« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindens Stemmeret
En Opsang,
Dansk Kvindesamfund tilegnet.
Hun rejste sig, hun sagde: her bli’r ej Ret paa Jord,
saa længe du alene skal sige lovens Ord.
Du byggede stort i Højden, fik Jorden underlagt;
Men grunde Retfærd paa den, det staar i din Magt.
Vor længe Eneherre, for bred din egen Plads,
Vor vant at bruge Sværdet og din Kommandobas,
du sætter ikke Kursen for Retfærd og for fred;
Misvisning i Kompasset; der ligger Staal bred-ved.
Du tæmte Elementer, du fandt Naturens Tal,
saa de maa trælle for dig som Husdyr i din Stald.
Men indad idel Ufred i oprørssvangert Skraal
og udad idel Rustning, som Krig var Alles Maal.
Vor Samfund har du styrtet i den dybeste Gæld.
Paa andres Penge gaar det, og du er deres Træl.
Dog ikke du alene; - hvem faar den værste Tørn?
Jeg ser, du, kender Svaret: det gælder vore Børn.
I deres Navn jeg spør dig: vil du ej ta’ mig med?
Thi Retfærd klarer Sagen; alene den gi’r ’Fred.
Den er det, du har krænket, og det blev værst for dig;
thi Retfærd klarer Sagen: begynd den nu med mig!
