« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderetsbevægelsen i Nordamerika
Efterladt Arbejde af Dagmar Hjort, f. Harbou.
Udgivet ved Niels Hjort.
G. B. N. F.
Der har været to om denne Bog: først en, der planlagde og samlede Stoffet, men hvis Haand Døden standsede, og saa den Mand, der med nænsom Kærlighed har ordnet og udgivet det ufuldendte Arbejde. Den første er den unge Kvinde, hvis Billede staar foran Titelbladet. Dette faste, karakterfulde Ansigt, saa retliniet - med sluttet Mund og dybe, alvorlige Øjne - blev uforglemmeligt selv for den, der kun enkelte Gange mødte hende; maaske netop fordi disse næsten strenge Træk og den Udvikling, hendes Ydre talte om, stod saa mærkeligt til det barnligt unge, der ellers var over hendes Skikkelse.
Fru Hjorts Bog er herhjemme den første, større historiske Redegørelse for den sociale Bevægelse, der gaar, stærkere eller svagere, men stadigt stigende, gennem alle Lande, og som vi i Danmark kalder „Kvindesagen". Ligesom Borgerstandens Revolution i sin Tid skabte et nyt Grundlag for vort nuværende Samfund, og som Arbejderstandens Rejsning nu omdanner dette, saaledes vil selvfølgelig Kvindens sociale og politiske Ligestilling med Manden medføre gennemgribende Reformer. Man kan være for eller imod denne Bevægelse, vente en Guldalder af den, eller stille mere beskedne Haab til den - maaske endog imødese dens Resultater med Uvilje - men dens Fremgang er en Kendsgerning, som man maa bøje sig for, og dens endelige Sejr kun et Tidsspørgsmaal.
Denne Bog har da Bud til alle, der interesserer sig for Nutidens Liv, det Liv, der leves om dem, og som de er Part i.
Fru Hjort søger Udgangspunktet for den amerikanske Kvinderetsbevægelse „logisk" i Ideerne fra den amerikanske Revolution, Ideer, hvis Hjemland til Dels var Frankrig - „historisk" i den Antislaveribevægelse omkring 1830, som de amerikanske Kvinder deltog saa ærefuldt i. Dette er utvivlsomt rigtigt. Men det bør huskes, at forud for Kvindernes Kamp mod Slaveriet var der paa anden Maade beredt Jordbund for Kvindesagen i Nordamerika. Det betød ikke lidt, at blandt Puritanerne - hvortil Ny Englands første Kolonister hørte - havde heltemodige Kvinder lige saa vel som Mænd, lidt Døden for deres Overbevisning. Under Kolonisationens første Tid maatte Kvinderne ogsaa helt ud dele Kaar med deres Mænd og Brødre; de byggede, plantede og saaede, døjede Kulde og Nød i det ublide Klima, Side om Side med Manden; med ham deltog de ogsaa i Kampene mod Indianerne; der er Eksempler paa, at det ofte var Hustruen, der under Mandens Fraværelse med Vaaben maatte forsvare Huset. Disse Kvinder, hos hvem det stærke og selvhjulpne saaledes udvikledes, svigtede heller ikke, da Kolonierne rejste sig mod Moderlandet. I deres Harme over Undertrykkelsen tilskyndede de, som Hannah Arnetts og andres Eksempel viser, deres Mænd til Kamp for Friheden, som Mændene vandt og nægtede at dele med Kvinderne.
Gennem disse brave Hustruers og Mødres Mod, Udholdenhed og Frihedssind, var der saaledes gjort et indirekte Arbejde, der senere bar Frugt. Der var i Amerikanerens Sind indarbejdet den Agtelse og Ærbødighed for Kvinden, der bunder saa dybt hos ham, og som - hvad ogsaa netop denne Bog giver talrige Vidnesbyrd om - selv om den glemtes i Stridens Hede, dog blev en af Betingelserne for, at Kvindens Deltagelse i Kampen mod Slaveriet, fik saa stor Betydning.
To store sociale Spørgsmaal har særlig kaldt amerikanske Kvinder til samlet Arbejde, begge Gange med en Naturnødvendigheds Magt, fordi Hjemmet, Ægteskabet, Barnet blev truet. Det er Slaveriet og Temperance-Sagen.
Fru Hjort har givet en klar og gribende Skildring af Slaveriet og Abolitionisternes Kamp derimod. Og her faar hun Lejlighed til at fremdrage den ene Kvindeskikkelse efter den anden - de to Søstre Sarah og Angelina Grimke, en Slaveejers Døtre, der brød med Familie, Fædreland og alle Datidens Forestillinger, om hvad der sømmede sig for en ærbar Kvinde, idet de talte offentligt, men om hvem Wendell Philipps sagde: „Anti-Slaveribevægelsen havde i dens mørke Dage ingen Støtte, der kan lignes med den, de to Søstre Grimke bragte den" - Lucretia Mott, denne fortryllende, vittige, dronningeagtige lille Kvækerfrue, der bevægede sig i en rasende Folkehob med samme yndefulde Ro som i sin Dagligstue; hun, der i sin Ungdom nær var blevet brændt inde af sine Bysbørn, og som, da hun 87 Aar gammel døde, blev fulgt til Jorden af en Skare paa flere Tusind - Cady Stanton lidt grovkornet, men altid slagfærdig, parat til at sige de dristigste Sandheder til Dommere og Kon-ventsmedlemmer - Susan B. Anthony, den store, trofaste Arbejder, Kvindesagens ypperste Forkæmper, først haanet og senere æret som faa - og mange, mange flere af disse Ny Englands stolte Døtre, om hvilke Fru Hjort siger: - „spørger man, hvorfor de ikke gaar af Vejen eller farer lidt med Læmpe saa er Svaret i Virkeligheden kun det, at der gik nu en Gang Pligtens Vej for dem, ned i Latterens Afgrund, forbi Forargelsens Ildmundinger. Men deres kraftige Natur sejrer altid. Vi ser dem dukke velbeholdne op af Afgrunden og komme uskadte frem af Ilden«.
Mere end det: Kvinderne lærte, idet de kæmpede for andre, at føre deres egen Sag.
Deres Tankekreds og Følelsesliv udvidedes; de maatte skaffe sig Kundskaber, lære deres Staters politiske og kommunale Forhold grundigt at kende; de maatte tiltvinge sig Talefrihed for at kunne deltage i Abolitionistmøderne; de lærte selv at organisere sig, da det ikke ansaas passende, at Kvinder sad i Bestyrelsen for Mændenes Foreninger. Og under Abolitionistmøderne diskuteredes stadigt den amerikanske Frihedserklærings store Principer, Menneskets umistelige Krav paa Frihed, Lighed, dets „ukrænkelige Rettigheder". - Kvinderne lærte det og vaagnede til Bevidsthed om, at de i meget var retsløse som Negeren, og havde samme Krav som han paa en Forandring i deres Kaar.
Saaledes voksede de under Arbejdet for en stor Sag til at føre deres egen store Sag.
Og paa samme Tid gav de, idet de delte den Vanære og Livsfare, de mandlige Abolitionister udsatte sig for, og senere, da Borgerkrigen udbrød, færdedes paa Valplads og i Lazaretter, Handlingens uimodsigelige Bevis for, hvad de duede til, og hvad Kraft de maatte tilføre det Samfund, i hvilket de begærede Borgerrettigheder.
Hvorledes og hvorvidt Skridt for Skridt disse Rettigheder er erhvervet, viser Fru Hjorts Bog i de følgende Afsnit. Om end det her mærkes mest, at den sidste Haand ikke er lagt paa Arbejdet, saa indeholder „Kvinderetsbevægelsen" dog saa mange værdifulde Oplysninger, saa mange Erfaringer, der kan tages til Følge, saa kloge og rammende Ord og Raad, at den maa betragtes som et Arsenal, fra hvilket mangt et godt Vaaben kan hentes i den endnu staaende Strid.
Alle Kvindesagsvenner, ogsaa „Dansk Kvindesamfund "s Medlemmer vil i denne Bog finde en god Haandbog. Adskilligt af det fortalte er kendt, blandt andet fra „Kv. og Sf.". Det var Frk. cand. mag. Ida Falbe-Hansen, der for adskillige Aar siden her i Bladet i en udmærket Artikel omtalte Mary Livermores „My Story of the War", og derved gav Stødet til en Række Foredrag i Kredsene, gennem hvilke, baade den Gang og i de senere Aar, mange af de i Dagmar Hjorts Bog nævnte Kvinder er blevet kendt. Desto mere Anledning er der til at skaffe sig mere at vide om dem, og om den Sag, de har ført saa langt videre frem, end det endnu er sket herhjemme.
