« Tilbage til søgeresultaterne
De kommunale Hjælpekasser og Kvindernes Valgret
Af P. Chr. Kæmpegaard*).
Loven om de kommunale Hjælpekasser - den Institution, der skal afløse de fri Fattigkasser - er nu færdig fra Rigsdagen, og med den træder Kvinderne herhjemme som valgbare og valgberettigede til Bestyrelsen ind som direkte medbestemmende i et kommunalt Forhold.
At det netop bliver denne Institution, der kommer til at introducere Kvinderne i det offentlige Liv, er meget naturligt, det er - kan jeg tilføje - egentlig kun en Retfærdighedshandling mod Institutionen. Der har nemlig hele Tiden eksisteret et særligt Forhold mellem de fri Fattigkasser og Spørgsmaalet om Kvindernes Valgret og Valgbarhed, et Forhold, der strækker sig tilbage lige til 1856, da man i Landstinget behandlede det Forslag, der blev til Loven om de fattiges Kasser af 8. Marts 1856. Og senere har der flere Gange været Forslag fremme i denne Retning.
Det var den 7. Januar 1856 under Forslagets 2. Behandling i Landstinget, Tanken om her at give Kvinderne Adgang til baade Valg og Bestyrelsen blev fremsat. De fattiges Kasse skulde efter det foreliggende Forslag være et blot og bart Menighedsanliggende, og det var paa Grundlag heraf, at et Medlem - Beutner - anbefalede at tage Kvinderne med i Bestemmelserne angaaende Valget, da de maatte anses for fortrinsvis skikkede til Udøvelsen af Bestyrelsens Gerning.
At en Tanke som denne den Gang kunde afstedkomme adskillig Forskrækkelse, kan retfærdigvis ikke forbavse os nu. Og Forskrækkelsen var der. Forslagsstilleren, Provst Bloch, der var Ordfører for det nedsatte Udvalg, svarede Beutner: „ - Naar den ærede Taler ytrede, at Kvinderne ikke maatte udelukkes fra Deltagelse i denne Fattigforsørgelse, saa ser jeg dog ikke, hvorledes det skulde være muligt at nævne Kvinderne i et saadant Lovforslag. Jeg ser ikke, hvorledes det skulde være rigtigt enten fra et borgerligt eller kirkeligt Standpunkt at tilstaa Kvinderne enten Valgret eller Valgbarhed. At Kvinderne har Hjerte for de fattiges Nød saa godt som Mændene, og at de vil være i Stand til at afhjælpe megen Nød ved Godgørenhed i det stille, erkender jeg fuldt vel; men det vil dog næppe findes rigtigt, at Kvinderne paa den Maade skal deltage i en saaledes ordnet Fattigforsørgelse, der skulde være ikke et privat, men et Menigheds-Anliggende".
Uden Hensyn til den Modtagelse, Tanken saaledes fik, stillede Beutner, Bjerring, Krabbe, Lützhoft og Thalbitzer et Ændringsforslag til 3. Behandling, hvorefter Kvinderne skulde være ligestillede med Mændene m. H. t. Valget til Bestyrelsen. Hensigten med Forslaget var - sagde Beutner - den, „at forebygge, at Kvinden udelukkes fra Deltagelse i det Menigheds-Anliggende, som er tilsigtet ved Udkastet". - „Det er" tilføjede han senere, „et Retfærdighedskrav, som jeg tror, Kvinden har, og som det højtærede Ting vistnok ikke vil modsætte sig".
Efter hvad der er sket senere, er der - som nævnt - ingen Anledning til for os at forbavses over, at Tanken ved sin Fremkomst mødte en ren principiel Modstand. Mere forbavsende forekommer det, at Landstinget med 29 Stemmer mod 2 vedtog Beutners Ændringsforslag, saa efter det Forslag, der blev oversendt fra Landstinget til Folketinget, havde Kvinderne samme Valgret og Valgbarhed som Mændene. Naar der desuagtet er gaaet over et halvt Aarhundrede derefter, før Kvinderne paany nu naaer saa vidt, saa skyldes det, at Folketinget fuldstændig ændrede hele Forslagets Grundkarakter. Fra at være et Menigheds-Anliggende blev de fri Fattigkasser efter Folketingets Affattelse af Lovforslaget en borgerligkommunal Institution, og al Tale om Kvinderne i Forbindelse med Valget er dermed forstummet.
- For en Tid! Thi adskillige Gange senere har Spørgsmaalet været fromme til Behandling i Rigsdagen. Der skal dog ikke her fremsættes et specificeret Regnskab over de enkelte Gange, Rigsdagen har arbejdet med Forslag i denne Retning, her skal blot anføres det mest karakteristiske i saa Henseende.
I 1873 stillede Brinck-Seidelin et Forslag i Landstinget til Forandringer i Loven om de fri Fattigkasser. Heri foreslog han, at enhver i Kommunen boende uberygtet Mand eller Kvinde, der har fyldt sit 25. Aar, skulde være valgbar; men valgberettigede skulde - paa samme Maade som hidtil - derimod kun Mændene være. Samme Bestemmelse fandtes i et Forslag om Oprettelse af Hjælpekasser i Stedet for de fri Fattigkasser, som i 1874-75 blev fremsat i Folketinget af Ingerslev (den senere Minister) og Thorup.
Noget videre kom man i 80’erne. I et Forslag, som i den sidste Halvdel af dette Aarti var fremme i Folketinget, og som ogsaa havde til Formaal at erstatte de fri Fattigkasser med en ny Institution, var de fuldmyndige, ugifte Kvinder eller Enker, der ikke var idømt vanærende Straffe og ikke ansat i privat Tjenesteforhold, og som ydede Bidrag til Kommunen, medtaget i Paragraffen om Valgbetingelserne. Men der var ikke Tilfredshed hermed. Holch ønskede „baade gifte og ugifte, baade bidragydende og ikke-bidragydende" Kvinder med i denne Virksomhed. Berg karakteriserede Udelukkelsen af de fuldmyndige Kvinder, der ikke betalte Skat, fra Valgret og Valgbarhed med Ordene, at det vilde være at „sætte Lovens Skranker op for Lovens eget Øjemed".
Intet af disse Forslag naaede dog udenfor det Ting, hvori det var fremsat, og en endnu krankere Skæbne led et Forslag, som i December 1887 blev fremsat i Landstinget af Højskoleforstander L. Schrøder m. fl. Det var et Forslag til Ændring af Loven fra 1856 om de fri Fattigkasser, hvorefter fremtidig alle baade gifte og ugifte Mænd og Kvinder skulde være valgbare til denne Institutions Bestyrelse. Valgberettigede skulde de Sognebeboere være, der kunde deltage i Valg af den større Del af Byraadets eller den mindre Del af Sogneraadets Medlemmer, samt de Kvinder, der, bortset fra deres Køn, vilde være berettigede til at deltage i de nævnte Valg.
Men nu var der gaaet Kvindevalgrets-Forskrækkelse i det høje Ting, og man var straks paa det rene med, at her forelaa et Forsøg paa lumskeligen at liste Kvindernes Medbestemmelsesret ind i vort kommunale og politiske Liv ad en Bagdør. Det gjaldt altsaa om at faa denne Bagdør lukket forsvarligt i, Nøglen drejet det størst mulige Antal Gange rundt og Sikkerhedskæden for. Ubarmhjærtigt slagtede man derfor Forslaget ned ved mod 11 Stemmer at nægte det Overgang til 2. Behandling i Tinget. - Faren var afværget!
Ønsket om at medtage Kvinderne i Bestemmelserne om Valgret og Valgbarhed til Hjælpekassernes Bestyrelse er ogsaa blevet støttet af de fri Fattigkassers Bestyrelser, efter at disse ved Oprettelsen af „Fællesforeningen for Købstædernes fri Fattigkasser" har faaet et Organ at udtale sig igennem. Under stærk Tilslutning er der flere Gange paa denne Forenings Delegeretmøder talt for denne Sag. Naar den derfor nu endelig er gaaet igennem, saa vil vi fra denne Side kunne bringe ikke blot Kvinderne, men ogsaa Institutionen vor oprigtigste Lykønskning dertil. Vi nærer ikke et Øjebliks Tvivl om, at der herigennem er skabt yderligere Betingelser for Institutionens Udvikling til lige Gavn for de trængende og for Samfundet.
Og Bestemmelsen har denne Gang ikke voldt Vanskeligheder. Naar der fra det gamle Højres Side i Landstinget blev gjort Forsøg paa at faa Valgretsbetingelserne gjort afhængige af dem, der til enhver Tid var gældende for Valg til de kommunale Haad, saa skyldtes det efter Ordførerens Udtalelse aldeles ikke, at Partiet havde noget imod at give Kvinderne Valgret til Hjælpekasserne. Man faar uvilkaarligt Indtrykket af, at de frikonservatives og Flertallets Ordfører, Sonne, ypperligt karakteriserede Situationen i disse Ord: „Hvorfor kæmpe en saa haardnakket Kamp for hver Fodsbred, der skal indrømmes Kvinderne paa Valgretsomraadet? Kampen er paa Forhaand haabløs, og maa efter min Mening ogsaa være det". Senere udtalte samme Taler, at der igennem Hjælpekasserne vil gives Kvinderne „en ønskelig Adgang ti! at naa en nyttig Træning som Vælgere, inden den Dag kommer, da de rimeligvis med flyvende Faner rykker ind i fuld Sidestilling med Manden ved samtlige kommunale Valg".
Forslaget i sin Helhed vedtoges enstemmigt ved 3. Behandling i Landstinget, idet dog Højrepartiernes Ordførere fandt Anledning til at pointere, at de ikke vilde føle sig bundne ved de her opstillede Valgretsbestemmelser, naar de mødte dem paa andre Omraader.
Imidlertid er sikkert alle nu paa det rene med, om Vedtagelsen af Valgretsbestemmelserne i Loven
af Hjælpekasserne er ensbetydende med, at den Bagdør, der blev stænget saa grundigt i 1887, nu er slaaet op paa vid Gab, at Vejen til Kvindernes fulde Ligestilling med Mændene i vort offentlige kommunale og politiske Liv er gaaet om ad Hjælpekasserne.
*) Udgiver og Redaktør af „Tidsskrift for Forsørgelsesvæsen og Filantropi". Red,