« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Rigsdagen

« Se emneord

Efter det Forslag til Lov om kommunal Valgret og Valgbarhed, der, (som vedtaget af Folketinget ved 3. Behandling d. 8. Nov. 1906,) blev fremlagt i Landstinget og kom til 1. Be­handling der Onsd. d. 21. Nov., faar alle Kvin­der, gifte som ugifte, samme Valgret og Valg­barhed under samme Vilkaar som Mænd.

 

Lovforslagets § l lyder saaledes:

Valgret til Borgerrepræsentantskabet i Køben­havn, til Byraadene og Ligningskommissionerne i Købstæderne, derunder indbefattet Frederiksberg, Frederiksværk og Marstal, samt til Sogneraadene paa Landet tilkommer enhver uberygtet Mand og Kvinde, som har Indfødsret, har fyldt sit 25de Aar, har i det Skatteaar, hvori Valget foregaar, været bosat i og svaret direkte Skat - i København Indkomstskat - til Kommunen, og paa den Tid, Valglisterne affattes, vedblivende har fast Ophold i denne, medmindre vedkommende:

a)  nyder eller har nydt Understøttelse af Fattig­væsenet, som ikke er enten eftergiven eller tilbagebetalt; for en Enke, fraskilt, frasepare­ret eller forladt Hustru betragtes den Fattig­hjælp, der har været ydet hendes Ægtefælle i Løbet af de sidste 5 Aar, og medens hun levede i Samliv med ham, som tillige oppebaaren af hende selv,

b)  er ude af Raadighed over sit Bo.

Ingen kan anses som uberygtet, der ved Dom er funden skyldig i en i den offentlige Mening vanærende Handling og ikke har faaet Æresoprejs­ning. Ej heller kan den anses som uberygtet, der har Erhverv ved Utugt.

Den, som har fast Bopæl to eller flere Steder, kan kun gøre sin Valgret gældende i den Kom­mune, hvor han har sit Hovedopholdssted.

Naar en Ægtemand som Familieoverhoved har svaret direkte Skat til Kommunen af Ægteparrets

fælles eller af Hustruens særlige Midler, betragtes de begge som Skatteydere. Mandens Raadighed over Fællesboet bringer ikke Hustruen ind under foranstaaende Litra b.

De herefter valgberettigede foretager Valget af samtlige Medlemmer af fornævnte kommunale Forsamlinger.

Begyndelsen af § 2 lyder saaledes:

Valgbar til Borgerrepræsentantskabet i Køben­havn, til Byraadet, Ligningskomissionen og Sogneraadet er enhver, som er valgberettiget ved de kommunale Valg i den paagældende Kommune.

Det Standpunkt, som her indtages, og som vi Kvinder kun har Grund til at være tilfreds med, var Folketinget allerede naaet til for flere Aar siden; det af Indenrigsministeren d. 3. Oktober 1906 fremsatte Forslag kom frem i den Skikkelse, som Folketinget gav det d. 11. Decbr. 1903.

I Rigsdagssamlingen 1904-05 mishandlede Landstinget det saaledes, at det blev ganske ukendeligt, og da Indenrigsministeren i forrige Samling atter forelagde det i Landstinget, er­klærede dette, at det først efter Valgene vilde tage det op til Behandling, naar det havde vist sig, om Befolkningen stod bag ved og sym­patiserede med Forslagets Tanker og Indhold.

„Nu er Valgene afholdt”, udtalte Indenrigs­ministeren d. 3. Oktbr. i Folketinget, „og hvor meget end andre Spørgsmaal griber ind, har de dog klart og bestemt talt om denne Sag. Det erkendes ogsaa vistnok nu almindeligt fra anden Side, at Valgene viste, at der i Befolkningen er et stærkt og levende Ønske om at faa den kommunale Valgordning lagt paa den lige og almindelige Valgrets Grund”.

Det er da ogsaa saavel i Landstinget som i Folketinget bleven erkendt, at Befolkningen staar bag ved Kravet om lige og almindelig Valgret; men medens man gennemgaaende i Folketinget konstaterer dette som en glædelig Kendsgærning og ser hen til Gennemførelsen af den lige og almindelige Valgret med Fortrøstning og Forventning, saa betragter man i Landstinget denne „Stemning” i Folket som noget Sørgeligt og faretruende, og man synes at vente noget i Retning af Samfundsomvælt­ning naar „Kvinder, Arbejdere og det hele”*) kommer med.

.Hvorledes Lovforslaget slipper igennem Landstinget og Fællesudvalget, hvorledes det ser ud naar det er kommen igennem denne Skærsild**), det er ikke godt at vide. Men hvor­dan det end gaar i denne Omgang, om For­slagets Modstandere i Rigsdagen end skulde vise sig at være stærkere end dets Tilhængere samme Sted, saa er Sejren dog usvigelig sik­ker. Det meste Modstanderne kan vinde er at skyde Gennemførelsen af den lige og al­mindelige Valgret lidt længere ud i Fremtiden; men de vil ikke formaa at hindre, at de retfær­dige Tanker, som er dette Kravs Kærne, spre­des med ustandselig Magt, overføres fra Sind til Sind, indtil de hos Flertallet af Befolknin­gen naar den Overbevisningens Styrke, der knækker al Modstand og tilintetgør alle de forældede og visne Argumenter, som altid stiller sig i Vejen for Udviklingen og for Ret­færdighedens Fremskriden paa denne forvrøv­lede Jordklode.

Lovforslaget ang. uden for Ægteskab fødte Børn og disses Mødres Retsstilling er i disse Dage til 1ste Behandling i Folketinget. (1ste Dag 27. ds.) Da D. Kv. Sf. i Maj d. A. indleverede sit Lovforslag herom sammen med Andra­gende til Justitsministeriet, kunde selv den mest sangvinske ikke vente, at Sagen saa snart skulde komme for i Rigsdagen. Dette bør i høj Grad paaskønnes, lige som det ogsaa med Glæde kan nævnes, at det af Justitsministeren forelagte Lovforslag i de fleste Punkter er i Overensstemmelse med det af D. Kv. Sf. indsendte, om end der paa et meget væsentligt Punkt desværre er en Uover­ensstemmelse, nemlig m. H. t. Opgivelsen af Faderens Navn.

Lovforslaget er bleven overordentlig godt modtaget i Folketinget, der endogsaa synes tilbøjelig til at gaa videre, end Lovforslaget kræver. Forhandlingerne i Tinget vil blive udførligere omtalt i vort Blads næste Nr.

*) Ahlefeldt-Laurvig.

**) Skærsild kan dog næppe her betragtes som en rensende Ild.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder

Regioner