« Tilbage til søgeresultaterne
Det kirkelige Udvalg og Vielsesritualet
Foranlediget af en Henvendelse fra „Dansk Kvindesamfund" har det kirkelige Udvalg behandlet Vielsesritualet og da særlig dets Ordlyd om Hustruens Underdanighedspligt, som den nævnte Henvendelse gaar ud paa at faa strøget.
Særligt velvilligt synes Udvalget efter Referaterne ikke at have stillet sig; man mærker ikke nogen virkelig Forstaaelse af den Ulykke for hele Slægten, den Skændsel for Mændene, den Nedværdigelse for Kvinderne, som dette Ord „underdanig" gennem Tiderne har været og er den Dag i Dag. Hvor længe mon skal vi vente paa, at denne Sandhed i al sin frygtelige Klarhed gaar op for de Folk som raader? Der synes ikke at have hævet sig en eneste kraftig Røst til Fordel for „Dansk Kvindesamfund "s Henvendelse, ikke engang den Kvindes, som sidder i Udvalget, og som dog maatte synes at være selvskreven til at tage sig af denne Sag
Lad os et Øjeblik se lidt nøjere paa denne Indskrift over Ægteskabets Indgangsport: „Underdanig". Slægt efter Slægt har dette Ord trykket Tusinder af Kvinder (dem selv mer eller mindre bevidst) i Støvet, berøvet dem Handle-, Tænke- og Talefrihed, vinge-klippet deres hele Tilværelse, fordærvet Mænd, fremkaldt deres slette Instinkter, ødelagt talløse Ægteskaber, og i Dag endnu er det ganske det samme. Enhver Kvinde, enhver kristen Kvinde, som ønsker, at hendes Vej ind i Ægteskabet skal gaa gennem Kirken, hende paatrykkes Slavestemplet af selve denne Kirke, denne enevældige Autoritet, som først af alt burde stræbe efter Frihed og Retfærdighed; trælbundet gaar hun ind i det Forhold, ind til den Gerning, som af alle og med Rette anses for Livets højeste Maal for enhver Kvinde.
Nu véd vi alle, at Loven er eet, Livet et andet, at Ritualets „underdanig" saare lidt praktiseres i de fleste Ægteskaber; men delte er ikke nok; hvorfor skal vi altid og allevegne støde Panden mod dette Lovens dræbende Bogstav: hvorfor kan Lovens Ord ikke være i Overensstemmelse med den Aand, som dog vel i de fleste Tilfælde bærer Livet og gør mange Ægteskaber ikke alene udholdelige, men lykkelige?
Hvorfor ikke stille Mand og Kvinde i Ægteskabet ved hinandens Side som to frie, jævnbyrdige Væsner med lige Ret til sin egen Personligheds Udvikling, med lige Pligt og Ansvar overfor sig selv og sin Ægtefælle; og saa - til Gavn og Baade for begge Parter - lade den tage Styret, som evner det bedst, hvad enten det nu er Manden eller Kvinden, tage det med Lovlighedens Stempel paa sig. Som det nu er. tager saa sandelig ogsaa den Styret, som evner det bedst, men hvilken Løgn og Forstillelse affødes ikke i utallige Tilfælde af dette skæbnesvangre Ord, hvormed Ægteskabet er indviet. Mon vi ikke alle kender lidt til denne uhyggelige Komedie, hvor en fin og intelligent Kvinde, som faktisk leder sit Ægteskab, maa overfor en mindre begavet Ægtemand lade, som om det er ham, der gør det? Eller de grovere Tilfælde, hvor en brutal Mand med Lovens Ret og Kirkens Velsignelse tyranniserer en sky og forkuet Kvindenatur, som tror at skulle bøje sig.
Hvorfor er alt dette saaledes, ja hvorfor? Fordi Mænd raader alle Steder, fordi Mænd alene skriver Love, fordi Mænd svinger Svøben, endog, som i dette Tilfælde, fra Altret, svinger den over Livets dyreste, helligste Forhold til ubodelig Skade baade for Mænd og Kvinder.
København i Marts 1907.
