« Tilbage til søgeresultaterne
Aabent Brev til Sveriges Kvinder ved Fru Ann Margret Holmgren
Aabent Brev til Sveriges Kvinder ved Fru Ann Margret Holmgren.*)
*) Professorinde Holmgren har ønsket at faa sit „aabne Brev” til svenske Kvinder frem ogsaa til danske Kvinder og har sendt sit Manuskript herned. Vi gengiver det her, thi det har ogsaa Bud til os.
I tusindvis er nu Lister spredt ud over Landet for at samle Navne under Kvindernes Petition om politisk Stemmeret. Paa mange Steder har man bestemt en Navneindsamlingsdag for at lette Arbejdet for dem, som ønskede selv at fremlægge sin Liste.
Det eneste, en Kvinde har at betænke, før hun skriver under, er: „Er der Trang til Kvindens Deltagelse i det offentlige Liv eller ej? Bør Kvinden for sin egen Skyld have Stemmeret eller ikke?”
Naar man undersøger den Samfundsordning, som Manden alene har skabt, finder man let mange Grunde til at besvare disse Spørgsmaal med Ja. Bed blot Kvinden tænke paa Kroerne og hele Systemet for Brændevinssalg. Bed hende kun tænke paa, hvem de er, som har opfundet Krigen og Vaabnene og fremdeles bruger disse som Middel ved Afgørelsen af Tvistigheder mellem Folkene. Og mind hende om den hele Række af Millionhuse, bygget paa Statens eller Kommunens Bekostning til allehaande Øjemed, enten til at forvare døde Værdigenstande i, eller som i Smaabyernes „Stadshus” til at give Plads for luksuriøse Restauranter og Festivitetssaloner. Spørg hende saa, hvor mange Millioner, der paa Statens eller Kommunens Bekostning bruges til at bygge Huse til Hjem for levende Mennesker, til Pleje og Beskyttelse for Børn, som nu ødelægges paa Sjæl og Legeme ved elendige Bopælsforhold. Spørg hende saa paa Samvittighed: „Er der Trang til Kvinden ved Valget af Lovgivere? Er der Trang til Kvinden i det offentlige Liv, for at hun kan beskytte det, som er værdifuldere end alle livløse Ting, - hvor værdifulde og uerstattelige de end er: den opvoksende Slægt, de smaa, de spæde - det dyrebareste Landet ejer? Er der Trang til hende, naar det gælder at hjælpe og værne de ulykkelige, de lidende? Er der Trang til hende til at lægge Værdierne i det offentlige Liv om, eller er der ikke Brug for hende?
Jo, der er sandelig Brug for hende, og det er vor uafviselige Pligt som Medborgere at gøre alt, hvad vi formaar, for at skaffe Kvinden Stemmeret, saa hun faar Lejlighed til ved sin Stemme at gøre det gode, hun kan.
Saa sandt vi har det mindste Gran af Selvagtelse, kan vi ikke andet end indse, at Kvinden bør have Stemmeret, ikke blot som Vogter af Samfundets, men ogaa af sine egne højeste Interesser.
Derfor maa vi virke saaledes for vor Petition, at den bliver til en Bygning, høj nok til at tale for sig selv. Den skal raabe ud, at Sveriges Kvinder er for dygtige og for stolte til længere at taale at være sidestillede med mindreaarige eller aandssvage eller Forbrydere eller andre Undtagelsesgrupper, som sammen med os vil blive de eneste stemmeretsløse, hvis Mændene nu faar almindelig Stemmeret i Sverige.
Hidindtil har vi da delt Skæbne med 600,000 hæderlige Arbejdere, men bliver vi nu udelukkede, da viser det en uretfærdig Tilsidesættelse af os, og da kan vi være visse paa, at vi i Aartiender kommer til at kæmpe en bitter Kamp for vor Sag.
(Fortsættes)
