« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindebevægelsen i England
Ved de hyppige Meddelelser, som gives pr. Telegram i danske Blade om Kvindernes Demonstrationer i England for Stemmeretten, kunde man let faa det Indtryk, at nu havde Kvindesagsven-nerne tabt Befolkningens Sympati for lange Tider. Dette er saa langt fra Tilfældet, at der tvertimod synes at være tilført Kvindebevægelsen nyt og ungt Blod, som vil have den allerstørste Betydning ogsaa for andre evropæiske Lande og maaske langt hurtigere end vi havde tænkt, bringe Kvinderne sejrrigt til deres Maal: den politiske Valgret.
Det er sandt, at en Del konservative Kvindeforeninger, som har arbejdet i en længere Aarrække og stadig benyttet den samme Form - at bede Mænd om deres Valgret, de er i Virkeligheden blevet opskræmte ved den kraftige Demonstration, som Arbejderkvinderne og de selverhvervende Kvinder har benyttet i 1906. - Vi søgte den bekendte Mrs. Lawrence, som er Medarbejder ved sin Mands Blad: „The Labour Record", til hvem vi var henvist af Parlamentsmedlem Keir Hardie, saa vi kunde ikke finde bedre Kilde.
- Det er paa Tide, siger hun, at Kvinderne træder mere bestemt op, hvis det er Alvor, at de
vil have Valgret. Miss Kenneys og Miss Pankhursts Fængsling efter deres Demonstration i Parlamentet og efter Politiets Indgriben med ukorrekte Rapporter har tændt Ild i en Mængde tidligere kølige Kvindesagsvenner. Og man er fast bestemt paa at fortsætte Demonstrationerne.
Den aarlige Indgiven af Forslag til Stemmeret, af de engelske Lovgivere, tror man ikke paa. Hvad der ved Stuart Mill i 1867 kunde tage sig pænt og lovende ud som et Fremtidsperspektiv, det bryder selverhvervende og kæmpende Kvinder sig ikke om nu. Ikke mere blot Ord, men Handling, det er det, som kræves. „Grundvolden for al politisk og social Frihed er, at de, som skal lyde Loven, ogsaa maa have direkte" Indflydelse paa selve Lovgivningsarbejdet", siger de engelske Kvinder. - Virker Lovene ikke paa Hjemmet, og har ikke Kvinderne Erfaringer, som vil være til Hjælp for Lovgivningsarbejdet ? o. s. v.
Der har i det Hele taget været udfoldet en stærk Agitation af Kvinderne i det sidste Aar, for Stemmeretten; og det har været væsentlig af Arbejderkvinder. Socialdemokratiets Fører Keir Hardie - den gamle Profet og Pioner for sit Parti - har tilsagt Kvinderne sin bedste Støtte, og man ved, at han viger ikke tilbage for noget.
Den kvindelige Fagbevægelse har haft stor Fremgang i England det sidste Aar, gamle Foreninger har udviklet sig, nye er dannede. Og de kvindelige Førere er for det meste dygtige og kundskabsrige Kvinder. Saaledes er Formanden for Kvindernes Forbund en Præstedatter. Miss Gertrude Tuckwell er overordenligt radikal. Hun fik ganske tidlig gennem sin Fader Forstand paa det sociale Spørgsmaal og blev som ung Pige Lærerinde i Kommuneskolerne i London. Hun maatte dog efter 6 Aar forlade sit Embede af Helbredshensyn, men skrev en Bog om sociale Spørgsmaal: „The State and its Children". I 1887 blev hun Medlem af „The womens Trade Union League", blev derefter Sekretær hos sin Tante, Lady Dilke, hvorved hun fik et ualmindeligt Kendskab til de engelske Arbejderkvinder, blev efter hendes Død Formand for De kvindelige Fagforeninger og Redaktør af deres Blad „Review".
En anden Kvinde indtager ligeledes i denne Tid en fremragende Plads iblandt de kvindelige Arbejdere. Det er Formanden for Væverne. Mrs. Fairhurst er ligeledes meget radikal, er Datter af en Arbejdsmand og arbejdede selv 15 Aar i Spinderierne. I 1890 kom hun ind i Vævernes Fagforening, i 1894 blev hun Formand og har staaet der siden. Hendes første Tale var i 1895 i Hyde Park paa Arbejdsdagen den 5. Maj, hun er senere altid med som Repræsentant for Fagforeningen ved Kongresser og er Medlem af Arbejderraadet. Miss Mable Hope, som har dannet Foreningen for de kvindelige Telegrafister, er en udmærket Taler og blev i 1905 valgt som Delegeret paa den aarlige Konference. Alle den Slags arbejdende Kvinder synes nu at skulle træde i Forgrunden for Kvindebevægelsen, og hvis min Opfattelse er rigtig, saa synes det, som om netop de arbejdende Kvinder i England i højere Grad end i andre Lande forstaar at vurdere den politiske Valgret. De vil ikke nøjes med de mange Petitioner og Deputationer til de Rigsdagsmænd, som kun hidtil har haft høflige Talemaader tilovers for Kvinderne. De samme Kvinder, som er blevet stærke og karakterfaste gennem Kamp for det daglige Brød, og som har staaet enige i Strejker, de vil heller ikke gyse tilbage for at gaa i Fængsel for deres Overbevisning om Nødvendigheden af Kvinders Stemmeret. Der afholdtes store Massemøder ved Miss Kenneys og Miss Pankhursts Løsladelse af Fængslet og Tusinder af Mænd og Kvinder jublede ved deres Taler. Det er ikke umuligt, at ogsaa de ældre Stemmeretsforeninger vil gaa med til disse Demonstrationer, nu de ser Folkestemningen, skønt mange af Damerne endnu ryster betænkeligt paa Hovedet ved Demonstrationerne.
