« Tilbage til søgeresultaterne
Aabent Brev til Sveriges Kvinder ved Fru Ann Margret Holmgren
(Sluttet).
Det nytter ikke, at vi i det private Liv bliver behandlede med al mulig Agtelse og Hensyn af de Mænd, som staar os nær eller møder os paa vor Vej; saa længe man ikke vil give os samme Frihed som Mændene til at vælge Repræsentanter, saa længe er vi faktisk ringeagtede og underordnede. Det tjener til intet at fornægte eller at fortie det. Man regner ikke med, at vi er til! Mændene stifter Love, som angaar Kvindernes Livsinteresser, deres allerintimeste Forhold, uden saa meget som, at forlange en Udtalelse fra nogen af de mange Kvindeforeninger, vi har i vort Land.
Forstaa mig nu ret. Jeg vil ikke vække bitre Følelser eller Had mod Mændene. Hadets Sæd bærer ingen anden Frugt end Tidsler og Torne. Og Had til et helt Køn vilde desuden være meningsløst
Men, vi skal ikke dølge Sandheden for os selv. Hør, hvor Mænd fra de forskellige Partier taler om, at alle Medborgere igennem deres Forslag skal faa Stemmeret paa en retfærdig Maade. - „Alle Medborgere.” Vi er altsaa ikke Medborgere. Men hvorfor kræver man saa Skat af os?
Og hør f. Eks. Statsminister Staaffs iøvrigt fortræffelige Udtalelse om, hvad der er Hovedsagen i en Stemmeretsreform, som vil give almindelig Stemmeret: „At hele den store Hovedmasse af Folket, uden Hensyn til Fattigdom eller Rigdom, skal ved Valg komme til at deltage i Bestemmelsen over Landets Anliggender.”
Vi, som udgør Halvdelen af Folket - vi, som føder Landet hver Søn, hver Datter - vi hører ikke til Hovedmassen af Folket! Er vi da ikke en Gang Folk?
Eller hør, hvad en af de mest konservative Mænd skriver, efter at have anbefalet proportionelle Valg: „Vi vil give Stemmesedlen i Haand paa hver (oförvitlig) svensk Mand. Vi vil Retfærdighed mod alle, mod Mindretal saa vel som mod Flertal. Uret mod ingen.”
Vi Kvinder hører altsaa hverken til Mindretallet eller Flertallet? Hvorhen hører vi da? Jo, vi er „ingen”, denne ingen man gør Uret mod!
Saaledes er det. I det officielle, politiske Sprog behandles Kvinden lig med Nul. Mændene tænker ikke et Øjeblik paa, at dette indeholder Foragt for os. Tvertimod, de fleste Mænd mener sig at sætte Kvinden meget højt. Og det er ærligt ment. De ser i os Hjemmets gode Genius. De beundrer vor Selvopofrelse, vor Hengivenhed og vor Ømhed. De kan „bære os paa Hænder” ; men de kan ikke forstaa, at de tænkende blandt os dog aldrig bliver fuldt tilfredsstillede og lykkelige, saalænge vi ser og ved, hvor underordnet Kvindens Stilling i det hele er; de kan ikke forstaa, at vi lider ved ikke at eje de samme medborgerlige og statsborgerlige Rettigheder, som hæderlige Mænd.
De ved det maaske ikke - gør sig det maaske ikke klart - men de ser ned paa Kvinden som Slægt, som Helhed betragtet af ældgammel Vane, helt fra den Tid, da Legemsstyrken var det eneste, som ansaas for at have virkelig Værdi hos et Menneske.
Vi rejser os mod dette forældede Syn paa Kvinden ved at kræve at blive sidestillede med Manden. Kvindens Stemmeret er det, som skal skabe Agtelse mellem den mandlige og den kvindelige Slægt.
Vi Kvinder er ligesaa lovlydige og gode Medborgere som Mændene og ligesaa nyttige Medlemmer af Samfundet som de. Der er ingen Grund til, at man skal mistro og ringeagte os.
Og det er demoraliserende for os selv at lade os ringeagte, ligesaa demoraliserende, som det er for Manden, at vi lader ham ringeagte os.
Vor Petition gælder en stor Idé: at vinde samme Agtelse for Kvindens Menneskeværdi som for Mandens, samme Agtelse for hendes Indsats i Samfundet som for hans. - - - - -
