« Tilbage til søgeresultaterne
Konventionen af 11. Januar 1907
Den Overenskomst, som nu er sluttet mellem Danmark og det tyske Rige, er af saa indgribende Betydning for vore Frænder hinsides Grænsen, at den bør nævnes i hvert eneste Blad Landet over.
Som dette Blads Læsere sikkert ved, har det i mange Aar været en staaende Rubrik i vore Aviser: „Udvisning i Sønderjylland” eller „Optantspørgsmaalet”. En Optant - d. e. en Sønderjyde, der efter 1864 har valgt dansk Undersaatsforhold (opteret for Danmark), og siden bosat sig i sin Hjemstavn - kunde uden nogen virkelig Grund udvises af det tyske Statsomraade, naar blot Øvrigheden fandt ham „lästig” (til Besvær).
Efter 1883 blev Udvisningerne hyppigere. Ingen Optant vidste sig sikker, men ikke heller hans Børn, eller bosatte danske Undersaatter.
Der fordredes nemlig, at alle danske Statsborgere, der var bosatte i Sønderjylland, naar de naaede den værnepligtige Alder, skulde melde sig til den tyske Stamrulle og samtidig ansøge om at faa tysk Undersaatsret. Gjorde de det ikke, udsatte de sig for at blive udviste af Landet.
Dette egenmægtige Paafund (der var ikke forhandlet med Danmark derom), der ikke blot gjaldt Optantbørn, men ogsaa de indvandrede, bosatte danske Undersaatter, der naaede 20-Aars Alderen, vakte Bestyrtelse og Harme paa begge Sider af Grænsen. Indtil for faa Dage siden har det været til stadig Sorg og Ængstelse for Sønderjyderne.
Alle de Mænd og Kvinder, der er fødte som Børn af en Optant efter 16. Nov. 1864, er hverken danske eller preussiske Undersaatter. De er hjemløse, og hvis de bliver fattige og arbejdsudygtige, er der intet Land i Verden, der har Forpligtelse til at tage sig af dem.
Men ikke nok med dette. Preusserne fandt paa, naar de ønskede at fjerne en Mand, at „lave” en Optant af ham. De paastod, og søgte ved Vidner at bevise, at denne eller hin Mand havde opholdt sig i Danmark - været bosat - i nogen Tid efter Fredsslutningen, og da han ikke efter sin Hjemkomst havde søgt om preussisk Undersaatsforhold, maatte han siges at være Optant.
Flere bekendte danske Sønderjyder har man frataget deres politiske Rettigheder eller udvist dem med nævnte Motivering. Gang paa Gang har Sønderjydernes Repræsentanter i Berlin paatalt dette Forhold i Rigsdag og Landdag, støttet af de frisindede Partier i Husene. Men uden Resultat.
Nu ser det ud, som om heldige Konstellationer i vort og det tyske Diplomati, stærkt støttet af de to Monarkers Ønske om et venligt Forhold mellem Tyskland og Danmark, vil gøre denne Uret god og derved aftvætte den Plet, der længe har klæbet paa Tysklands Ære.
Ordningen af dette Forhold, der i Aaringer har ødelagt saa mange sønderjyske Hjem, kan vi Kvinder hilse med dobbelt Glæde. Thi hvert Skridt henimod Frihed og Opfyldelse af Folkerettens Krav giver os mere Haab om at naa vort Maal.
Men der er én Ting til fra Sønderjylland, som jeg i Dag maa omtale.
Da dette Blads Læsere sikkert følger med i Aviserne, vil de have set, at der i Anledning af den nordslesvigske Rigsdagsmand, Hanssen-Nørremølles Afstemning i den tyske Rigsdag, er opstaaet Uenighed mellem hans Vælgere.
Hanssen stemte vod Behandling af en Bevilling lil de tyske Kolonier med Regeringen.
Dette var enestaaende i Nordslesvigs Historie efter 1864.
Men - Hanssen vidste, hvad han gjorde.
Han vidste, at Underhandlingerne om Optantspørgsmaalet var saa vidt fremskredne, at de snart kunde afsluttes; han vidste, at Rigskansleren, Fyrst v. Bülow, der absolut maatte ønske nævnte Bevilling, var meget venlig stemt overfor Optantspørgsmaalets Løsning. Det gjaldt da at bevare
v. Bülows Venlighed.
Alt dette vidste Hanssen, der i mange Aar utrættelig har arbejdet netop for Optanterne.
Nu kan alle se, hvorfor han gik med Regeringen. Men Vælgerne - Tilskuerne vil jeg kalde dem - der ikke saa, hvad der foregik bag lukkede Døre, der ikke kendte de hemmelige Konferencer, de forstod det ikke; i hvert Fald ikke alle. De misfornøjede mødte op med deres Kritik, skaanselsløst, ansvarsløst kan man næsten sige. Mange og taktløse var de Angreb, Hanssen maatte taale.
Men hans gode Samvittighed lyste ham ud af Øjnene, naar han talte; hans prøvede Kærlighed til sit Land og Folk, hans forstandige Kamp gav ham Styrke. Og de fleste af hans Vælgere, blandt dem de bedste sønderjyske Mænd, som gamle Peder Skau, stod ham bi.
Naar han nu den 25. ds. atter stiller sig som Kandidat ved Rigsdagsvalget, vil han sikkert blive valgt med et endnu større Stemmetal end sidst, som Tak for sin Del i det nu fuldendte Arbejde*).
*) Denne Formodning er, som vi nu alle ved, fuldt ud gaaet i Opfyldelse.
Red.
Men den Lære, vi kan uddrage af dette, og som jeg gerne vil indprente alle Kvinder, er: lad os aldrig dømme for hastigt i Politik.
Vi, som staar udenfor, vi ser ikke alle Enkelthederne i det store Maskineri, vi kan ikke regne ud, hvornaar der skal skrues her eller løsnes der i alle Maskinens Dele.
Vi har Lov til at fordre vor Ret, og vi skal og bør gøre det fast og bestemt og uafladeligt. Men vi har ikke Lov til at beskylde nogen for Forræderi, før vi har Syn for Sagn.
I ingen andre Forhold dømmes der saa hensynsløst som i Politik. Vi vogter os vel for at kalde en Mand en Tyv og en Forræder, før vi har Bevis for hans Brøde. I Politik tages der intet Hensyn til sligt.
Vi Kvinder, som nu arbejder for vor Stemmeret, baade kommunal og politisk, vi maa søge at arbejde med Takt og Forstand, bruge værdigere Midler end Mænd sommetider gør, fremfor alt ikke dømme før vi ser, at der er begaaet en Brøde. Vi skal bringe mere Idealisme ind i det politiske Liv, og vi kan gøre det, naar vi faar Lov at tale med; vi kan, naar vi har Vilje dertil.
