« Tilbage til søgeresultaterne
Delt Ansvar,
Delt Ansvar,*)
Af Eva Moltesen.
Klokken slog tolv rundt om i Byen. Med heftig bankende Hjerte gik jeg over Nytorv imod det gamle Raadhus. Jeg gik i et Ærinde, i hvilkel jeg endnu aldrig var gaaet. Jeg var nemlig bleven anmodet om at være Tolk i en Sag imod en udenlandsk Barnemorderske, der havde forøvet sin Forbrydelse indenfor Danmarks Grænser, men som ikke kunde forstaa, ej heller gøre sig forstaaet paa Landets Sprog. Hun havde siddel arresteret i halvanden Maaned, uden at man kunde komme videre med hende. Nu var hun endelig bleven bragt til København, hvor hendes Sag kunde undersøges.
Forhøret skulde begynde, Arrestantinden blev ført ind. Lys, en og tyve Aar, bleg, med af Graad hovne, taarefyldte Øjne, mild og stille. Jeg maatte samle alle mine Kræfter for ikke at
briste i Graad og slaa min Arm om den ulykkeliges Hals og sige hende alle de kærlige Ord. jeg i Øjeblikket kunde finde paa. Som et Lyn fløj min Tanke til min lille Pige, som nu legede derhjemme uskyldig og glad med sine Brødre - hvad vilde vel Livet komme til at byde hende? Skærm og Støtte maaske, fordi det i sin store Lunefuldhed havde stillet hende paa Solsiden eller - ? Maa Gud bevare Forældre fra den Sorg at se deres Børn gaa paa de mørke Veje med Sorgs og Skylds Byrde paa deres Skuldre! Ogsaa hun dér havde Fa’r og Mo’r, som endnu intet vidste om, paa hvilke Tornestier hun vandrede langt ude i det Fremmede, ene, ene - saa ene, at end ikke et forstaaeligt Ord kunde naa hendes Øre, saa ene, at hun ganske som solgt og købt gik fra Haand og til Haand uden at kunne faa det ret klart for sig, hvor man førte hende hen.
Hun sad rolig og stille og besvarede alle Spørgsmaal fast og tydeligt, omend med graadkvalt Stemme. Hendes Historie? Den er ikke af de Hverdags - maaske dog almindeligere end man skulde tro. Den er af dem, hvor en ublid Skæbne har samlet sammen mere af Ulykke end af selvforvoldt Ufærd.
Hun havde tjent i et Hus hjemme i sin Fødeby. I Huset boede der en ung Kontorist, en net, høflig ung Mand, som aldrig havde nærmet sig hende paa en nærgaaende Maade. Han var ikke saa sjældent ude om Natten og da kunde han tit komme drukken hjem. En Nat vaagnede hun ved, at Døren til hendes Rum blev rykket op. Hun saa Kontoristen komme hen mod hendes Seng i en Tilstand, der gjorde, at hun ikke troede godt om hans Hensigt. Hun sprang op, fik i Flugten fat i sin Kaabe fra Krogen ved Udgangsdøren og styrtede ned ad Trappen. Hun hørte, at Kontoristen, vred og bandende, skyndte sig efter sit Overtøj, halvklædt som han var, og at han saa fulgte hende i Hælene ned ad Trappen. Udenfor Gadedøren stod imidlertid tilfældig en Politibetjent, som hun kendte. Hun løb til ham og sagde, at Kontoristen forfulgte hende. Imidlertid kom denne ikke ud, men vendte om op ad Trappen. Hun ventede en halv Times Tid nedenfor inden hun, da alt atter var stille, gik op til sit Rum.
Nu besluttede hun imidlertid at være forsigtigere. Hver Aften, inden hun gik i Seng, bandt hun Laasen, som ikke var til at stole paa, fast ved en Krog i Væggen. -En Nat hørte hun dog, at nogen voldsomt rykkede i hendes Dør. Hun sprang op og greb i Laasen. Da havde imidlertid Kontoristen, der stod udenfor, allerede faaet Foden ind mellem Tærskelen og Døren og med nogle Krafttag rykkede han den op. Han styrtede sig over hende, trykkede sin Haand mod endes Mund, kastede hende omkuld paa Sengen og voldtog hende. Da hun nu laa og hulkede, trøstede han hende med, at intet ondt vilde ske hende, der vilde slet ingen Følger komme af denne ene Gang, hvorimod han vilde være bleven nødt til at skyde sig, hvis han ikke havde faaet sin Vilje frem. „Og", havde han tilføjet, „hvis Du taler om dette til noget Menneske, saa skyder jeg Dig."
Nogle Dage derefter gik hun fra sin Tjeneste, og da der halvanden Maaned senere i hendes Hjemegn blev Efterspørgsel efter unge Piger, som vilde tage Tjeneste i Danmark som Malkepiger, besluttede hun at prøve sin Lykke. Tiderne var daarlige i Hjemlandet, Arbejdsfortjenesten ringe - og det unge Mod havde vel ogsaa Lyst til at se sig om i Verden. Hun anede intet om det, som forestod hende, ikke en Gang da hendes noget ualmindelige Tilstand til Tider foruroligede hende, faldt den Tanke hende ind, at hun skulde blive Mo’r. Endelig gik det op for hende: hun, alene i fremmed Land, ludfattig, saa at hun næppe havde Tøj til at skjule sig selv med, omgiven af uforstaaende Fremmede, hun skulde føde et Barn, som ved en Forbrydelse var bleven hende paatvunget. Fatalist som hun er, lige som de fleste andre, der lever i Fattigdom og Uvidenhed, besluttede hun at overlade alt til Fremtiden. „Det var min af Gud bestemte Skæbne" - sagde hun atter og atter. Ogsaa haabede hun, at hendes Madmor vilde lægge Mærke til hendes Tilstand, som hun ikke havde forsøgt at dølge, og hjælpe hende, men der var ingen, som havde nogen Tanke for det. Saa overraskede Fødselen hende tidligt en Morgen, førend hun havde ventet den. Næsten i samme Øjeblik, som Barnet blev født og faldt ned paa Gulvet, blev der kaldt til Malkning. Helt ude af sig selv af Smerte, forvirret, uden en eneste klar Tanke - først senere dukkede det ene Minde op efter det andet af det, som hændte hin Nat - lagde hun Barnet i en Zinkspand, med sit Forklæde tørrede hun i Hast Sporene bort fra Gulvet, stillede Spanden udenfor Bryggersdøren og en anden Spand ovenover og skyndte sig til Malkning.
En Time var gaaet, maaske noget mer. Da kunde hun ikke holde det ud længere for Sygdom og Træthed. Desuden begyndte det at gaa op for hende, at hun sikkert havde gjort noget ganske uforsvarligt. Hun gik ind, kastede sig en Stund paa Sengen, men fik ikke Ro, gik saa ud for at hente Barnet. Det var endnu mørkt ude. Hun tog Barnet i sine Hænder og følte, at det var koldt og dødt. Først nu gik den Tanke op for hende: „Nu kan du dølge det Hele, baade Fødsel og Død; hvis dette ikke dølges, kommer du fast". Hun løb ned i den nærliggende Skov, lagde det lille Lig under en Trærod og dækkede det til med gammelt Løv og Stene.
Det er Historien om den unge finske Barnemorderske fra Bornholm.
Atter gik Tanken hjem. Den søgte de to smaa lyshaarede Drenge, som - Er de da ikke paa Solsiden? Ak, hvad betyder Solside, naar et Øjebliks utøjlet, selvisk Begær kan gøre Sollys til mørkeste Nat. Tung er den Byrde, som bæres af den, som bærer Blodskyld, men hvor tusindfold tungere skulde Byrden ikke trykke dens Skuldre, som drog Blodskyld over en anden.
Voldtægt og Barnemord har man i de sidste Aar hørt saa meget om. Om de oftere staar i Forbindelse med hinanden, som i det her fortalte Tilfælde, ved jeg ikke - det er vel ikke bleven nærmere undersøgt. Aarsagen til deres Hyppighed er heller ikke bleven konstateret - jeg tror dog ikke paa det berettigede i den almindelige Klage over, at vor Tid skulde være mere usædelig end de „gamle, gode Tider", og hvad Barnemorderskerne angaar, har jeg hørt baade en erfaren Dommer og en Opsynskvinde i Fængslet uafhængigt af hinanden sige, at de unge Piger, som har øvet Barnemord, oftest er gode og fine Naturer. Jeg tror snarere, at Aarsagen skal søges i vore Dages haarde Kamp for Tilværelsen, den Kamp, som hindrer mangen Mand at gifte sig i den Alder, da han mest længes derefter, den Kamp, som tit kan gøre det umuligt for en Moder at ernære sig og sit Barn, den som til Byrden af Blusel og Skam lægger Frygten for at se sit Barn sulte ihjæl eller af Mangel paa Omhu og Opdragelse synke ned i Samfundets dybeste Dynd, hvorfra der næsten ingen kommer op igen. Men Hovedaarsagen til Barnemordene tror jeg alligevel ligger paa et andet Punkt: i Samfundets forvendte Syn paa Pligter og Skyldigheder. Man kommer uvilkaarlig, naar man tænker paa Retsvæsenet i sin Helhed, mere end én Gang til at tænke paa, at det jo er ene og alene Mænd, der har skrevet Lovene, og at vore Love har deres Rod i den gamle Romerret, der er vokset ud af et Samfund, som ikke kendte synderligt til Kvindens Menneskeværd. Tænk Dem en ung Barnemorderske! Ikke en af dem, som har lavet de Love, hvorefter hun skal dømmes, ikke en af dem som forhører eller dømmer hende, har prøvet, hvad det vil sige i ni Maaneder at gaa i en ejendommelig, ofte unormal og trykket Sindsstemning, under unævnelig Smerte at føde et Barn til Verden, en Smerte, som tilmed midt under den ømmeste Omhu og i de bekvemmeste Forhold kan berøve én al Besindelse. Alle Mænd har hørt Tale om den Lykke, som en ung Moder føler, naar hun første Gang ser sit lille Barn; der er derimod vistnok kun faa, som ved, at den Følelse, som i det første Øjeblik efter den førstefødtes Ankomst fylder i alt Fald mange Kvinders Hjærte, ikke er en Glæde over Barnet, men meget mere en Følelse af noget uforstaaeligt, noget ganske ubegribeligt, som er kommet over en.
Det kunde aldrig falde mig ind at paastaa, at Rettens Haandhævere skulde savne Forstaaelse for, hvad en Kvinde kan kræve som sin Ret, saa meget mindre som jeg under ovennævnte Retssag i stort Maal saa Beviser paa den dybeste Medfølelse og en meget stor Menneskekundskab først og fremmest hos Forhørsdommeren, men ogsaa hos alle andre Funktionærer, som havde noget med den arresterede Pige at skaffe. Men dette forekommer mig kun som et yderligere Bevis for, at Loven skal gøres meget mere menneskelig, end den er, saa menneskelig som Menneskene selv. Og den Tid kan vel ikke være saa fjærn, da man indser, at det ikke alene er en Retfærdighedshandling, men ogsaa en Berigelse, naar man udnytter den Arbejdskraft, som Kvinderne endnu har ganske ubrugt ogsaa indenfor Lovgivningens og, Retsforvaltningens Omraade.
Er det da i Retning af mindre Ansvar, man paa dette Punkt skal gaa? Nej, hellere øget Ansvar, men anderledes lagt end hidtil, thi det skal fordeles mellem de to, som gav Barnet Liv. Hvor løs og ledig gaar dog ikke Manden, hvor fri for all Ansvar! Medens den unge, tyveaarige Moder, der i Dølgsmaal har født og dræbt sit Barn, arresteres, medens hun udsættes for pinlige, i højeste Grad intime Forhør om baade Dit og Dat, dømmes og holdes fængslet, medens hendes fulde Navn udskriges af alle Landets Aviser, nævnes der kun, at „Faderen er fra Assens og nu er Soldat i København" i de Tilfælde, hvor han ikke ganske forties for i Ro og Mag at kunne fortsætte i de samme Spor. „Herre Gud," vil man sige, „det er da vel heller ingen Synd at sætte et Barn i Verden, Faderen kan da ikke blive dømt, fordi Moderen har taget Livet af Barnet". Jo, det er netop det, han kan - eller skal kunne. Det er ingen Synd at sætte et Barn i Verden, enten man saa er viet eller ej, hvis man kun paatager sig Forældreomhu og Forældrepligter, men det er en stor Synd at give Livet til et Barn uden et Øjeblik at tænke paa dets Fremtid, stor Synd at lægge hele Byrden paa dens Skuldre, som netop, naar der trænges mest til Kræfter og Pleje, er tynget af alene at skulle bære baade Skam og Smerte. Han har fra det Øjeblik af, da hans Blod skød hedt, saa at han maaske mistede Sans og Samling, til det Øjeblik, da hun i Fødselens Smerte og Angst mistede Herredømmet over sine Tanker og Handlinger, haft Tid til at sunde sig og. faa klart for sig sit Ansvar. Men saalænge Samfundet ikke kræver dette Ansvar af ham, vil der kun være faa, der føler det. Hvorledes da kræve det? Saaledes, at for hver Gang en Barnemorderske stilles til Ansvar for Retten for sin Forbrydelse, skal ogsaa han stilles for den samme Ret; uden Undtagelse skal han straffes for Forsømmelighed mod hende med Hensyn til Fødselshjælp og desl. og for manglende Omhu for sit kommende Barns Fremtid ganske uafhængig af, hvad Straffen saa kan blive for hende, og hvis hendes Navn udskriges i Landets Aviser, saa skal hans sættes ved Siden af hendes.
Man vil maaske indvende herimod, at det er lettere at finde Moderen til et Barn end Faderen. Javel, men det er vel ingen Grund til i de Tilfælde, hvor Faderen kan findes, at lade ham gaa ganske uantastet. Man vil vel ogsaa sige, at ved denne Opsøgen af Faderen vil der kunne øves Uretfærdighed, naar f. Eks. en løgnagtig Barnemorderske falskelig kan angive en Mand som sit Barns Fader, Ja, desværre; ingen Retsform vil vel nogensinde blive saa fuldkommen, at den ikke kan rumme Muligheder for Uretfærdighed, men findes der overhovedet en Retsform, der rummer en større Uretfærdighed mod Kvinden, en mere nedsættende Ansvarsløshed for Manden end den, som lader hende alene bære tilmed de tungeste Følger af en fælles Handling?
Først naar Samfundet bliver gennemtrængt af Bevidstheden om Faderpligt ligesaa vel som om Moderpligt, først da vil der kunne ventes en Formindskelse af de mange Barnemord, da vil ogsaa Antallet af de løsagtige Forhold blive mindre.
*) Efter indtrængende Opfordring af et Medlem og med Fru Moltesens Tilladelse aftrykker vi denne Artikel, som stod i Dansk Tidsskrift, September 1903.
