« Tilbage til søgeresultaterne
„Om Kvindekønnets naturlige Højhed”
Saaledes lyder Titlen paa en mærkelig lille Bog, som udkom i København 1793. Den har til Forfatter den svenske Filosof og Digter Thomas Thorild (f. 1759, d. 1808).
Om Grundtanken i dette gamle, men evig unge Skrift mindedes jeg, da jeg læste Artiklen „Betty Hennings – Nora” af Ingeborg Selchau i „Kvinden og Samfundet” (d. 15. Febr. 1907 Nr. 3, Side 19). Henrik Ibsen lader Nora sige: „Jeg er først og fremmest Menneske”. Og I. S. bemærker dertil, at det slog hende med umiddelbar Styrke, hvor langt dybere - eller maaske højere - Ibsen i denne Sætning viser sig at se end sin Tids Mennesker. For hvor mange - det være sig Mænd eller Kvinder - staar det mon fuldstændig klart, at Kvinden først og fremmest er Menneske - og derefter Kvinde”!
Da jeg læste dette, slog det ogsaa mig med umiddelbar Styrke, at denne Betragtning af „Kvindekønnets naturlige Højhed”, som først og fremmest menneskelig, og derefter som kvindelig egentlig ligger til Grund for hele Kvindesagen. Det vil sige: Enhver sand Kvindesagsven maa dele den. Det gjorde derfor ogsaa Kvindesagsvennen Thorild for over hundrede Aar siden.
Er det nemlig ikke den selv samme Betragtning, Thorild gør gældende, naar han skriver:
„ .... det hændte en skøn Dag, at jeg læste i en Bog, hvad jeg vel hundrede Gange tidligere har læst, om Døtres Opdragelse, hvorledes de ikke tidlig nok kan uddannes til den ømtaaelige Dyd, der sømmer en Kvinde i Verden.
Hvad? tænkte jeg, de maa vel først betragtes som Mennesker, inden de betragtes som Kvinder.
Og denne ene Tanke - at den skønneste Halvdel af forstandige Væsener paa Jorden er først Mennesker, dernæst Kvinder, og ikke saaledes som man altid har betragtet dem, først Kvinder, dernæst Mennesker - denne ene Tanke nedslog min tyrkiske Indbildnings Højhed, og lærte mig i et Øjeblik ret at se denne uværdige Halvmenneskelighed, hvori Mandfolkenes dumme Vildhed næsten altid har dristet sig til at holde Kvinderne.
Men tænkte jeg tillige, hvad ømt og ædelt, hvad velgørende Sandhed, hvad guddommeligt Snille har ikke været holdt i samme Mørke og Underkuelse: Da Vilddyrs Styrke og Vilddyrs List har været næsten den eneste Lov paa Jorden under Mandfolkenes langvarige og vidløse Vælde.
Man bør derfor ikke undre sig over, at disse samme Mandfolk, hvis højeste Uduelighed baade til at tænke og styre sig selv er af Verdens Historie saa klar, at de, med sine haarde Sener og sit ynkelige Vid, ikke hos Kvinderne har set noget mere stort end Skørterne; ikke har mærket, at det ædle Væsen, som hed hun, allerførst hed Menneske; og ikke har forstaaet, at den lille Ulighed i Køn var kun en Skygge imod den store Lighed i Forstand og Hjærte, det er, i menneskelig Dyd og Værdighed.”
Man kunde fristes til at aftrykke hele Thorilds lille Afhandling, der fylder kun 7-8 Sider i Tidsskriftet „Tilskueren” 1884, Side 540-547, hvor jeg har oversat den fra svensk og tilføjet adskilligt til Oplysning om Forfatteren, der maa have skrevet den under sit Ophold i København, hvor han boede i Store Kongensgade i det Hus, som nu har Nr. 72. Der er meget deri, der passer paa Øjeblikket. I alt Fald har jeg søgt at give Thorilds - nu Ibsens - Betragtning nærmere Anvendelse paa Øjeblikkets praktiske Kvindesagsspørgsmaal ved Antydninger til et „4de Kapitel” af det lille Skrift. Thorild lover nemlig et saadant, men fik det ikke skrevet, inden han maatte forlade Danmark.
Da imidlertid de ældre Aargange af „Tilskueren” er saa let tilgængelige - i alt Fald paa vore Bogsamlinger - vil jeg nøjes med dertil at henvise dem, som nærmere maaske vil gøre sig bekendt med Bogen „Om Kvindekønnets naturlige Højhed”.
