det Menneske, som er abnorm i kønslig Henseende, gøres uskadeligt f. Eks. ved livsvarig Indespærring.
Vi lever jo dog ikke i et barbarisk Land eller i Krigstid, hvor de vilde Lidenskaber vanskelig kan holdes i Tømme, men i det højtciviliserede Danmark og i dybeste Fred. Saa maa der kunne raades Bod paa saadanne Tilstande, og det gælder om at finde, hvor Fejlen ligger.
Ifølge Straffeloven skal den, der øver Voldtægt, „ straffes med Strafarbejde, ikke under 4 Aar, eller under særdeles skærpende Omstændigheder med Livsstraf.”
Straffebestemmelsen lyder stræng og alvorlig nok, men den faar ikke den Betydning, den burde have, fordi Straffen ofte nedsættes ifølge Straffelovens § 39. Denne siger, at „Taaber og andre Personer, som ikke kan antages i Gerningens Øjeblik at have været i Besiddelse af den Tilregnelighed, der findes hos voksne sjælssunde Personer” skal have en ringere Straf.
Denne Bestemmelse skylder en menneskekærlig Følelse hos Lovgiverne sin Tilblivelse, idet de har ment, at den, der ikke er helt tilregnelig, ikke kan gøres ansvarlig for sine Handlinger, men hvor uendelig megen Skade har denne Bestemmelse ikke gjort. Det er kun nogle faa Aar siden, at Kvinder her i Landet fik en Adresse i Gang, som i mindre end 14 Dage fik 184,000 Underskrifter. Den Begivenhed, som var den umiddelbare Aarsag til denne Adresse, der forøvrigt Landet over blev baaret af Harmen over Ørstedmordet, var af en særlig oprørende Art. Oppe i Jylland gik en Mand midt paa Dagen hjem fra Byen, hvor han havde drukket en Del Spiritus og forsøgte to Gange, under særlig oprørende Omstændigheder, Voldtægt, først paa en Pige, som kun slap fra ham, fordi der kom en Vogn, siden paa en Kone, og kun fordi denne kæmpede saa tappert med ham, slap hun fra ham, men havde han haft en Kniv paa sig, var hun næppe sluppen fra ham med Livet, for han sagde ustandselig: „Aa, havde jeg blot min Kniv.”
Han blev - i Ly af § 39 - idømt 8 Maaneders Forbedringshus, saa kan han atter gaa frank og fri
omkring og overfalde værgeløse Kvinder paa Alfarvej. Dette er et slaaende Eksempel paa den Fejl i Samfundsordenen, som vi Kvinder vil til Livs.
De Mennesker, som begaar den Slags rædselsfulde Forbrydelser, er næsten altid enten Taaber eller Alkoholister eller Mennesker, der paa en eller anden Maade hører til de i § 39 nævnte Personer. Det, at de er abnorme, gør dem ganske vist mindre hjemfaldne til Straf, men det gør dem ikke en Smule mindre farlige for Samfundet. Og det, vi Kvinder ønsker, er derfor, at Straffeloven ændres saaledes, at den Slags Mennesker, som uden at være sindssyge dog er kønsligt utilregnelige og derved er en stadig truende Fare for Kvindens Ære og Liv, ikke - som § 39 siger - idømmes en ringere Straf, - det vil sige: slippes ud efter forholdsvis kort Tids Forløb for at begynde forfra paa Forbrydelserne - men at de holdes indespærrede i Tvangsarbejdsanstalter eller Kriminalasyler, fra hvilke de aldrig kan slippe ud, uden at Lægen kan give dem et aldeles paalideligt Vidnesbyrd om, at de er fuldstændig helbredede og skønnes aldrig at ville begaa en saadan Forbrydelse mere.
Vi Kvinder, har ikke Tid til at vente mere, Vi bør ikke taale denne Samfundstilstand længere. Skal vi sidde rolig og lade al denne Rædsel gaa for sig, og ydmygt og beskedent sysle i Hjemmet og lade Mændene ene ordne Samfundet? Nej og atter nej!
Endnu stænger Mændene os - til Skade for sig selv og hele Menneskeslægten - ude fra Retten til at være med at bygge Samfundet op ved Love, den, de selv herhjemme fik i 1849.
Men vor - Kvindens, Moderens - Stemme maa de alligevel høre, naar det, som her, gælder Børns og unge Kvinders Ære og Liv.
For de Kvinder, som for det meste vil kunne skaffe sig Ledsagelse eller holde sig hjemme, betyder denne Samfundstilstand et Tab af Frihed, som føles meget strærkt. Men Flertallet af Kvinder og Børn maa og skal færdes ene paa Veje og i Skove, til Arbejde eller i Skole. Det er særlig for disse Kvinders Skyld, at der maa stilles et uafviseligt Krav om Forandring i Samfundstilstandene. Vi kræver, at Rigsdagen, naar den til Vinter samles, skal tage hele dette Spørgsmaal op til Løsning, og at der da gives os Kvinder Lejlighed til, efter moden Overvejelse at fremkomme med vor Mening om denne Sag, der først og fremmest vedrører Kvinderne.
Professor Friedenreich: Dette Møde er ligesom de mange Avisartikler, der fylder Dagbladene, Udtryk for, at Almenheden er bleven opskræmmet ved de 3 paa hinanden følgende Mord paa værgeløse Personer. Det ser jo ud, som om der var en Epidemi af saadanne Forbrydelser i Anmarsch, og det kan heller ikke nægtes, at gruopvækkende, blodige Forbrydelser ved Suggestionens Magt kan optræde som en Slags Epidemi.
Det bør dog ikke overses, at det her drejer sig om tre ganske forskellige Forbrydelser, som vistnok intet har at gøre med hinanden. Det første synes at have været et Rovmord, det andet et Udslag af pervers Kønsdrift, brutal Voldtægt paa et Barn og Mord - maaske et saakaldt Lystmord, det tredie synes at være Udslag af skuffet Kærlighed, som har ført til Voldtægt og Mord.
Den Virkning, Læsningen om saadanne Forbrydelser har paa de fleste Mennesker, er vel først en Slags Rædsel, saa Forbitrelse mod Forbryderen, som ogsaa ved denne Lejlighed giver sig til Kende ved et næsten enstemmigt Raab om Gengældelse, Hævn!
Jeg har ogsaa i Anledning af Marselisborgmordet hørt udtale, at Dødsstraf ikke en Gang var nok for en saadan Forbryder, med andre Ord, der er dem, der endnu er Tilhængere af tidligere Tiders Straffesystem, hvorefter Dødsstraffen skulde skærpes med Pinsler. Jeg skal ikke gaa ind paa Spørgsmaalet om Dødsstraffens Nødvendighed eller Tilladelighed. Personlig mener jeg, at den kun kan forsvares, hvor Samfundet ikke paa nogen anden Maade kan sikre sine Medlemmer overfor en særlig ondartet Forbryder. Men jeg mener fremfor alt, at den primitive Hævnfølelse ikke bør være Rettesnor for Behandlingen af Forbrydere, at man tværtimod bør bekæmpe den, som alle andre onde Instinkter og roligt overveje, hvad Samfundets Tarv fordrer af Forholdsregler 1) mod den enkelte Forbryder og 2) i Almindelighed for at forebygge lignende Forbrydelser i Fremtiden — saa vidt muligt. Og samtidig mener jeg, at det maa være vor Rettesnor ikke at forvolde mere ondt, end Formaalets Opnaaelse fordrer.
1) For at bedømme, hvilke Forholdsregler, der bør tages mod Forbryderen, maa vi først vide, hvordan han er.
2) For at bedømme, hvilke Foranstaltninger, der bør træffes for at forebygge Forbrydelser, maa vi studere Forbrydelsens Aarsager.
Her kan jeg dog kun tage Hensyn til disse særlige Tilfælde.
A. Det første Tilfælde, Rovmordet, lader vi ligge; om Forbryderen vides der intet. Ogsaa
B. for de andre to Tilfældes Vedkommende taler vi som de blinde om Farverne: vel er der meddelt en Del om Forbryderne i Aviserne, men noget bestemt ved vi ikke, vi kan altsaa kun argumentere ud fra den Forudsætning, at det er rigtigt, hvad vi har læst, og med de ufuldstændige Oplysninger, vi har.
Om Marselisborgmorderen, Thygesen, er det oplyst, at han er Epileptiker. Det vil altsaa sige, at han lider af en Hjernesygdom, som giver Ligfald eller Krampe - epileptiske Anfald - og som uden Tvivl i dette Tilfælde, som det saa ofte er Tilfældet, har virket nedbrydende paa hele hans sjælelige Liv, navnlig sløvet hans moralske Følelser og givet ham sygeligt forhøjede og perverse Drifter.
Skal nu en saadan Person halshugges, eventuelt pines, radbrækkes osv.?
Der findes ganske vist endnu Jurister af den gode, gamle Skole - og en saadan er bl. a. optraadt i Berlingske Tidende - som nødig vil høre noget om, at Forbryderne er sindssyge, som anser Lægernes Paavisning deraf som uberettiget Indblanding i deres Sager, og som ikke kan tænke sig noget andet Middel mod Forbrydelse end Straf. Om de end gaar med til, at ganske rasende og forstyrrede Personer skal være straffri, vil de nødig anerkende, at de, der er rolige og ved, hvad de gør, kan være sindssyge. Naar man ikke vil gøre et Skridt tilbage i den graa Oldtid, maa man dog fastholde, at det er umenneskeligt at dræbe en Mand for en Forbrydelse, han har udført som Følge af en Hjernesygdom.
Om den anden Forbryder, Hvidbjergmorderen, Knudsen, er Oplysningerne mindre bestemte. Han skal have bundet, voldtaget og dræbt sin tidligere Kæreste, fordi hun ikke mere vilde elske ham.
Der synes ikke at være opstaaet Tvivl om hans Sjælssundhed, og dog foreligger der i de ufuldstændige Beretninger om ham saa meget, at jeg har dannet mig den Mening om ham, at han lider af en begyndende, snigende Sindssygdom. Han skal være en fredsommelig Person, som ingen har kunnet tiltænke blodige Voldsgerninger. Han skal have gennemgaaet en melankolsk Periode; under Overfaldet paa Pigen siger han: „nu maa jeg dræbe Dig!” og efter Ugerningen er han sløv og ligegyldig. Det kunde passe paa en bestemt Form af Sindssygdom, som ofte overses i sin Begyndelse.
Har jeg Ret i denne Antagelse, saa staar der kun tilbage at drøfte, hvad der kan gøres for at forebygge lignende Forbrydelser, idet Aarsagen altsaa er givet i den abnorme Sindstilstand. Det er jo ogsaa den Side af Sagen, jeg nærmest har at gøre med.
De sjælelige Abnormiteter, der oftest giver Anledning til, at den syge begaar (store) Forbrydelser, er foruden Sindssygdom i snævrere Forstand de kroniske Alkoholister og Epileptikere, samt nogle Hysterikere. De er alle syge, og som Følge deraf er Sagen simpel nok, de bør anbringes paa passende Anstalter, hvor de kan helbredes, hvis det er muligt, gemmes og gøres uskadelige, hvis de er uhelbredelige. Vi har Sindssygeanstalter, vi mangler Anstalter for Alkoholikere og offentlige Anstalter for Epileptikere; de Anstalter, vi har, er ikke tilstrækkelige. For det store Flertal af sindssyge og abnorme Forbrydere er dette den eneste humane Sikringsforanstaltning. For de abnorme Forbrydere, hvem de nævnte Anstalter ikke kan magte, fordi de er ganske uregerlige og løber bort, trænger vi til et lille Kriminalasyl med mere fængselsagtig Indretning - det som man paa de andre Anstalter netop søger at undgaa.
Der er imidlertid endnu en stor Klasse abnorme Forbrydere. De nys omtalte har været raske, er blevne syge og handler som Følge deraf anderledes, end de vilde have gjort i sund Tilstand.
Den Klasse, vi her har at gøre med, er dem, der er abnormt anlagte, hvis Repræsentant er de aandssvage Individer, hvis Hjærne f. Eks. af sygelige Tilstande hos Forældrene, hos dem selv i Fosterlivet eller i den tidlige Alder er hæmmet i sin Udvikling og fungerer slet. Det er Defektindivider, i videste Forstand syge, ligesom en Mand med medfødt Klumpfod er syg. Det er de degenererede, et Ord, som Folk ikke kan forstaa, hvilket er forklarligt, fordi der er saa umaalig mange Varianter, fra Idioten til den velbegavede Løgner og Svindler, ja, til hæderlige og betydelige Mænd, endog Genier. De fleste Forbrydere hører herhen.
Hos nogle er de sjælelige Forstyrrelser ikke større, end at man baade i Livet og kriminalistisk maa betragte dem som normale, hos mange er de sjælelige Forstyrrelser saa betydelige, at det er lige saa urimeligt at forlange af dem, at de skal lade være at begaa Forbrydelser, som at Manden med Klumpfod skal marschere i Takt med andre Soldater. Saadanne er ogsaa uforbederlige Recidivister.
For de aandssvage har vi Anstalter. For de forbryderiske degenererede trænger vi til en Fremtidsanstalt, hvor de kan opbevares og gøres uskadelige, ja nyttige, medens de almindelige Straffe er uvirksomme og kun sikrer for en Tid. - Den skulde være indrettet som en Arbejdsanstalt med Værksteder og Adgang til Landarbejde og formentlig med flere Afdelinger med mere eller mindre Frihed, eftersom Fangerne, eller hvad man vil kalde dem, kan taale Frihed uden at misbruge den. De forbryderiske degenererede egner sig ikke til Sindssygeanstalter, som de ødelægger, det samme gælder Aandssvageanstalter, heller ikke de nuværende Straffeanstalter passer for dem, de taaler daarligt Ensomhed og Tvangen, er en evig Kilde til Ufred og forbedres som Regel ikke. De bør forsøges paa særlige Anstalter.
Men har man nu disse Anstalter, saa gælder det at faa Patienterne derhen i Tide, inden der sker Ulykker.
I denne Henseende har Publikum, specielt de syges Slægtninge, et ikke ringe Ansvar. Vi Sindssygelæger kender saa godt Folks Uvilje imod at anerkende, at deres Slægtning er sindssyg. - han er overanstrengt, nervøs, kommer det højt overnervøs (et herligt Ord), men sindssyg er han ikke, og det var Synd at indlægge ham paa en Anstalt. Er vedkommende paa en Anstalt, bliver han ogsaa tidt forlangt udskreven, inden han er rask, naar han udtaler sin Længsel efter Hjemmet, og at han ikke kan holde ud at være paa Anstalten. Lægen har ingen Ret til at holde selv en meget farlig Person tilbage mod Familiens Ønske.
Vi mangler her en Autoritet, der kan fremtvinge og opretholde Indlæggelsen.
Naar en Person med en syg eller svag Hjerne har begaaet en alvorlig Forbrydelse, maa der sørges for, at han bliver anbragt et sikkert Sted og ikke gør Ulykker igen. Dette sker, som Erfaringen viser, ikke, og Fejlen ligger dels i vor Straffelov, dels ogsaa i den Maade, hvorpaa Domstolene benytter den. Det drejer sig ikke om de i snævreste Forstand sindssyge, men om de andre hjernesyge Personer med sjælelige Symptomer: aandssvage, degenererede, Alkoholister, Epileptikere og hysteriske.
De dømmes efter Straffelovens § 39 som formindsket tilregnelige til en nedsat Straf, skønt alle er enige om, at det er meningsløst at slippe dem, der næsten sikkert vil falde tilbage, løs igen efter særlig kort Tids Forløb. Naar man har Loven, maa den naturligvis følges, men der er jo ogsaa noget, der hedder Fortolkning, og i alt Fald Højesteret er frit stillet og kunde efter min Mening uden Skade gøre mindre Brug af § 39.
En af de Forbrydere i den nærmeste Fortid, hvis Udaad nærmer sig mest til de nu foreliggende, var Ørstedsmorderen, som forrige Taler nævnede.
En Kollega fra et af Nabolandene skrev kort efter til mig: „En saadan Dom er mig simpelthen ubegribelig”, og af saadanne Domme afsiges der mange. Mon det ikke var bedre, om Domstolene, hvor Forbrydelserne staar i direkte Afhængighed af sygelige Tilstande, resolut betragtede Forbryderne som afsindige - henførte dem under § 38 og dømte dem til at tages i Forvaring (passende Sikkerhedsforanstaltninger). For en stor Del af dem vil den fremtidige Detentionsanstalt være passende.
Jeg mener altsaa: Vil De gøre, hvad der kan gøres for at forebygge Forbrydelser, begaaede af abnorme, saa
1) Skaf os de Anstalter, vi mangler.
2) Lad være at gaa udenom Diagnosen Sindssygdom og aandelig Abnormitet saa længe som muligt! Læg de syge ind i Tide!
3) Skaf os en lovbestemt Maade til Indlæggelse af Patienter paa Sindssygeanstalter og lignende Anstalter. Helst en Dommer (Fredsdommer), som autoriserer enhver ufrivillig Indlæggelse og kan fremtvinge Indlæggelse af Personer, der synes farlige, selv uden Familiens Indvilligelse.
4). Skaf en Ændring i Straffeloven (helst en hel ny!), hvorefter de saakaldte ufuldstændig tilregnelige kan uskadeliggøres i Stedet for at straffes mildere. Indtil videre: Se at faa Domstolene til at bruge den Lov, vi har, paa en anden Maade.
Professor Torp: Mine Damer og Herrer! Jeg maa begynde med at bede dem om Undskyldning for, at det naturligvis for mig, der møder op som Nr. 6 i Talernes Række, er ganske umuligt at sige noget egentlig nyt. Jeg er i det heldige Tilfælde at kunne sige, at alle vi, der taler i Aften, i det store Hele er enige, selv om der naturligvis er smaa Nuancer i vore Opfattelser.
Naar jeg har indvilget i at tage Ordet her i Aften, saa er det paa den ene Side, fordi jeg ganske deler den Harme og Forbitrelse eller Sorg, vil jeg hellere sige, som vi alle føler, og som vi alle har lidt under ved Beretningen om de uhyggelige og grufulde Forbrydelser, der er begaaede i Jylland og her i Københavns Nærhed. Men det er ogsaa af en anden Grund. Skønt jeg nemlig paa ingen Maade undervurderer det frygtelige ved disse Forbrydelser, og skønt jeg fuldtud forstaar den Harme, der griber mange Mennesker, og som giver sig Udslag af forskellig Art, som ikke altid er helt fornuftige, og endskønt jeg mener, at det er af yderste Vigtighed, at vi udnytter denne Anledning til at tage os sammen for at faa Forholdene undersøgt og søge Midler til deres Afhjælpning - saa mener jeg dog, at det er af Vigtighed, og at det er ganske nødvendigt at slaa lidt koldt Vand i Blodet, om jeg saa maa sige. Jeg tror nemlig, at man ikke gavner en Sag, hverken ved ophidsende Udtalelser eller ved overilede Handlinger, men at man koldt og nøgternt bør se paa, hvad der er sket, og gøre sig det klart ved roligt Overlæg, hvilke Foranstaltninger der bør træffes for saa vidt muligt at forhindre, at slige Ting sker.
Jeg har fundet Anledning til at udtale dette, fordi jeg har haft en uhyggelig Følelse af, at man hører det summe i Luften med Udtalelser som disse: Nu skal vi se til at uskadeliggøre slige Personer, ganske særlig ved at umuliggøre dem at begaa denne Forbrydelse, - og der har været Tale om Lystmord, om Mordepidemi og Voldtægtsepidemier.
Jeg vil da først sige, at jeg tror ikke paa, at der foreligger en saadan Epidemi. Disse Forbrydelser er indbyrdes saa forskellige, at det efter min Mening vilde være ganske forfejlet her at tale om nogen Epidemi. Hvis det overhovedet er noget andet end rene Tilfældigheder, saa tror jeg, at disse Forbrydelser maa forklares paa en ganske anden Maade.
Det er en bekendt Sag, at visse Forbrydelser, ganske særlig Volds- og Sædelighedsforbrydelser i alt Fald paa den nordlige Halvkugle kulminerer paa en bestemt Aarstid, i Maanederne Maj og navnlig i Juni og Juli. Hvis man overhovedet vil finde noget andet, end hvad jeg tror, det nærmest er, et Tilfælde, i dette Sammentræf af Forbrydelser, der nylig har fundet Sted, saa bør man vistnok søge Grunden netop i den ualmindelig, varme Forsommer, vi har haft, og som giver en rimelig Forklaring af, at den opgemte Lidenskab, der altid giver sig stærkest Udslag i den begyndende Varmeperiode, netop i Aar er brudt igennem med saa frygtelig Magt. Dette er ganske vist en Hypotese, men jeg tror, at denne Hypotese er mere holdbar end Forestillingen om, at der her skulde foreligge en Mordepidemi.
Jeg er enig med Professor Friedenreich i, at der her ikke er Tale om Lystmord i noget af disse Tilfælde. I et af Tilfældene er det ganske klart et Rovmord, men jeg tror ogsaa, at der i alle Tilfælde mangler de Egenskaber, som man kræver ved et egentligt Lystmord. Jeg er dog enig med Prof. Friedenreich i, at vi ved altfor lidt om Sagen til at udtale os bestemt derom.
Det er blevet fremhævet Gang efter Gang, at disse Forbrydelser ganske særlig gaar ud over Kvinder og Børn, som er de værgeløse. Jeg vil dog gøre opmærksom paa, at det gælder ved næsten alle grove, uhyggelige Forbrydelser, at Ofrene er værgeløse; det er altsaa ikke noget særegent ved de her foreliggende Forbrydelser, men det gælder f. Eks. ogsaa ved Giftmord, og iøvrigt ved de fleste Rovmord, hvor Offeret i Reglen er værgeløst, fordi Forbryderen enten virker i det skjulte eller lumskelig kommer bag paa Offeret paa en saadan Maade, at vedkommende slet ikke kan værge sig. Jeg ønsker at fremhæve dette, fordi jeg mener, at det, at Ofrene har været værgeløse, altsaa ikke er en Omstændighed, der adskiller de her omtalte Forbrydelser væsentligt fra andre, saaledes som man i første Øjeblik kunde faa Indtryk af.
Desuagtet mener jeg, at vi selvfølgelig bør gøre os det klart, at der her er al Anledning for Samfundet til at opkaste det Spørgsmaal: Kan der gøres noget for at forhindre Gentagelsen af den Slags Forbrydelser? Dette Spørgsmaal bør tages op til Overvejelse, og naar det er besvaret, bør der selvfølgelig handles derefter.
Selv om vi gaar ud fra, at disse Forbrydelser er ganske spontane Udbrud af optændte Lidenskaber, ligesom en Slags vulkanske Udbrud, er der dog al Anledning til at tage det Spørgsmaal op til alvorlig Overvejelse: Har Samfundet gjort sin Pligt, eller har Samfundet i nogen Retning forsømt den?
Jeg tror, at Svaret paa dette Spørgsmaal vil blive, som det i de allerfleste Tilfælde vil blive, naar man rigtig gaar til Bunds i Spørgsmaalet: Samfundet har ikke i alle Retninger gjort sin Pligt, og derfor har Samfundet den Pligt at gøre, hvad det kan, for i alt Fald at bidrage til at undgaa altfor grelle Gentagelser af lignende Forbrydelser.
Men paa den anden Side kan jeg ikke noksom advare imod, at man skulde hengive sig til Illusioner i Retning af, hvad Samfundet og navnlig, hvad en ændret Straffelovgivning skulde kunne udrette. Fru Stampe-Feddersen sagde før: Vi har udryddet Ulvene her i Landet, men den Slags Individer, der gaar omkring og begaar saadanne Forbrydelser, lader vi gaa løse omkring. Ja, men den store Forskel er netop den, at Ulvene kender vi allesammen paa deres Lød, men de Individer, der her er Tale om, er, om jeg saa maa sige, Ulve i Faareklæder. Vi kender dem først, naar de har begaaet Forbrydelsen, og derfor vil vi aldrig kunne gøre Regning paa, at vi skulde kunne forhindre disse Forbrydelser. Der vil altid være nogle Individer, som gaar omkring med Muligheder for at udøve slige Forbrydelser, men som ikke har haft Lejlighed til at optræde som Forbrydere endnu, og som derfor ikke har givet Anledning for Samfundet til at gribe ind. Overfor saadanne Individer staar Samfundet værgeløst, og det er naturligvis umuligt at forhindre Forbrydelser, der maatte begaas af dem.
Derfor mener jeg ogsaa, at man bør være varsom med at stille overilede Krav til Samfundet. Særlig som Kriminalist vil jeg advare imod, at man stiller altfor store Fordringer til Straffelovgivningen, og mod, at man tror, at man blot ved at rejse Krav i den Retning og faa dem opfyldt, kan faa alle den Slags Ulykker afhjulpne.
Hver Gang Samfundet rystes op ved Beretningen om grufulde og uhyggelige Forbrydelser, særlig naar disse, som det ofte sker, hober sig sammen til en hel Række Forbrydelser af ensartet Beskaffenhed, hører man straks Raab om, at der nu særlig trænges til nye Straffe, strengere Straffe, særlig for disse Forbrydelser. Det sker i Dag med Hensyn til Voldtægtsforbrydelser, i Morgen med Hensyn til Uterlighed overfor Børn, en anden Gang med Hensyn til Brandstiftelser, røveriske Overfald, Garotting og den Slags Ting. Hvis vi skulde følge alle disse Tilskyndelser, altsaa hver Gang vi saaledes blev rystede op, gav os til at skærpe Straffene for disse Forbrydelser, saa vilde vi hurtigt opnaa at føre vor Straffelovgivning tilbage til Tilstanden, som den var i det 17de og 18de Aarhundrede. Men Historien indeholder et stærkt Vidnesbyrd om, at denne Vej er ganske unyttig, og at der ikke alvorligt nok kan advares imod at gaa netop denne Vej.
Naar jeg nu nærmere ser paa det, der i første Linie ligger for, Voldtægtsforbrydelserne, saa er Forholdet jo, som det oftere er bleven fremhævet, det, at vi allerede har ret strænge Straffebestemmelser for disse Forbrydelser, og naar jeg ser bort fra de Straffenedsættelser, der finder Sted efter § 39, tror jeg, at at der i det store og hele dikteres ret alvorlige Straffe for disse Forbrydelser. Naar der for disse Forbrydelser regelmæssig er fastsat Strafarbejde fra ikke under
4 Aar indtil paa Livstid og under skærpende Omstændigheder Livsstraf, saa tror jeg nok, man kan være enig om, at det ikke skorter paa Straffens Strenghed. Og jeg mener, at de Mennesker, som ikke ved en saadan Straftrudsel lader sig afholde fra slige Forbrydelser, vilde heller ikke lade sig afholde, selv om man truede dem med at blive levende radbrækkede. Overfor slige Forbrydelser, begaaede af normale Personer, kan der fra Straffelovgivningens Side neppe gøres væsentligt andet, end hvad der er gjort. Saadanne Udbrud af en ubændig Lidenskab, som det vi har set i Peter Nellemann Knudsens Udaad - jeg betvivler forøvrigt lige saa vel som Prof. Friedenreich, at han er normal - kan Straffeloven overhovedet ikke forhindre.
Der har været Tale om at ansætte mere Politi. Heller ikke det vilde kunne forhindre Udøvelsen af slige Forbrydelser. Vi kan jo dog ikke sætte en Gendarm ved hver Malkepige her i Landet, og hvis vi gjorde det, tror jeg, det vilde være endnu farligere for Malkepigerne.
Paa den anden Side tror jeg, at vor nuværende Straffelovgivning - stadig naar vi holder os til de normale Forbrydere - i Reglen er tilstrækkelig effektiv, og at det er forholdsvis sjældent, at der hos normale Forbrydere af denne Art finder Tilbagefald Sted. Men heller ikke overfor de egentlige sindssyge tror jeg, vi kan sige, at der trænges til nogen egentlig gennemgribende Forandring i Lovgivningen. Derimod er der ganske vist - hvad der ogsaa er bleven udtalt af en foregaaende Taler - Grund til en mere virksom Haandhævelse af den Ret, som Samfundet har, navnlig efter Straffelovens § 38, til at gøre saadanne Personer, der anses for farlige for deres Omgivelser eller for Samfundet i det hele taget, uskadelige ved at det paabydes ved Dom, at der skal træffes Sikkerhedsforanstaltninger overfor dem. Naar denne Adgang til at gøre slige Personer uskadelige, blev fornuftigt anvendt og kom til at ramme alle de sindssyge, der er farlige for deres Omgivelser, saa tror jeg, at den byder Samfundet det Værn, der overhovedet ad Lovgivningens Vej kan bydes paa dette Omraade.
Ganske anderledes stiller det sig derimod ved Behandlingen af den store Gruppe af Personer, som man fra gammel Tid har betegnet med det for Resten lidet heldige Navn „formindsket tilregnelige”; disse mange Personer, som, uden at være sindssyge eller Idioter, dog er udpræget abnorme. Af saadanne har vi jo Epileptikere, Hysterikere, Imbecile og kroniske Alkoholister, i det hele taget den store Kreds af Individer, der lider af medfødt eller erhvervet Degeneration.
Disse Mennesker danner Kærnen af det store Korps af Vaneforbrydere, der begaar Flertallet ogsaa af de Forbrydelser, der her nærmest er Tale om. Men iøvrigt finder vi dem baade ved Voldsforbrydelser, ved Ejendomsforbrydelser og ved Sædelighedsforbrydelser, De er paa alle Punkter den største Fare for Retssikkerheden i Samfundet, og netop disse Mennesker er det, som - hvad der for Resten allerede er bleven fremhævet - ved vor nuværende Lovgivning behandles paa den mest udsøgt urimelige Maade.
En tidligere Taler har citeret Indholdet af Straffelovens § 39. Jeg skal derfor ikke gentage den, men vil blot minde om, at det Resultat, som denne Bestemmelse fører til med Hensyn til disse Personer, der - det vil jeg paa Forhaand bemærke - er de farligste og mindst paavirkelige af alle Forbrydere, er det, at de altid skal straffes, og at de altid bliver straffet med nedsat Straf, men at der ikke kan træffes nogen som helst særl
