« Tilbage til søgeresultaterne
Zinaida Vassilievna Konopli-Annikovas
Den unge Pige, der bar dette Navn, er en af dem, der døde for Ruslands Frihed. Hun deltog i Drabet paa General Min den 13. Aug. 12. September blev hun dømt til Døden og skudt i Schlüsselburg Fæstningen.
Denne unge Kvinde, som var overordentlig stille og beskeden i sin Optræden, nægtede, da hun stilledes for Krigsretten, at rejse sig op, thi hendes Samvittighed forbød hende, som hun sagde, at vise Ærbødighed for en Myndighed, som hun kun kunde betragte som en løgnagtig Efterabelse af en virkelig, uafhængig Domstol. Da hun blev opfordret til at forklare Grundene til sin Forbrydelse, udtalte hun sig overordentlig klart og klogt, baade angaaende Mordet paa Min og angaaende, hvad der havde bragt hende til at slutte sig til det revolutionære Parti.
Hun sagde, at hun dræbte Min, fordi han myrdede Frihedens Forsvarere. Det Parti, hun tilhørte, havde besluttet at besvare Regeringens hvide, men blodige Terrorisme med den røde Terrorisme. Hun fortsatte:
„Jeg spørger Eder i dette Folks Navn: hvem gav Eder Ret til Aarhundreder igennem at holde os i aandeligt Mørke, i Fattigdom, i Fængsel - til at sende os i Landflygtighed, dømme os til Tvangsarbejde, hænge og skyde os i Snese- og Hundredvis? Hvem gav Eder den Ret? I tiltog Eder den voldeligt; I gjorde den lovlig ved Love, som I selv opfandt, og Præsterne erklærede den for hellig. Men nu oprinder en ny Retfærdighedens Dag: Folkets Dag. Det er den, I har erklæret Krig paa Liv og Død”.
Derpaa gik hun over til at fortælle, hvorledes hun var blevet ansat som Statsskolelærer i Østersøprovinserne, hvor hun skulde undervise i Russisk. Fattigdommen var grufuld. Livegenskabet var ophævet, men al Jord i Adelens og Regeringens Hænder, saa at Folk var nødt til at leve som Fiskere. Senere blev hun forflyttet til et af St. Petersburgs Distrikter. Alt, hvad hun her gjorde for at hjælpe de fattige, blev rapporteret paa forvansket Maade til Øvrigheden af den Gendarm, der boede lige over for Skolen, eller af Politibetjenten eller Præsten, der boede bag Skolen. Hun blev adskillige Gange stævnet for Retten, og efter halvtredje Aars Forløb fik hun sin Afsked. Da hun nu var naaet til den Overbevisning, at først af alt gjaldt det om at skabe nye sociale Forhold, blev hun Revolutionist. Det varede ikke længe, før hun blev arresteret, og hun sad fængslet eet Aar. Efter to Ugers Frihed, blev hun atter sat i Fængsel, denne Gang i otte Maaneder, og da hun derefter fik sin Frihed, forlod hun Rusland. Nogen Tid efter kom hun igen tilbage til Fædrelandet, og nu havde hun faaet et helt nyt Syn paa Situationen. Hun saa, „at intet nyt kan bygges op, hvis ikke det gamle bliver revet ned”. Og saa blev hun Terrorist.
Fangen gennemgik i faa Ord Revolutionens Gang, Dumaens Opløsning og Forfølgelsernes Genoptagelse. Hun sluttede med følgende Ord:
„Regeringens Bestræbelser er forgæves. Intet, hverken Arrestationer eller Fængsler, Forvisning eller Tvangsarbejde, hverken Galgen eller Bøssen eller Straffe-Ekspeditioner kan standse Folkebevægelsen.
I kan dømme mig til hvilkensomhelst Død I vil: i Galgen, i Minerne eller i Torturkammeret; jeg dør, kun opfyldt af en eneste Tanke: tilgiv mig, mit Folk! Jeg kunde kun give Dig saa lidt. Jeg havde kun eet Liv at give. Og jeg dør i fast Tro paa, at der vil komme de Dage, da Tronen synker i Grus, og Frihedens Sol straaler herligt over Ruslands vide Sletter.”
