« Tilbage til søgeresultaterne
Mathilde Hansen
1835 - 1906.
Dansk Kvindesamfunds Aarhuskreds har for kort Tid siden mistet et trofast og mangeaarigt Medlem, idet Bestyrerinden for dets Fæstekontor, Frk. Mathilde Hansen, Nytaarsaften er afgaaet ved Døden.
I omtrent 17 Aar stod Frk. Hansen som Leder af Fæstekontoret, og hun udførte derved en Gerning, som vandt hende mange Venner og fortjener den varmeste Paaskønnelse.
Frk. Hansen var født i Aarhus 1835. Hun var fra Barndoms- og Ungdomsaarene nøje knyttet til en stor Del af de gamle Familier, som gennem flere Slægtled havde boet i Byen. Hendes høje, sirlige, lidt kantede Skikkelse, hendes Ansigtsudtryk, der vidnede om streng Retskaffenhed og Hjertensgodhed og hendes baade djærve og hensynsfulde Væsen mindede paa mange Maader om svundne Tider, af hvis Forhold og Begivenheder hun kunde give levende Skildringer, der paa een Gang prægedes af hendes Kærlighed til de gamle Minder og af hendes rige Lune.
Men skønt hun havde dybe Rødder i en ældre Tid, havde hun dog en levende Forstaaelse af de Krav, som nye Tider førte med sig. Pligttro, som hun var, følte hun sig altid nøje knyttet til Dansk Kvindesamfund som den Forening, i hvis Tjeneste hun stod, og med sin klare Forstand, sin vaagne Retfærdighedsfølelse og sit varme Hjærtelag sluttede hun sig efterhaanden varmt og uforbeholdent til Kvindesagen i det Hele.
Arbejdede hun end ikke direkte for noget af dens Hovedformaal, saa gjorde hun det indirekte, dels ved aabent at vedkende sig som Tilhænger af Kvindesagen, dels ved i sin Ledelse af Fæstekontoret at arbejde paa at skaffe de unge Piger, med hvem hun fik at gøre, saa gode Arbejdsvilkaar som muligt, ligesom hun altid var rede til at hjælpe dem med Raad og Daad.
Frk. Hansens store Personalbekendtskab i Forbindelse med den Agtelse og Sympati, som hendes Væsen indgød, skaffede hurtig Fæstekontoret en stor Kundekreds, som det endnu kan glæde sig ved. Skønt hun i de sidste Aar paa Grund af Svagelighed maatte overlade en stor Del af Arbejdet til en trofast Medarbejder, Frk. Helene Bruun, var hun dog ikke uden personlig Indflydelse paa dets Ledelse.
Kort før Jul maatte Frk. Hansen paa Grund af en Galdestenslidelse underkaste sig en Operation, der trods sit tilsyneladende heldige Udfald havde Døden til Følge.
Aarhuskredsen har Grund til at mindes hende med stor Taknemmelighed.
K. Bjerre,
I Styrelsen for D. K. S’s Aarhuskreds.