Eskimo-Kvinder

Knud Rasmussen: „ Nye Mennesker,” med Tegninger af Harald Moltke. (1905) G. B. N. F.

Knud Rasmussen: „Under Nordenvin­dens Svøbe.” (1906) G. B. N. F.

(Fortsat).

Eskimokvindens Husliv har alligevel sine meget mørke Sider. „Der var en Gang - det er saamænd den gamle Historie - en Mand, som pryglede sin Kone,” ... og „saa flygtede Konen op paa Fjældene” - saaledes begynder mange af deres Eventyr og gamle Sagn, som K. R. er blevet overbevist om „i langt højere Grad, end man tidligere har troet, er Eskimoernes egen Historie -” en Overbevisning, han har naaet til gennem at sammenligne Sagnene med Fortællinger om, hvad nulevende Mennesker har oplevet og bedrevet, Fortællinger, der er ham meddelt af disse selv eller dem, der har levet sammen med dem. Og deraf fremgaar da, at de mange Hjerteløsheder, der omtales - „Mænd, der spiser deres Koner” . . . „hensynsløse Blodbad paa Kvinder,” etc. sikkert alt sam­men er „Oplevelser, der samvittighedsfuldt er blevet berettet fra Slægt til Slægt.”

I denne Natside af Eskimolivet er der of­test tildelt Kvinden den lidendes Rolle - af den ganske simple Grund, at hun er den legemlig svage. Kvinden, den forældreløse, Barnet, Dyret er mellem Eskimoerne i Kamp mod Manden mer eller mindre værgeløse, om end Tanken om Slægtshævn holder Mandens Arm tilbage over for Hustruen. I al sin Gru kom­mer dette Mandsherredømme frem, hvor Selvopholdelsesdriften, der driver den stærke til den yderste Misbrug af sin Kraft, findes berettiget: „Han var Mand, og som den stærke maatte han  derfor ombringe Kvinden, da der intet andet var at æde,” ræsonnerer Odark under Fortællingen af en gammel Historie - men den samme  Fortæller forklarer, at Menne­skene gør ikke sligt af  Ondskab, men af Sult og Fortvivlelse. „Og da  er det ikke Menneskene, som er onde, men da er det Nød, som handler ilde med dem . . . Ulykke ødelægger Folk” - en sørgmodig Livsvisdom, der som deres egne Sagn viser, dog ikke indeholder  den hele og fyldestgørende Forklaring. Men fra denne yderste Nødstands Tvang gaar der en Skala af Grunde til Mis­handling af Hustruen lige fra Raseri over, at hun ikke føder sin Mand Børn - Skinsyge over, „at alle beundrer hendes Skønhed” - Lyst til at „lære hende at føle, hvem der er Herren” - og til en Form for Elskov, der hævder, at „skal Kærligheden vedligeholdes, maa Kvinden  engang imellem føle, at Man­den er stærk.”  Kajakkniven jages ind i Hu­struens Ben, hun saares   med den takkede Hvalkniv etc., og at dette ikke kun er Sagn fra gamle Dage, viser et Optrin  mellem to „elskende”, som K. R. selv overværede, me­dens „en nedarvet Fornemmelse af, at jeg i min Egenskab af Mand maatte optræde som den mishandledes Ridder, varmede mine Kinder” - indtil han belæres om, at „Folk heroppe aldrig blander sig i Strid mellem Mand og Kvinde” - og  snart forbavset ser „den svagere Part” under Mishandlingen, selv fuldkommen rolig, ægge Manden til yderligere Raseri - indtil  endelig Stormen lægger sig, og man en Time senere hører Ægteparret le muntert og endnu  lidt senere ser dem, ømt omarmede, sove roligt paa Briksen. Værre end al  Mishandling gaar dog Mandens Ret til „at bytte Kone”og „laane sin Kone bort” ud over Kvinden.     Medens intet i Mandens Sind synes at oprøres herimod, er det karak­teristisk, at Kvinden foretrækker Ydmygelse og legemlig Lidelse fremfor at bøje sig for, hvad der altsaa er hendes Natur saa me­get imod, at ældgammel Skik og Brug ikke kan forsone hende hermed.

„Svigermoder regerer os alle sammen,” siger en Mand med voksne Børn. „Hun faar alt, hvad jeg fanger, og saa er det hendes Sag at bruge Pengene, men hun er fornuftig, og vi er alle vel tjente med hendes Regi­mente.” Svigermoder ler, alle ler. Saadan kan hun have det, den dygtige og kloge Kvinde, der er blevet gammel og - vel at mærke - ikke hører til de ulykkelige, der ikke fik Børn. - Et langt Samliv kan selv­følgelig skabe lignende Venskabsforhold mel­lem Mand og Kvinde, som dem, der blandt Eskimoerne findes saa smukke Eksempler paa Mand og Mand imellem.

Da gamle Sagdlork har mistet sin Hustru, sulter han sig ihjel. „Du er en fremmed,” siger han til Knud Rasmussen, „til dig taler jeg gerne. Jeg handler, som jeg gør, fordi Livet ikke længere er godt for mig. Jeg er for gammel til at være ene. Hun, som i mange Aar passede mit Tøj og beredte min Mad, er død. Mange Aar har jeg vænnet mig til at leve sammen med hende, og det er derfor bedst, at jeg følger hende.”

Det barske Klima synes at handle haardt med de gamle Kvinders Legemer. Men disse rystende, gigtsvage Koner, der kryber sam­men inde paa Briksen, og hvis Stemme er hæs og svag, bliver dog ofte atter for en Stund Midtpunktet i det Liv, de knap mere synes at tilhøre. Det er som Fortællere af Sagn og Oplevelser, de i de mørke Nætters Tid samler en lyttende Skare om sig. Der synes at være en Erfaringens Livsvisdom over dem - selv naar de som „Senen” - hun, der gav Raadet: „Vent aldrig paa Dag­gry, naar du længes!” - kalder sig „en gammel Kvinde, der kun forstaar sig paa Elskov og Mad.” Og Moderfølelsen lever hos disse Slægtens ældste - Trangen til at vise Ømhed og beskytte giver sig fint og ynde­fuldt til Kende. Den gamle Alina siger: „Jeg skal tænke paa dig og din Moder til Vinter, naar det bliver koldt og mørkt, og jeg skal bede til Gud, at du maa komme rask hjem til dem, du holder af.” Den samme gamle Kvinde er det, der fastbinder smaa Sardindaaser under Hyttens Tag over Gæstens Leje for at beskytte ham mod Tagdryp, og som undværer sin Nattesøvn for at tømme Daaserne, naar de løber fulde. „Saa bøjede hun sig ned over mig for at se, om jeg sov, og krøb igen sammen i sin Krog, paa Hug med Hovedet mellem Benene.” Da K. R. beder hende gaa til Ro, føjer hun ham tilsyne­ladende - „for siden, saa snart hun troede, han atter var faldet til Ro, at rejse sig og liste sig tilbage til sin Krog.” Saa stille og uden al Demonstreren ofrede gamle Alina den Nattesøvn, hun saa haardt trængte til, for at skærme sin unge Gæst for en Ubehagelighed. Men det er ogsaa disse samme gamle Kvinder, der, naar de fortæller deres blodige Oplevelser, nyder Blod og Drab og føler sig snydt, naar Historien en sjælden Gang faar en fredelig Udgang. Følgende Ord­skifte falder mellem dem: „Ja, ja - at der dog ikke blev noget af Drabet!” „Ja tænk, saa kunde du nu have fortalt os derom!” „Ja, saa kunde jeg nu have en artig Fortæl­ling at give til bedste” - og „disse rynkede, rødøjede Kællingefjæs - det var byttebegær­lige Gribbe, der tørstede efter at mæske sig i Lig.”

Naar man har endt Læsningen af disse to prægtige Bøger, gør man sig selv det Spørgsmaal: hvorledes er saa Kvinden egentlig stil­let i dette halvvilde Samfund? Det fore­kommer mig, Svaret bliver: trods alt er hen­des Kaar ikke saa svære, som det straks kunde synes.

Knud Rasmussen føler sig overbevist om, „at ingen vilde blive mere forbavset end den eskimoiske Kvinde, hvis nogen kom til hende og beklagede hende, „ti hendes Legeme er stærkt og sundt, hendes Sind let og lige­vægtigt, og Livet forekommer hende derfor vel værd at leve.” „Hun har selv ingen som helst Følelse af at være Mandens Træl.” Kvin­derne ved, hvor uundværlige de er, „deres Nødvendighed for Samfundets Opretholdelse er dem bevidst, og det er de stolte over.”

Saaledes ser Sagen ud fra eskimoisk Stand­punkt. Men maalt med vore Forestillinger om, hvad der hører med til et vist Maal af Lykke, er der ogsaa det, der kan siges til Fordel for, som Eskimoen indretter sig. I saa meget deler Kvinden der lige med Manden, saa at Uligheden - hvis hun havde Øje derfor - vel næppe føltes synderlig stærkere end tit under civiliserede Forhold. Mands og Kvindes Følelsesliv og Tankeliv staar lige højt, og rummer omtrent det samme. Ingen Træ­ning fører ham forud for hende; der kræves og ventes Mod, Haardførhed, Viljekraft af hende som af ham. Samfundet opstiller ingen kunstigt opelskede Krav til Kvinden; rejser ingen lavede Skranker, inden for hvilke hun har at holde sig. Den Forskel der er i hans og hendes Kaar, er givet fra Naturens Haand og altsaa i Overensstemmelse med hendes Væsen, om end dens Følger er gjort unødvendig haarde. Al Forskel udmunder deri: Manden er den legemlig stærkeste. Der­for gælder den samme Lov i dette ucivili­serede Samfund - her gennemført med en god Samvittigheds fulde Aabenhed - som der, hykkelsk tildækket, gælder i civiliserede Samfund: den stærkeste har Ret. Forskellen synes større, end den er. Og den Lov vil gælde, til der gives en ny Grundlov, i Følge hvilken det ikke bliver den stærkeste, men hvad dette Ord ogsaa i et enkelt Sprog be­tyder: den ypperste, hvis „Ret” erkendes.