« Tilbage til søgeresultaterne
Eskimo-Kvinder
Knud Rasmussen: „Nye Mennesker,” med Tegninger af Harald Moltke. (1905) G. B. N. F.
Knud Rasmussen: „Under Nordenvindens Svøbe.” (1906) G. B. N. F.
Disse to mærkelige Bøger er skrevet af en ung Mand, der i sin Afstamning, Opfostring og deraf følgende Sprogkundskab medbringer til Forstaaelse af de halvvilde Mennesker, han skildrer, alle de rige Muligheder, som ellers sættes til under et civiliseret Liv. Mere endnu; Forfatterens Temperament, det dybe Behov, han har til Liv i „Fornemmelse af Naturens Magt over Sindet,” til den ubundne Frihed, de Farer og den Spænding, som findes i et saadant halvvildt Samfund, gør ham det muligt at blive som en af dette Folks egne - de lukker sig op for ham og fortæller ham, hvad de ellers kun fortæller hverandre; Stammens ældste lærer ham endog tilsidst sine Trylleformularer, fordi: „Nu er jeg kommen til at holde af dig og vil derfor give dig det bedste, en gammel Mand kan skænke en ung.” Og i sin store Kærlighed til Grønlænderne, har Forf. endelig den allerdybeste Betingelse for at kunne tage mod, hvad der gives ham, og forstaa dem.
Vor Literatur har faaet en folkloristisk Skat i Knud Rasmussens Bøger om Grønland.
For dette Blads Læsere vil det, der fortælles om Kvinder og deres Kaar, have særlig Interesse, og her skal da meddeles noget deraf.
Skønt Ordet „kun en Kvinde” ganske vist forekommer een enkelt Gang i en af Beretningerne, synes Grønlænderne dog ikke i deres Kærlighed til Børn, at gøre den Forskel mellem Dreng og Pige, som ellers saa tit viser sig baade hos helt barbariske og delvis civiliserede Folk. Maaske hænger det sammen med, at ikke blot Sønnen har Forpligtelse til at tage sig af sine Forældre, og at hans Fødsel saaledes bliver en Fremtidshjælp. Ogsaa Datterens Mand paatager sig ved Ægteskabet at være Forsørger, hvis hans Hustrus Forældre bliver gamle og hjælpeløse. - Grønlænderens Forældrekærlighed synes at være stor - ikke blot hos Moderen, men ogsaa hos Faderen. „Glemselens Fjæld”, fortælles det, fik sit Navn, fordi en Mand, der mistede sin eneste Søn og af Sorg derover forlod Mennesker, gav sig til at klatre op ad det ubestigelige Fjæld - han vilde bringe sig selv i Livsfare for at glemme Tabet af sin Søn, sagde han.
„Eskimoen” skriver K. R. „er saa heldigt stillet, at hans Form for Madstræb - Jagten - tillige er hans Lidenskab, derfor løber Aarene sorgløst for ham. Han fødes med de Egenskaber, der kræves til hans Erhverv, og Færdigheden, sin Skole, faar han i Leg, mens han vokser til.” Dette gælder Drengen, men Pigen? - Kvindens Arbejde, Tilberedelse af Skindene, Madlavning, Syning af Dragterne, de fine, overordentlig smukke Broderier, der udføres i Mørketiden ved Lamperne, medens Sagn og Jagthistorier fortælles i Polarnattens „hvide Mørke” - dertil kræves dog adskillig Øvelse, der næppe helt falder ind under Leg. Disse mange Taalmodighedsarbejder opøves den unge Pige i.
Eskimoernes Sædelighedsbegreber falder ikke sammen med de „hvide Menneskers” endnu mindre med Østerlændingernes. Forholdet mellem de to Køn er meget frit. „Ved hver Boplads findes et Hus, der kun beboes af unge, ugifte Mænd og Kvinder. Her vælger Mænd deres Koner. De lever en Tid sammen uden at have gensidige Forpligtelser. . hænder det saa, de synes om hinanden, og har Forældrene intet at indvende mod, at det løse Forhold udvikler sig til et „gediegent Ægteskab” bliver de sammen for stedse.” Ogsaa i Friluftslivet færdes de unge Piger frit mellem Mændene; deres Dragter, der næsten er som disses, hindrer dem ikke i at være med i Mændenes Lege. De deltager timevis i Fodboldsspil uden at trættes, de er dygtige Roersker og følger gerne med paa Rensdyrsjagtens lange Dagmarscher, sultende og slæbende tunge Byrder, taalmodige og haardføre og, trods alt hvad de udstaar, straaler deres Øjne ved Tanken om Renjagtens Tid, og de er de første, der næste Aar vil afsted, medens de Kvinder, der lades tilbage, ofte græder over ikke at kunne følge de bortdragende. Kvinderne elsker Leg, Sang og Dans. „Raab en Indbydelse til Dans ud over en grønlandsk Boplads! . . Raab det, hvis du en mørk og i stille Aften vil opleve at høre Grønlands gamle Grandfjælds-Klipper ryste paa Hovedet i Ekko af unge Kvinders Glædeshyl!”
- Om denne Grønlændernes Kærlighed til Dans fortæller K. R. en Rejseoplevelse af Holbergsk Drøjhed: Historien om Jordemoderen, der skaffer Danseplads i den Kvindes Stue, for hvis Skyld, hun er hentet - „Barbara maa jo være glad ved denne Tidkort!” siger hun, og nu danses der den hele Nat - „ingen kan som Grønlænderen glemme al Livets Møje i sin Dans.”
Men om disse samme unge Piger er det ogsaa, at K. R. fortæller, hvorledes en Handling fra hans Side, der misforstodes, fordi den stred mod Stammens Skik, i et Nu fremkalder den Jomfruelighedens Skyhed, som deres Liv kunde synes at tilintetgøre. Han siger: „Pigen blev forlegen og slog Øjnene ned, og Mændene lo. Der var over hendes Undseelse denne indtagende Maalløshed, der kaster Skønhed over alle Naturbørn; hen over hendes Ansigt for en let
Rødme,.......hun vendte Siden til mig og lod sine sorte Øjne flakke ud over Isen.” Og da hendes Moder senere spørger den fremmede, om Datteren ikke er smuk, „gled den unge Pige stille ud mellem de nysgerige og gemte sig.”
Ungpigelivet varer ikke længe i Grønland. Sædvanlig gifter Kvinden sig i sit 16. Aar. Disse tidlige Ægteskaber viser sig ogsaa her skæbnesvangre, og Grunden til Stammers Uddøen søges i dem. Den unge Pige gaar ind til Ægteskabet uden store Forventninger - „hun vokser op med Bevidstheden om, at hun en Gang vil blive en tilfældig Mands Ejendom,” som hendes Mor blev det, og som det vil gaa hendes Døtre og „dette finder hun selvfølgeligt.” „Hun vil maaske nok græde den Dag, hun bliver taget til Kone; men det gør hun, fordi hun endnu er saa ung, at hun hellere vil være blandt de legende Børn end blandt de adstadige Mødre.”
Ugift forbliver en Kvinde sjælden blandt Polareskimoerne, fordi der er flere Mænd end Kvinder.
K. R. omtaler kun een „gammel Jomfru” - i det nydelige Kapitel „En Fristelse” - „saa grim, at man paa Forhaand fik Medfølelse med hende”. „Smuk” kalder Grønlænderen den Kvinde, der har en kraftig Legemsbygning, er lys af Hud og har en stor Haar-Top, altsaa den Kvinde, som ser sund og levedygtig ud. Kvinden søger i Ægteskabet en Forsørger - den dovne og udygtige skyer de og haaner, de hader hans Overhæng og - som et af Eventyrene siger: „de unge Piger syntes, han var saa ond.” Men en Storfanger er der Fordel og Ære ved at faa. Kvinderne ligner „den lille Spurv, der græd over sin Mand: jeg holdt af ham, fordi han fangede Orme til mig.” Enkens og den forladte Hustrus Skæbne er ogsaa en Tragedie i dette Land, hvor der hører Mands Styrke og Opøvelse til at skaffe den Fangst, uden hvilken Hungersdøden venter de forladte, som ingen tager sig af. „De Forældreløses” Skæbne er hjærteskærende, der findes ikke Mishandling og Haardhed, disse „Udskudsmennesker” ikke maa taale.
For Manden er Ægteskabet ogsaa en Livsbetingelse : Kvinden er „det nødvendigste Led i hans Udrustning”. „Heroppe er Kvinden det første, en Mand faar; siden kommer Hundene, Kajakken og sidst og vanskeligst Bøssen”. „Ejendele maa jeg have og en Kone til at passe mit Tøj”, siger den unge Krisinguark - „han har fanget ti Narhvaler, og saa maa han jo ha’ sig en Kone”, hedder det et andet Sted. „Ved Mændenes Valg af Koner spiller Følelsen ikke nogen Rolle”. Det er Fornuftpartier, der indgaaes. „Kærligheden kommer først gennem Samlivet”. Ti den synes virkelig - til en vis Grad - at komme. „Deres Husliv, siger K. R. rinder hen i lykkelige Dage. Standser man uden for en Hytte, vil man altid høre munter Tale og Latter.” At det gaar saaledes, hænger sammen med Grønlænderens sunde og skønne Livsglæde. Fri og uafhængig, uden Herre over sig, følgende sine øjeblikkelige Tilskyndelser, findende sin Glæde i sit Erhverv, der fylder Dagen med Oplevelser og Spænding, forekommer Livet dem „vel værd at leve”, „Du spørger mig,” siger Aandemaneren Odark, „men jeg ved intet om Døden, fordi jeg kun kender Livet ... dog vil jeg meget nødig dø nu, fordi jeg synes, det er dejligt at leve.”
(Fortsættes).
