« Tilbage til søgeresultaterne
Tilsendt
Gads Danske Magasin. Illustreret Maanedsskrift for Hjemmene. Redigeret af Chr. Gulmann og L. Moltesen.
Det er „Dansk Tidsskrift", der i ny og udvidet Skikkelse præsenterer sig for den danske Læseverden. Det „vil bringe et afvekslende Stof i Tekst og Billeder: Rejseskildringer, nye Opfindelser, naturvidenskabelige Iagttagelser, Kunst, Noveller m. m. Det vil slaa til Lyd for nationale Emner, ligesom Begivenhederne i de fremmede Samfund vil blive fulgt med Opmærksomhed og belyste med særligt Henblik paa deres Betydning for de nordiske Lande".
Det udkommer en Gang om Maaneden med et illustreret Hæfte paa ca. 100 tospaltede Sider. Abonnementsprisen er 2 Kr. Fjerdingaaret.
Oktober Hæftet indeholder en Artikel om Kvinderetsbevægelsen af cand. theol. Andreas Mollerup, et varmt, helhjertet Indlæg for Kvindens Valgret, indeholdende mange gode Argumenter og mange veltalende Oplysninger.
Det ny Aarhundrede. Redigeret af P. Munch.
Dette Tidsskrift begynder med Oktober Hæftet sin 4 Aargang. Det udkommer den 1. i hver Maaned, den 1. Md. i hvert Kvartal med et Dobbelthæfte, de to følgende med almindelige Hæfter og koster 2 Kr. Kvartalet.
Oktober Hæftet indeholder bl. a. en meget interessant Afhandling om Uægte Børns Retsstilling af Politiinspektør Aug. Goll. Dette Spørgsmaal trænger sig for Tiden stærkt frem i den offentlige Debat, og det vil forhaabentlig komme til Forhandling i den kommende Rigsdagssamling. Alt, hvad der da kan belyse Forholdene paa dette Omraade, maa blive af Betydning, og den nævnte Afhandling af Aug. Goll er et overordentlig værdifuldt Bidrag, som enhver, der ønsker at sætte sig ind i Sagen og følge Debatten med Forstaaelse, bør læse.
Karin Michaëlis: Tommelise. G. B. N. F. 235 Sider.1906.
At læse Karin Michaëlis er som at være paa Marionetteater. Dette gælder i hvert Fald hendes sidste Bog „Tommelise". Tommelise er ikke et Menneske, men en Dukke; der er kun et tyndt Tæppe imellem Forfatteren og Læseren, og Forfatteren lader sin Tommelise gøre de særeste Krumspring og sige de snurrigste, uskyldig-uartige Ting. Men Karin Michaëlis’ Marionetteater er alligevel ikke en almindelig Fjællebod; de Løjer, der drives, er ført op til at være Kunst, og en Kunstner er Karin Michaëlis, om end lidt i Retning af det gøgleragtige, med sit eget, ingenlunde almindelige eller kedelige Kunstnerfysiognomi.