SARAS FORTÆLLING
Jeg født og opvokset her i landet i en åben familie. Ikke konservativ. Jeg vil sige, at alle i min familie gjorde, som det passede dem.
Negativ social kom først ind billedet da jeg blev gift. Tingene ændrede sig. Jeg måtte ikke længere gå med make-up, og jeg skulle have islamisk tøj på. Jeg var i gang med en uddannelse, og den måtte jeg ikke afslutte. Jeg måtte heller ikke arbejde. Samtidig fik jeg ansvaret for alle huslige pligter.
Jeg kender til et par stykker andre, som har oplevet det her, men det er ikke før sket i min egen familie.
Mens jeg var gift, ønskede jeg mig alt, jeg ikke kunne få. Alt det basale, småting. Make-up, tøj. Eller at tage til frisøren. Men svigermor skulle klippe mit hår, for ærefulde kvinder har langt, smukt hår. Man skal ikke ligne en mand med kort hår.
Begrænsning i forhold til arbejde
Det var generelt min svigerfamilie og min mand, der ikke gav mig lov til at arbejde. Men der var også andre, som var imod. Jeg ville få kontakt med mænd i forbindelse med mit arbejde, og det ville blive set som beskidt.
Min mand og min svigerfamilie mente, at når jeg nu var gift, så lå min skæbne i min mands hænder. Det handlede ikke om religion. Jeg kommer selv fra en religiøs familie, og der var ikke den slags begrænsninger. Jeg ved godt, at religionen ikke siger noget om arbejde.
For min svigerfamilie var det snarere et spørgsmål om ære. ”Hvad vil folk sige, hvad vil folk tro?” ”Vil folk tro, at han ikke kan forsørge hende?” De brugte meget det der med ’folk’. Hvad folk vil sige, hvad folk vil tro om os. Og de var selv overbevist om, at kvinder skal arbejde derhjemme, lave mad og at gøre rent.
Opgør med negativ social kontrol
Jeg blev skilt på grund af de begrænsninger, min mand og min svigerfamilie satte op for mig. Jeg var faktisk ikke mig selv længere. Når jeg prøvede at tackle det eller at sige dem imod, endte det med vold.
Jeg fik hjælp af min egen far, da jeg ville skilles, men faktisk havde jeg hele min families opbakning. Jeg fik først muslimsk skilsmisse og dernæst ved myndighederne. De var med i det hele, og jeg fik al den hjælp, jeg kunne ønske mig. Det var vigtigt, for så stod jeg ikke alene.
I dag er jeg gift igen og har to små børn. Jeg studerer også igen og jeg arbejder som frivillig.
Betydning af beskæftigelse
At have et arbejde betyder uafhængighed. Frihed. Det har alle ret til. Alle har ret til at leve frit, at tale frit. Det gælder også økonomi, alle har også ret til at bestemme over deres økonomi. Og selvfølgelig har alle ret til at arbejde, hvis de selv ønsker det.
For mig er det afgørende, at en kvinde kan komme af ud spiralen i familien, hvor alt handler om at være gift, være på barsel, opdrage børn. Man skal kunne komme ud af den spiral igen. Her er uddannelse og arbejde det vigtigste. Der er stadigvæk mange, der bliver gift som 18-19 årige, bliver gravide og kommer på kontanthjælp. Men hvis man mærker følelsen af uafhængighed bare én gang, så vil man aldrig glemme den. Det er jeg sikker på.
Spiralen er den der onde spiral af at være kontrolleret. Det er følelsen af afhængighed af systemet, af manden. Hvis man
tager en uddannelse, før man bliver gift, så har man den altid, også hvis man bliver skilt. Derfor skal vi bryde med nogle normer for, hvad kvinder skal gøre i deres liv, og her er viden og information så vigtigt, for den enkelte kvinde kan
ikke tage ansvaret for at gøre op med kontrollen.