« Tilbage til søgeresultaterne
Forslag til Lov om kommunal Valgret og Valgbarhed
Fru Vibeke Salicath har sendt „Kvinden og Samfundet” følgende Spørgsmaal, som jeg herved skal prøve paa at besvare, saa enhver Kvinde kan forstaa det.
1) Indbefatter Lovforslaget, saaledes som det nu foreligger, baade Kvinders Valgret og Valgbarhed ?
Herpaa kan svares ja. Saaledes som Folketinget vedtog Forslaget den 8. Novbr. 1906 faar alle Kvinder, gifte som ugifte, samme Valgret og Valgbarhed som Mænd og under de samme Vilkaar.
Men - hvis det kommer til at gaa, som de høje Herrer i Landstinget vil, da er det kun et betinget ja.
Den 30. Novbr. 1906 vedtog Landstinget ved 3die Behandling af Lovforslaget en § l, der ser noget anderledes ud end den, der findes aftrykt i dette Blads Nr. 20 af 30. Novbr. 06.
Istedetfor „enhver uberygtet Mand og Kvinde”, staar der nemlig: enhver uberygtet Mand, Enke, fraskilt eller frasepareret Hustru og ugift Kvinde, som har Indfødsret o. s. v.
Dette betyder altsaa, at mit ja er betinget: den valgbare og valgberettigede Kvinde maa ikke være Hustru.
Og der er en Ting til: hun maa ikke „uden at have egen Husstand, staa i privat Tjenesteforhold”, altsaa ikke være Tyende, der bor under sin Husbonds Tag. (Denne Bestemmelse er fælles for begge Køn).
2) Faar ugift, skatteydende Kvinde Valgret og Valgbarhed?
Ja, hun kan baade vælges og vælge under samme Vilkaar som Mænd
3) Faar gift Kvinde, hvis Mand er skatteydende, Valgret og Valgbarhed?
Efter Folketingets Forslag ja, efter Landstingets Ændring nej. En Hustru faar hverken Valgret eller Valgbarhed.
4) Faar skatteydende Enke og skatteydende fraskilt Hustru Valgret og Valgbarhed?
Ja, baade efter Folketingets og Landstingets Forslag.
5) Faar gift Kvinde, der har Bosondring og selv er skatteydende, ligesaavel som Manden Valgret og Valgbarhed?
Hvis Bosondring kommer ind under Begrebet Separation, faar Hustruen samme Ret som Manden. Hvis derimod kun menes Særformue og Særindtægt for begge Parter, faar hun hverken Valgret eller Valgbarhed efter Landstingets Forslag. Efter Folketingets ogsaa i dette Tilfælde samme Ret som Manden.
6) Faar gift Kvinde, der ikke har Bosondring, men som er selverhvervende, Valgret og Valgbarhed?
I Folketingets Forslag er Kvinden stillet lige med Manden, og da en gift Mand har baade Valgret og Valgbarhed, har hans Hustru det ligeledes. Men som nævnt ved Spørgsmaal l, efter Landstingets Mening maa en gift Kvinde hverken have det ene eller det andet. Om hun er selverhvervende eller ej omtales aldeles ikke. Hun er Hustru - ergo med Hensyn til kommunal Valgret og Valgbarhed et uvedkommende Individ.
Naturligvis maa der svares Skat ogsaa af de Penge, hun tjener. Pligterne har hun, Rettighederne ikke.
I Folketingets Forslag hedder det:
Naar en Ægtemand som Familieoverhoved har svaret direkte Skat til Kommunen af Ægteparrets fælles eller Hustruens særlige Midler, betragtes de begge som Skatteydere. Mandens Raadighed over Fællesboet bringer ikke Hustruen ind under foranstaaende Litra b (der nægtes den Valgret og Valgbarhed, som er ude af Raadighed over sit Bo).
Disse Linier har Landstinget vedtaget at stryge. De passer ikke til de Herrers patriarkalske Tænkemaade.
Men denne Tænkemaade kan føre til besynderlige Tilfælde, f. Eks.:
En Mand, der tjener 3000 Kr. aarlig, bliver arbejdsudygtig. Hans Hustru har og har haft en Beskæftigelse, der indbringer hende den samme Sum aarlig. Nu er det altsaa hende, der i Realiteten er Familieoverhovedet - nemlig Forsørgeren. Hun maa svare Skat af sin Indtægt, men - i Mandens Navn, det er ham, der faar Valgret og Valgbarhed for hendes Penge.
Hos en Kvinde, der følger med Tiden og hævder sin Menneskeret, kan dette nok vække Bitterhed mod de Love, som er skrevne af Mænd alene, der ikke kan eller vil forstaa den Uret, de her øver mod en Borgerinde i Staten.
Men Enden er jo ikke endnu. Naar Landstingets Forslag med disse, som jeg synes, væsentlige Ændringer, kommer tilbage til vort folkevalgte Ting, vil det nok vise sig, at der findes Mænd, som kender Tidens Krav, og som baade har Vilje og Evne til at føre Forslaget igennem i dets oprindelige Skikkelse, der er saa god og saa radikal, som nogen kan ønske sig.
Saa meget om den kommunale Valgret.
Med Hensyn til politisk Valgret og Valgbarhed for Kvinder, ser det ikke saa lysteligt ud. Det er nemlig saaledes, at den ikke kan opnaas uden en Grundlovsændring. Og en saadan er en langsommelig Sag. En Grundlovsændring skal først vedtages ens i Folketing og Landsting, derefter opløses Tingene. Nu udskrives nye Valg, og naar de nyvalgte Medlemmer i begge Ting uforandret vedtager Ændringen, underskrives den af Kongen, og - i dette Tilfælde - af Indenrigsministeren og træder derefter i Kraft.
Naar vi ser, hvor vanskeligt det er at samle begge Ting om meget mindre Sager, kan vi forstaa, at det har lange Udsigter med vor politiske Valgret. Men vi har Lov til at haabe, og vi ved jo, at alle gode Ting vil have Tid.
