« Tilbage til søgeresultaterne

Fødselsdagsgilde

Af: Nora Mortensen

« Se emneord

Fødselsdagsgilde. *)

En lille 8 Aars Tulle, umaadelig fattig, møder en Dag paa Skolen i sine sædvanlige Pjalter, men med et Par forkrammede Baandsløjfer i Haaret.

„Frøken”, forklarer hun glædestraalende, „jeg skal til Fødselsdag i Dag! - Det er første Gang; - Jensine har sagt, at jeg skal hjem med hende lige fra Skolen! - Og saa vil hendes Mo’r bage Æbleskiver”, vedbliver hun og godter sig ved Tanken, men tilføjer derefter med en lidt betænkelig Mine: - „Hvis hendes Fa’r da ikke er fuld, siger hun”.

Hun henter et Nøgle optrevlet Strikkegarn op fra Posen, hvor det har hvilet sammen med ABCen. Griflerne og Fedtemaden.

„Det skal jeg forære Hansine i Aften”, siger hun, „for Mo’r siger, det er saa flovt at komme tomhændet til en Fødselsdag”.

Næste Dag forhører Lærerinden sig om, hvorledes Fødselsdagen saa gik.

Der kommer et resigneret Udtryk i det lille Ansigt. „Jo”, svarer hun, „den gik meget godt. - Men jeg kom der jo ikke”!

Ved nærmere Efterforskninger viser det sig, at Festlighedernes Forløb har været følgende: De to Smaapiger fulgtes, som Aftalen var, fra Skolen. Da de kom til Jensines Gadedør, gik Fødselsdagsbarnet op for at sondere Ter­rænet, medens den anden blev staaende nedenfor. - Lidt efter kom Jensine ned og meddelte, at der ikke blev noget af Æbleskiverne den Gang, hun kunde heller ikke komme op, - for Fa’r var fuld!

Nora Mortensen.

*) „Fødselsdagsgilde” var blandt de Smaating, Frk. Nora Mortensen sendte os lige før sin Død. Vi brin­ger »Fødselsdagsgilde« frem nu i det Haab, at det maa kunne bidrage til i denne strænge Vintertid at henlede Tanken paa de fattige Børn, der i Nora Mortensen havde en saa kærlig og forstaaende Ven.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner