Der er kun lavet begrænset forskning og undersøgelser om voldtægt og etnicitet i Danmark. Med forbehold kan man helt kort konkludere:

• Der er en overhyppighed af indvandrere fra ikke-vestlige lande blandt dem, der bliver dømt for voldtægt. Beregninger, Berlingske har fået foretaget, viser, at indvandrere og efterkommere bliver dømt for voldtægt mellem halvanden gang og dobbelt så ofte som den øvrige befolkning.
• Denne overhyppighed er muligvis større, når det gælder overfaldsvoldtægter, altså de tilfælde hvor offer og gerningsperson ikke kender hinanden i forvejen.
• Når det gælder det store flertal af voldtægter, som aldrig når frem til en dom, så giver de få data, der er, ikke belæg for, at indvandrere og efterkommere begår flere voldtægter end etniske danskere.

DØMTE OG ANMELDTE VOLDTÆGTER

Den mest omfattende undersøgelse af dømte gerningsmænd til voldtægt i Danmark, som også beskæftiger sig med etnicitet, er rapporten ”Gerningsmænd og gerningssituationer i sager om voldtægt og andre seksualforbrydelser” (Gerningsmands- og gerningssituationsundersøgelsen) udgivet af Justitsministeriets lovkontor. Undersøgelsen omfatter alle, der er dømt for voldtægt fra 2010 til 2015. Den viser at 61 % af gerningspersonerne var etniske danskere, mens især indvandrere fra ikke-vestlige lande (23%) og folk uden fast tilknytning til Danmark (9%) var overrepræsenterede blandt de dømte. Indvandrere fra vestlige lande og efterkommere fra både vestlige og ikke-vestlige lande var derimod ikke tydeligt overrepræsenterede i forhold til deres andel af befolkningen. Med i billedet hører dog, at de samlede tal er ret små, og jo længere ned i undergrupper, man kommer, jo større bliver usikkerhederne.

Gerningsmandsundersøgelsen beregner ikke, hvor stor overhyppigheden er, men peger selv på, at gruppen af indvandrere og efterkommere gennemsnitligt er yngre og har en dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet end befolkningen som helhed, og, at antallet af dømte er højere i disse grupper, uanset etnicitet. Men en særkørsel Berlingske Tidende fik lavet hos Danmarks Statistik i 2016, og som dækker tre af de seks år, gerningsmandsundersøgelsen også dækker, viser, at indvandrere og efterkommere, når man tager højde for alder og social baggrund, bliver dømt for voldtægt 1,76 gange hyppigere end etniske danskere – altså et sted mellem halvanden gang og dobbelt så ofte.

Gerningsmandsundersøgelsen har også set på, hvor stor en andel af alle 30-39-årige mænd i Danmark, som inden for de seneste fem år er blevet dømt for en seksualforbrydelse (altså bredere end voldtægter, der kun udgør lidt over hver tiende dømte seksualforbrydelse). For etnisk danskere er det ca. 0,1 procent eller en ud af hver 1000, mens det for indvandrere fra ikke-vestlige lande er ca. 0,2 procent eller en ud af hver 500. Overhyppigheden er altså i samme størrelsesorden, som den Berlingske fandt, idet der her er tale om sammenlignelige aldersgrupper. Den anden tydelige konklusion er at domme for seksualforbrydelser er sjældne i begge grupper.

Ifølge gerningsmandsundersøgelsen er domshyppigheden blandt de sager, som bliver rejst, nogenlunde den samme for personer med anden etnisk baggrund og etniske danskere. Det er altså ikke her, at overhyppigheden i antal dømte med anden etnisk baggrund opstår. PhD-afhandlingen En kompleks affære fra 2010 viser, at der også er en overhyppighed af personer med anden etnisk baggrund end dansk blandt de anmeldte. Til gengæld fandt afhandlingen tegn på, at ikke-danske mænd var endnu mere overrepræsenterede i den del af anmeldelserne, som blev trukket tilbage eller vurderet som grundløse eller falske. Afhandlingen er baseret på anmeldte voldtægter i de københavnske politikredse i 2003, og er således ikke direkte sammenlignelig med gerningsmandsundersøgelsen.

Flere rapporter stiller også spørgsmålstegn ved om der kan være en tendens til, at voldtægter begået af personer med anden etnisk baggrund end dansk anmeldes hyppigere end voldtægter begået af etnisk danske gerningspersoner, men der er ikke lavet forskning i Danmark som direkte be- eller afkræfter dette.

MØRKETAL – IKKE ANMELDTE VOLDTÆGTER

Det Kriminalpræventive Råds årlige offerundersøgelser anslår, at der begås omkring 5100 voldtægter årligt i Danmark. Af dem er det kun et mindretal, som bliver anmeldt, og kun omkring 2 procent ender med, at en gerningsperson bliver dømt.

Da mørketallet er så stort, og da det ikke er et gennemsnitligt udsnit af alle voldtægter, som ender med, at en gerningsperson bliver dømt, kan man altså ikke ud fra dommene alene udlede, hvem som begår voldtægter generelt. Hvis man gjorde, ville man tilsvarende kunne udlede af domstallene, at ingen efterkommere af indvandrere med ikke-vestlig baggrund nogen sinde begår overgreb mod børn, da ingen af de 577 dømte i den form for sager i perioden tilhører denne gruppe – en temmelig absurd konklusion.

Desværre er mængden af andre data meget begrænset, og de årlige offerundersøgelser spørger ikke ind til gerningsmændenes etniske baggrund. Det Kriminalpræventive Råd har dog fået foretaget en enkelt undersøgelse Seksuelle krænkelser, som blev udarbejdet i 2017, hvor et repræsentativt udsnit af befolkningen er blevet spurgt til, om de på et tidspunkt i deres liv har været udsat for voldtægt og samtidig til om gerningspersonen var dansk eller ikke-dansk.

Undersøgelsen fandt umiddelbart ikke en overrepræsentation af ikke-danske gerningspersoner (9,7 procent af angivne gerningspersoner, som svarer nogenlunde til befolkningen). Tallene er dog behæftet med meget stor usikkerhed, dels fordi det er så lille et absolut antal (konkret 17 af de i alt 3.091 besvarelser i undersøgelsen angiver at have oplevet en voldtægt med en ikke-dansk gerningsmand), og dels fordi, der er spurgt ind til et livsperspektiv, som man dels ved giver meget store usikkerheder (jo ældre begivenheden er, jo færre af dem bliver rapporteret), og dels har befolkningssammensætningen ændret sig over årene, ligesom indvandrergruppens sammensætning med hensyn til alder og sociale forhold er anderledes end resten af befolkningens. Usikkerhederne trækker altså i flere retninger, og der kan hverken konkluderes sikkert, at indvandrere og efterkommere er overrepræsenterede eller at de ikke er det, når det gælder voldtægter generelt – blot at tallene umiddelbart ikke tyder på det.

OVERFALDSVOLDTÆGTER

Overfaldsvoldtægter er den populære betegnelse for voldtægter, hvor offeret og gerningsmanden ikke kender hinanden i forvejen. Overfaldsvoldtægter udgør et mindretal af det samlede antal voldtægter. Ifølge Det Kriminalpræventive Råds offerundersøgelser er det omkring en tredjedel.

Derimod er det den type voldtægter, som oftest bliver omtalt i medierne, og de bliver også oftere anmeldt end voldtægter begået af en, som offeret kender i forvejen.

BT har lavet en sammentælling af cirka halvandet års dømte i sommeren 2018, der har set særligt på overfaldsvoldtægter. Sammentællingen viste, at af de 12 dømte gerningspersoner, var 10 af ikke-dansk oprindelse. Altså en meget stor overhyppighed, som er væsentligt større end for dømte voldtægter generelt, men på grundlag af et lille antal sager.

Avisens sammentælling bliver af og til brugt i debatten som belæg for en påstand om at 10 ud af 12 voldtægter i Danmark begås af indvandrere. Denne påstand tager dog hverken højde for, at sammentællingen kun handler om den mindre del af voldtægterne, som er overfaldsvoldtægter, kun handler om den lille del af det samlede antal voldtægter, som ender med en dom, eller for de store usikkerheder i så lille et talgrundlag.

Justitsministeriets lovkontors undersøgelse af gerningssituationer opererer ikke direkte med begrebet overfaldsvoldtægter. I stedet opgør den ud fra en gennemgang af 120 domme, at i omkring en femtedel af sagerne har offer og gerningsmænd ikke mødt hinanden før. Undersøgelsen finder i modsætning til BT’s sammentælling ikke væsentlige forskelle mellem etnisk danske og ikke-danske gerningsmænd.

Det skal dog bemærkes, at den del af undersøgelsen, som kigger på gerningssituationen, ikke medtager samtlige domme i perioden, men i stedet har taget de seneste 60 domme med dømte danskere og de seneste 60 med dømte indvandrere fra ikke-vestlige lande og sammenlignet de to grupper. Den opgør altså ikke hyppigheden ud fra det samlede antal domme i en periode, men sammenligner i stedet de to grupper for at se om der forskel i omstændighederne ved voldtægterne.

På trods af metodeforskellene er det ikke umiddelbart forklarligt, hvordan de to opgørelser når til så forskellige resultater i to perioder, som ligger tidsmæssigt tæt på hinanden.

I offerundersøgelsen Seksuelle krænkelser er der dog tal, som tyder på, at overrepræsentationen af ikke-danske gerningsmænd, når det gælder voldtægter, hvor offer og gerningsmænd ikke har mødt hinanden i forvejen, også afspejler sig blandt de sager, som ikke bliver dømt, men dog langt fra i samme udstrækning som BT’s sammentælling af de dømte. Blandt de personer, som angav en ikke-dansk gerningsperson, drejede det sig i over halvdelen af tilfældene om overfaldsvoldtægter, mens det kun var 12 procent af tilfældene med en etnisk dansk gerningsperson, der var overfaldsvoldtægter. Resten af tilfældene kendte offeret gerningspersonen i forvejen.

Rapporten har ikke regnet ud, hvor stor en del af overfaldsvoldtægterne, som har en ikke-dansk gerningsperson, men regner man baglæns i tallene svarer det til cirka 30 procent. Altså en overrepræsentation, som er væsentligt mindre, end BT fandt i de dømte sager.

Forbeholdene i forhold til usikkerheder i undersøgelsen er dog de samme som for voldtægter generelt.

ØVRIGE KARAKTERISTIKA OM GERNINGSMÆNDENE

Gerningsmandsundersøgelsen har også undersøgt en række andre forhold omkring de dømte.

Den viser, at mænd dømt for voldtægt generelt er yngre og at sociale problemer er hyppige. De dømte har i gennemsnit dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet, lavere uddannelse, er hyppigere på kontanthjælp, er oftere singler og har oftere været i psykiatrisk behandling end befolkningen som helhed. Billedet er nogenlunde det samme for etniske danskere og indvandrere fra ikke-vestlige lande (efterkommere er ikke taget med da talmaterialet er så lille, at enkeltsager forrykker det for meget).

Desuden viser undersøgelsen, at over halvdelen af de dømte har tidligere domme for straffelovsovertrædelser inden for de seneste fem år– lidt flere blandt indvandrerne end blandt etniske danskere. Kun en mindre del af de tidligere domme er domme for seksualforbrydelser.

De voldtægtsdømte ligner da også i høj grad dømte for andre straffelovsovertrædelser, hvor man finder de samme sociale mønstre.

Det er altså typisk ikke den gennemsnitlige mand, som ender med at blive dømt for voldtægt, hverken når det gælder den gennemsnitlige etniske dansker eller den gennemsnitlige indvandrer.

Det skal dog bemærkes, at der også på dette område gælder det generelle forbehold, at antallet af domme er så lille og urepræsentativt, at Gerningsmandsundersøgelsen ikke kan bruges til at sige noget om de gerningsmænd, som begår voldtægt generelt – kun om dem, som bliver dømt for det.

Ofre for voldtægt

Når det gælder voldtægtsofres etniske oprindelse er vores viden også begrænset. Der er lavet en enkelt undersøgelse af ofrenes etnicitet i sager, hvor der er faldet dom for voldtægt.

Den viser nogenlunde samme andel ofre med ikke-vestlig baggrund, som i befolkningen generelt.

Vi ved til gengæld ikke om mørketallet – altså ikke anmeldte og ikke domfældte voldtægter – er på samme niveau som for etniske danskere, da de forskellige offerundersøgelser ikke har spurgt ind til etnicitet. Mørketallet kan meget vel være endnu større, da det at være offer for en voldtægt i nogle etniske minoritetsmiljøer er endnu mere skambelagt og stigmatiserende end i majoritetssamfundet.

Der er desuden en del øvrig viden fra blandt andet krisecentrene, som peger på at migrantkvinder er mere voldsudsatte end andre kvinder, selv om omfanget er uklart og det samme er hvorvidt det også gælder voldtægter og anden seksuel vold:

Når det gælder kønsbaseret vold generelt, så udgør indvandrerkvinder og efterkommere omkring 40 procent af kvinderne på krisecentrene. Blandt dem er både indvandrerkvinder i parforhold med etnisk danske mænd og indvandrerkvinder i parforhold med indvandrermænd.

Beretninger fra 3f tyder desuden på, at især asiatiske kvinder generelt oftere oplever krænkende adfærd i samfundet, og at seksuel chikane kan være en del af en generel etnisk chikane, men vi har ingen viden om omfanget og i hvor høj grad dette også manifesterer sig som en højere udsathed for voldtægt.