Alt for mange danskere bliver hvert år udsat for vold i en nær relation. Omkring 38.000 kvinder og 19.000 mænd udsættes årligt for fysisk partnervold. Kigger vi på psykisk partnervold, er tallene dobbelt så høje. Omkring 2,5 procent af den voksne befolkning i Danmark har været udsat for psykisk partnervold inden for det seneste år.

KVINFO har interviewet direktør for Oak Foundation Denmark, Esther Nørregård-Nielsen, om deres erfaringer med forebyggelse og nedbringelse af vold.

– Hvilken type vold har jeres arbejde fokus på?

Esther Nørregård-Nielsen: “Vores arbejde har meget fokus på partnervold, men med et bredt perspektiv. Partnervold kan jo være direkte mellem de voksne i en familie, men det rammer også børnene.

Når vi arbejder direkte med partnervold, er vi inde og kigge på blandt andet krisecentre – opgradering af krisecentre, sikre de er til rådighed og opbyggelse af LOKK, Landsorganisation af Kvindekrisecentre. Det gør vi ud fra en tankegang om at styrke den samlede stemme for alle krisecentre.

Rent forebyggelsesmæssigt fokuserer vi på, hvordan krisecentrene skal klædes på for at kunne hjælpe både kvinderne og børnene i en 360 graders indgangsvinkel. En kvinde, der kommer på krisecenter, har i første omgang brug for at få noget ro og stabilitet og få fjernet en direkte fare. Men i næste omgang har hun brug for at bygge sig selv og sit barn op. Det et krisecenter skal kunne er derfor også at give vejledning og sikre en bolig. Krisecenteret skal samtidig sikre, at børnene kan fastholde et netværk gennem fritidsinstitution og gennem sport.

Derudover støtter vi arbejdet mod stalking. Vi har været meget aktive og støttet op om at starte Dansk Stalking Center. Vi arbejder med fokus på seksuel vold, og så er vi meget aktive i forhold til partnervold i relation til etnicitet, hvor vi blandt andet støtter Exitcirklen.

På det seneste har vi også haft fokus på den vold, som udøves digitalt. Her er vi inde og støtte Digitalt Ansvar, som er med til at sikre, at det, som er forbudt i den fysiske verden, også er forbudt i den digitale verden. Det halter lidt med at forstå den utrolige vold, det er at få delt billeder. At have billeder af sine døde børn cirkulerende, eller af sin krop. Digital vold er alle mulige former for vold, som rammer kvinder rigtig meget.”

– Hvordan arbejder I med at nedbringe vold?

Esther Nørregård-Nielsen: “At arbejde med vold, handler i høj grad om at få et fælles sprog for volden og i første omgang at få et sprog overhovedet. Åbenheden, at have et sprog og anerkendelsen af, hvad vold egentlig er, er afgørende.

Her er arbejdet med seksuel vold et godt eksempel. I begyndelsen, når vi spurgte krisecentrene om, hvorvidt seksuel vold overhovedet fandt sted, sagde alle krisecentre, at nej, det gjorde det ikke. Men da man så begyndte at arbejde med seksuel vold og fik fokus på det, så fortalte alle krisecentre, at den seksuelle vold faktisk var noget af det mest centrale overhovedet i den vold, der fandt sted.

Så det er derfor, det er vigtigt at få et sprog for volden. Vi ser det samme med psykisk vold og digitalt vold nu. Det handler om at få en forståelse for, hvem der udsættes for volden, og at det er alle, der kan blive udsat for det.

Jeg tror, det er afgørende, at der kommer en accept af, at volden findes, og at den skal italesættes. Volden skal ikke skjules, og vi skal have en forståelse af, at vold i hjemmet ikke er privat, for at vi kan nedsætte den. Derfor kan en stigning i antallet af voldsanmeldelser faktisk godt være et tegn på, at en voldsform er ved at blive nedbragt. Det at få volden ud i det åbne, og det at få den anmeldt, det er med til, at man på sigt kan få den nedbragt.

Det handler om, at få volden ud i det offentlige og få nogle definitioner om vold udvidet. Det er vigtigt, så man ikke sidder og tænker, man jo ikke har blå mærker, så derfor er man nok ikke udsat for vold. Men at man ligesom kan indse, at social vold, økonomisk vold, psykisk vold, fysisk vold, digital vold og så videre alle sammen er voldsformer, som på forskellig vis kan have en kæmpe betydning for ens liv.

Noget andet er at få en anerkendelse af, at man kan gøre noget. Rigtig mange mennesker vil faktisk gerne gøre noget, viser rapporten Forebyggelse af drab og dødelig vold i nære relationer. Her blev respondenter spurgt ind til, om de synes, at vold i hjemmet er privat, og om de tror, andre synes vold i hjemmet er privat. Rigtig mange svarer nej til at vold er privat, men mange svarer samtidig, at de tror, andre mener, at vold er en privat sag. Ergo vil mange nok holde sig tilbage fra at handle, fordi man tror, andre vil fordømme det, at man handler. De sociale normer er derfor en meget væsentlig del af volden.”

– Hvad virker ifølge jeres erfaringer godt, når det kommer til at forebygge vold?

Esther Nørregård-Nielsen: “Jeg tror en standardisering af, hvad vold er, hvordan vi forstår vold, hvordan vi anmelder vold, hvordan vi arbejder med voldsanmeldelser, hvem skal sættes på, og hvad skal der sættes i gang. Det handler om de lange træk. Vi skal lytte til organisationerne, hvad de ser af udfordringer og støtte op om det, vi ser virker. Og så skal vi være handlingsorienterede.

En af de ting, som der mangler rigtig meget, er viden hos fagfolk. Jeg synes, det er en kæmpe udfordring, at socialrådgivere, lærere og pædagoger tilsyneladende ikke i fornøden grad, om overhovedet, lærer om vold og at genkende vold i familier. Politi og jordemødre er mig bekendt de eneste, der obligatorisk skal have viden om og undervisning om vold i familien. De andre fagområder kan vælge det til, men det er ikke obligatorisk.

Vi ved for eksempel, at børn, der lever i voldelige familier, har svært ved at koncentrere sig i skolen. Så at frontpersonale får en grundig oplæring i, hvordan man kan genkende tegn på vold og turde spørge ind til volden, det tror jeg, er fuldstændig afgørende for at kunne bryde med volden og kunne hjælpe videre.

I Finland har man erfaring med risikovurderingsmodellen MARAC (Multi-Agency Risk Assessment Conferences) til vurdering af risikoen for gentagen partnervold. Her sætter man en lille gruppe fagpersoner sammen, som mødes, når der har været en voldsepisode. Så bliver sagen forelagt den her gruppe, der på baggrund af et skema vurderer offerrisiko og eventuelle børns risiko og dermed kan gå ind og vurdere, hvad der videre skal ske. Det er en langt mere proaktiv tilgang til arbejde med voldsepisoder, som også baserer sig på forebyggende arbejde, hvor man prøver at sætte de rigtige fagligheder ind. Jeg tror, man kan komme rigtig langt, hvis man havde en langt mere proaktiv tilgang, hvor man ser på, hvordan vi arbejder videre forebyggende med den pågældende familie, så det ikke eskalerer. Men det er et arbejde på et niveau, som går ud over os som fond. Det kræver langt større alliance på tværs af faggrupper.”

– Hvilke rammer eller politiske prioriteringer skal der til for, at indsatser som jeres kan virke efter hensigten og forebygge vold?

Esther Nørregård-Nielsen: “Jeg synes, det er interessant at have øje for, at store organisationer og velafprøvede ting kan noget. Men også hele tiden at have blik for, hvordan de mindre organisationer arbejder, og hvilke nye metoder der er. Man kommer fra politisk side ofte til at understøtte mere af det, der allerede er. Man kan ikke bare hage sig fast i det, man altid har gjort. Det i hvert fald ikke nok. Jeg siger ikke, det er dårligt, men der skal også andre ting til. Det skal være penge, men det er heller ikke det eneste.

Jeg kunne godt tænke mig, at man fra statens side bliver ved med at åbne op for en bred debat, bliver ved med at lytte til, hvad er der er de nye tendenser, og hvilke erfaringer andre har. Der er noget man kan fra statens side, der er noget man kan fra store organisationers side, og der noget man kan fra små NGO’ers side. De spændende løsninger ligger ikke altid hos de eksisterende parter eller de store parter. De ligger lige så meget hos nogle af de små, som forsøger at gå nye veje og som forsøger at afdække på en anden måde.

Mere konkret tror jeg også virkelig på, at uddannelse betyder rigtig meget. Undervisning i retten til egen krop. At få en kropsbevidsthed og en mental bevidsthed, hvor man lærer om, hvad vold er, af en underviser, der ved noget om det. Viden hos politi og dommere og troen hos den enkelte på, at det nytter at anmelde, at det nytter, at vi ikke vil acceptere volden og gør vores for at bekæmpe den. Så uddannelse er noget af det, man politisk virkelig kan sikre. En ændring nedefra kan vi alle være med til. Især hvis vi klædes på.”