« Tilbage til søgeresultaterne
Nye og ældre Forfattere om Kvinden
I
- - - - Men lige efter Janna rejste Jan Grøgaard sig, og alle mærkede paa ham. at nu havde han noget at sige.
„Det bli’r nok tidt sagt om de Kvinder”, sagde han, „der skiller sig ud fra dem, der staar giftefærdige og venter, ikke paa Kærlighed, men paa en passelig Mand, - - - - det bli’r nok tidt sagt om dem, der ikke staar i deres Geled, at de ikke er kvindelige og mangen Gang ikke yndige.
Passer ikke Kjolen saa godt? nej, bare se! og Kaaben hænger jo for lang foran! Og Haaret - det er jo bare samlet i en hastig Knude!
Og de elegante Herrer, hvis Maal er den uskyldige Pige til Kone, og uden om den skønne Pigelil ved en flot Souper, de taler med rynkede Næser om de „emanciperede” og priser sin brave Kone, der aldrig gør Ophævelser, og saa disse søde fordomsfrie Damer, der for Øjeblikket forsøder dem Livet.
Og kanske en yderst kæk Lyriker med Huller i sin Hjerne skriver Vers om den Kvinde, han alenest kan elske, hende med det lumskelige Sind, sødt for Mænd.
Men det standser ikke! aa nej, det gaar alligevel, Kvindernes Tog.
Og se; Kvinder føjer sig til, i hvem Livet brænder højt, som nok kunde faa en Mand, aa ja! Men som først og sidst forlanger en ubeskaaren Menneskeværdighed og en ukuet Sjæl.
Det første Kuld af kæmpende Kvinder holder vel nu paa at synke om, dødstrætte, og med slidte Klædebon og flade Barme, udsuget af det strænge Liv, Kampen mod Haardhed og Dumhed gi’r.
Men, sandelig siger jeg Eder! bag disse store dødstrætte staar yngre med ranke Viljer og straalende Øjne. Villige til at kysse de trætte Søstres Hænder og villige til at fortsætte! - - - - -”
Thomas P. Krog: Gunvor Kjeld. Side 255-256.
