« Tilbage til søgeresultaterne
Enligt stillede Kvinder med Børn
Enligt stillede Kvinder med Børn.*)
*) Se dette Blads Annoncenummer Side 3.
De fleste af dette Blads Læsere vil have lagt Mærke til, at der er dannet en Komité, hvis Opgave det er at bringe Hjælp til enligt stillede Kvinder med Børn, som er i Nød.
Foreløbig er Samfundet jo desværre saa splittergalt indrettet, at det er nødvendigt at danne velgørende Selskaber, Godgørenheds-Komitéer osv. Foreløbig svæver Retfærdigheden endnu saa højt oppe over Menneskesamfundenes mørke Vande, at Barmhjertighedens Tjeneste ikke kan vrages eller afvises - for at dog saameget som muligt kan reddes ud af den Ødelæggelsens Elendighed, som vore „civiliserede”, „humane”, „kristne” Samfund med en saa mageløs Taalmodighed taaler.
Kan der nu tænkes noget mere barbarisk end at lade Børn lide Nød? Og kan der rent samfundsmæssigt set nævnes en større Daarskab? Burde ikke alle Kræfter sættes i Bevægelse for at hindre det forfærdelige, som nu daglig gaar for sig i rigt Maal for alles Øjne: at Børn sulter og fryser; at de, som har Livet foran sig, Livet med alle dets Krav og Opgaver, dets Møje og Byrder, at de fra Fødslen og op igennem Opvæksten fordømmes til at leve under Forhold, der baade i legemlig og sjælelig Forstand maa virke nedbrydende.
Og kan der tænkes nogen sværere Lod end at være en fattig Moder, der staar alene med
sine Børn, og som paa en Gang skal være Familjeforsørger og pleje, passe og opdrage Børnene? Der skal en stærk Ryg til for at bære saadanne Byrder.
Nu er der ingen, der er kommet i personlig Berøring med de store Byers mange fattige Hjem, uden at de atter og atter har mødt disse Mødre, der sled og slæbte for at bjerge det allernødvendigste til deres Børn, og som dog Gang efter Gang maatte - ikke blot selv lide Nød, det var langtfra det værste, men se deres Børn lide Nød.
Jeg kendte en Gang en saadan Kone, og hver Gang jeg tænker paa hende bøjer jeg mig uvilkaarlig i Beundring og Ærbødighed. Jeg besøgte hende undertiden om Aftenen, naar hun var kommen hjem fra Arbejde og havde faaet Rollingerne i Seng, og mens hun satte en Ende i et Par Bukser eller bødede nogle af de værste Huller paa Strømperne, fik vi os en Passiar. Det kneb tidt at holde paa Synaalen eller Stoppenaalen med de stakkels Hænder, der Dag efter Dag sled i Sæbe og Sodavand hos fremmede Folk; ofte værkede Ryggen, og hovnede Benene, og løb Øjnene i Vand, naar de trætte stirrede paa Aftenens „finere” Haandarbejde. Dagenes Slid og Slæb, deres mange, stadig gentagne Bekymringer, de Smaasorger, Børnene voldte, og meget andet gravede efterhaanden dybe Furer i det endnu ret unge Ansigt .
Men denne Moder kæmpede som en Løve for at værge sit Kuld. Med et Mod og en Energi, der meget vel kunde taale Sammenligning med mangen Helts, Historien nævner, kæmpede hun sin Kamp til Ende. Hvormange af Historiens Helte kunde mon - ikke blot for en kort Tid, men Dag efter Dag, Aar efter Aar bære de Byrder, lide de Lidelser, taale de Savn, som mangen fattig Moder maa bære, lide og taale - uden at blive rost eller æret, uden at blive berømt. Tværtimod! ofte lidende Ydmygelser, der bliver hende tilføjet af disse dumme, der dømmer Mennesket efter Dragten, der i haardhjærtet Hovmod læsser Krænkelse og Nedladenhed paa de fattige, der i Forvejen har saa urimelig tunge Byrder at bære.
Og som denne Moder kæmpede, saaledes kæmper mange Kvinder i den store By København.
Den Tid vil komme, da Staten vil drage Omsorg for, at ingen Kvinde, der har den for Samfundet saa betydningsfulde Opgave: at føde og opdrage Børn - lider Nød; da det vil blive erkendt som en af Statens første Pligter: at værne om Børnene - Fremtidens Samfundsborgere, at sørge for, at de kommer til at leve under saadanne Vilkaar, at deres Evner og Kræfter faar gode Vækstbetingelser, at der ikke som nu ødsles saa urimeligt og spildes og ødes saa ubarmhjærtigt.
Men før dette kan naas, skal megen Kortsynethed bringes ud af Verden; mange gamle Fordomme og stenhaarde Teorier skal strække Gevær over for Livets og Udviklingens fremrykkende Hær.
Og indtil dette sker, maa Barmhjærtigheden gøre Tjeneste.
Kom da alle og hjælp de enligt stillede Kvinder med Børn - Enker med Børn, forladte Hustruer med Børn og ugifte Mødre med Børn.
Her bør der ikke spørges om Værdighed. Hvem er overhovedet „værdig” ? Er de, som sidder i Overflod, „værdige” ? Er de, som har deres gode Udkomme, „værdige” ?
Kun om Trang bør der spørges. Den, som trænger, er værdig.
Lad os alle da løbe til med vor Hjælp - stor eller lille efter enhvers Evne, at den lille Begyndelse, som ved den ny dannede Komite er gjort, kan vokse op til at blive: Hjælp for alle enligt stillede Kvinder og deres Børn - Barmhjærtighedens foreløbige Hjælp - og maaske tillige et Fingerpeg for Staten, en Banen Vej for Retfærdigheden.
