« Tilbage til søgeresultaterne
D. K. S. og Ungdommen
Der er tre Ting, som Kvindesagens Forkæmpere maa lægge sig alvorligt paa Sinde, i Fald de vil drage Ungdommen til virksom Deltagelse i Arbejdet. Desværre kan de Ledende i D. K. S. ikke rose sig af at have lagt sig nogen af disse tre Ting tilstrækkeligt paa Sinde. Derfor fattes Ungdommen i vore Rækker - mest blandt de Aktive og de Ledende.
Maa jeg, for at skaane Læserne for en lang og vidtløftig Paavisning, ved tre Bemærkninger antyde, hvad jeg mener.
I. Ungdommen kan samle sig om en Sag, kan med Iver og Varme lægge Kræfterne i Arbejdet for én Sag. Vil man vinde Ungdommens Iver og Varme for Kvindesagen, maa man i D. K. S. samle alle Kræfter om denne Sag. Men D. K. S. spreder ødselt og letsindigt, ja, uforstaaende og kortsynet sine Kræfter om mange Ting. Det er umuligt for Ungdommen at varmes for alt det paa én Gang. Naar D. K. S. ved det aarlige Fællesmøde aflægger Beretning, er det en ligefrem Opremsning; og Resultaterne er sjældent glimrende. Der blev da ogsaa paa sidste Fællesmøde om Beretningerne om syv(!) af Virksomhederne sagt, at de kunde lignes ved de syv magre Køer. Hvor fejl Opfattelsen af denne Mangedeling af Arbejdet er, ses bedst af den Bemærkning, hvormed der svaredes herpaa: ,,Syv magre Køer er da bedre end én fed”. Nej, saa sandelig er de ikke. Vi har netop her at gøre med de magre Køer, der æder de fede uden selv at blive fede.
En fed Ko, d. v. s. en fornuftig og energisk Samling af alle vore Kræfter om selve Kvindesagen i snævrere Forstand (hvortil selvfølgelig maa regnes et saa udmærket Arbejde som D. K. S. nu har tilendebragt se dette Blads Side 153 -161) - vilde baade kunne samle og fastholde Ungdommen.
Vi mister den, og vi kan navnlig ikke fastholde den ved at sprede vort Arbejde og sætte vort Hovedformaal Side om Side med Sager, der er en Kvindesagsforening logisk uvedkommende.
II. Vor Tids Ungdom er vokset op mellem parlamentariske Former og i et stærkt foreningsordnet Samfund. Den er derfor fortrolig med god Forretningsorden og parlamentariske Former. Den har derfor ikke Taalmodighed nok til at virke under det Vildrede, der hersker i Kvindesagsarbejdet i Danmark, særlig i D. K. S. - Her blot to Eksempler: Der føres for ramme Alvor Ordstrid om, hvorvidt de enkelte Kredse hver for sig eller alene Fællesstyrelsen paa disses Vegne kan stedfortræde D. K. S. i Valgretsudvalget! Ja, saa vidt gaar Vildredet, at D. K. S. paa andet Aar staar i den respektødelæggende Stilling, at nogle af dens Kredse i denne Henseende handler paa en Maade, de andre paa en anden!
Der blev paa sidste Fællesmøde givet Fællesstyrelsen Bemyndigelse til „at aabne Underhandlinger med andre Kvinde oreninger o. s. v. (se Kv. og Sf. Side 140). Den uomtvisteligt klare og med Eftertryk udtalte Forudsætning herfor var 1) at vi i Forening med to bestemte og nævnte Foreninger skulde søge dannet et Led af den internationale Kvindevalgretsassociation, og 2) at Valgretsforbundet ikke fyldestgjorde Vilkaarene for Indtræden i denne Alliance. Alligevel søger Fællesstyrelsen med Valgretsforbundet en Forhandling, som selvfølgelig helt mislykkes.
Dette er ikke Foreningsorden men Foreningsvildrede - og derved mister man Ungdommen; for dens Taalmod brister. Det nytter nu en Gang ikke at kræve Taalmod af de Unge.
III. Kvindesagen har jo mange Venner her i Landet; men de har ikke kunnet blive enige om at samle sig alle sammen i en stor og stærk Organisation. De staar spredte i flere forskellige Foreninger, mange tager slet ikke Del i Arbejdet, og atter andre lægger ikke deres Arbejde i nogen Forening, men udfører det for egen Regning eller (som f. Eks. Valgretsforbundet) søger at give det et Grundlag ved at samle Stedfortrædere for Kvindeforeninger, der ikke har Kvindesagen som Maal.
Hvori dette ligger, er ikke svært at se. Om Maalet er vi alle enige. „Lige Ret for Mand og Kvinde” sætter ikke Skel mellem Kvindesagsvenner. Midlerne heller ikke. Agitation blandt Borgerne og Argumentation over for Myndighederne for Sagen, god og virksom Brug af de Rettigheder, der er vundne, det er Midlerne, og om dem er vi ogsaa alle enige.
Vanskelighederne ved at enes om stadigt Samarbejde i én Forening eller dog i ét Forbund, er af rent personlig Art.
Og heri er selvfølgelig den Ungdom, som slet ikke har været med, og som vi savner, ganske uden Skyld.
For personlige Strider er de Unge - i al Fald saa længe de er unge - ganske fremmede; ja de skræmmer Ungdommen bort!
Alt dette kunde maaske ikke været anderledes. Det kan maaske end ikke nu ændres. Og det er langt fra min Agt at ville skabe en Ordstrid herom. Men jeg har villet sige, hvad jeg med Sikkerhed ved, at saalænge det er, som det er, vindes Ungdommen ikke, og navnlig ikke til Virksomhed for Kvindesagen.
