Sagerne om sexisme og #MeToo på arbejdsplader har fyldt meget de seneste dage, og som noget nyt er der vokset en forståelse frem for, hvor komplicerede sagerne er for de krænkede.

Dokumentaren MeToo: Sexisme bag skærmen om TV2 viser med tydelighed, at der er mange årsager til, at en person ikke altid siger fra. Hun sagde ikke fra, fordi hun gerne ville have jobbet. Fordi hun frygtede at blive fyret. Fordi hun ikke kunne overskue konsekvenserne. Fordi hun ikke kunne finde hoved og hale i, hvad der gik for sig.

Forklaringerne kommer fra den samme skuffe: En anden person havde magten til at bestemme over den krænkedes fremtid. For #MeToo handler som bekendt om magt.

Farvel til ”det perfekte offer”

Nuancerne i kvindernes historier gør præcis det, som er #MeToo-bevægelsens fornemmeste opgave: At stille vidnesbyrd frem, som mange kan spejle sig i – og det vil tit sige vidnesbyrd fulde af uperfekthed.

Alt for mange krænkede har slået deres oplevelser hen eller er blevet mødt med victim blaming, fordi de ikke passede ind i forestillingen om ”det perfekte offer”. Altså personen, der gør modstand på den helt rigtige måde, på det helt rigtige tidspunkt, aldrig flirtede, og som endelig ikke nogensinde frivilligt indgik i en relation med krænkeren efterfølgende.

At dømme efter de seneste ugers debatter, er vi ved at være klogere. Vi ser en tendens til mindre victim blaming i medierne og mere forståelse af, at ”det perfekte offer” ikke findes.

”Sådan gør man”

På den måde bliver der efterhånden mere plads til at koncentrere sig om det egentlig problem: sexistisk kultur.

Igen er TV2-dokumentaren illustrativ. Rundt om krænkelserne var et helt system af opfattelser og måder at agere på, som gjorde det muligt for krænkerne at fortsætte uden konsekvenser. Både mænd og kvinder tog del i at mistænkeliggøre de kvinder, som havde forhold med chefer. Kvinder er blevet mistænkt for at udnytte deres udseende til at opnå karrieremæssige fordele – i stedet for at vende blikket mod de chefer, der udnyttede deres magt over kvinders karrierer til at få sex.

Sådan er det med arbejdspladskulturer, også de sexistiske. Alle ved, at ”sådan gør man” – særligt hvis man vil blive til noget.

Kulturen spiser strategien

Det står nok efterhånden klart, at man ikke løser problemer med sexisme uden at give arbejdspladsens kultur en overhaling.

For enkeltpersoner kan tage ansvar for deres eget magtmisbrug, men ingen bærer kulturen alene, og oprydningen er ikke gjort alene ved at fyre en krænker eller skifte ledelsen ud.

Her kan et af management teoriens mundheld hjælpe: Culture eats strategy for breakfast (det var Peter Druckner, der sagde det).

Siden tv-vært Sofie Lindes berømte Zulu Comedy Galla tale i 2020 er der blevet lavet strategier, nultolerancestatements, whistleblower-ordninger, åben-dør-politikker og meget andet. Rigtig vigtigt – men utilstrækkeligt, hvis vi ikke får greb om kulturen.

Vi ser nu tegn på begyndelsen på den nødvendige kulturforandring.

Men der venter meget mere arbejde.

I KVINFO anvender vi eksempelvis metoden GenderLAB, som er udviklet i samarbejde med CBS – Copenhagen Business School, til at arbejde aktivt med normer og kultur i organisationen, få øje på problemerne og lave forandring.

En ny #MeToo (medie-)virkelighed

Anden bølge af #MeToo i Danmark tog sit udgangspunkt i medierne, bevægede sig til politik og er nu igen stort i medieverdenen.

Og det er måske ikke så underligt, når kulturen var så overvældende sexistisk på nogle mediearbejdspladser. Og måske er det nuværende opgør i medierne nødvendigt for, at #MeToo fremover kan blive dækket på en balanceret måde og med blik for alle de mange andre brancher, som vi endnu ikke har beskæftiget os med.

For der mangler ikke indikationer på, at der er brug for kulturændringer og opgør med sexisme på alle mulige andre arbejdspladser end Christiansborg, byråd og medier. Det viser for eksempel Fagbladet 3F’s afdækning og undersøgelse fra Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Vi skal selvfølgelig blive ved med at se og arbejde med problemerne i politik og medier, men vi skal også have de mindre ”celebre” brancher med.

Og det igangværende opgør med sexismen i medierne kan forhåbentlig ruste medierne til at levere en solid dækning af problemerne med sexisme – også uden for deres egen baghave.