MeToo i MENA (4)
Foto: StringerReuters, Ritzau Scanpix
VELKOMMEN TIL webmagasinet KØNFORMATION. HER FINDER DU debatter, tanker, INTERVIEWS OG ANALYSER, OM KØN OG LIGESTILLING.

Brudte tabuer: #MeToo i MENA

Ny undersøgelse af kampen mod seksuel og kønsbaseret vold i Mellemøsten og Nordafrika.

Af Gerd Kieffer-Døssing

#MeToo. Det hashtag kender du helt sikkert. Men hvad med #EnaZeda eller #AnaKaman?

De to hashtags er lokale versioner af det globale hashtag fra henholdsvis Tunesien og Egypten. For ligesom i resten af verden blev den globale bevægelse også i disse lande – såvel som på tværs af Mellemøsten og Nordafrika – anledning til at sætte spotlys på seksuel og kønsbaseret vold og tvang og på samfundets udskamning af kvinder, der udsættes for sådanne overgreb.

I en ny rapport undersøger KVINFO #MeToos indflydelse i fire lande i Mellemøsten og Nordafrika – den såkaldte MENA-region: Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan.

Gennem research og interviews med forskere, aktivister, journalister og kvinderettighedsorganisationer afdækkes, hvordan bevægelsen udspiller og udspillede sig i de fire lande: Hvilke kampagner og sager har været afgørende? Hvem har været drivkræfter bag bevægelsen? Hvilke udfordringer er bevægelsen blevet mødt med, hvor står den i dag, og hvilke ændringer har den skabt?

Ofte bliver til lovovertrædere

Protester mod restriktiv lovgivning, der på kafkask vis gør ofre til lovovertrædere. Afsløringer af seksuelle serieforbrydere – kendte som ukendte – og af universitetsprofessorer, der afpresser kvindelige studerende seksuelt i bytte for gode karakterer.

Det er nogle af de sager, som de lokale #MeToo-bevægelser i de fire lande har taget op.

Umiddelbart er ingen af eksemplerne kontroversielle at protestere imod. I hvert fald ikke i en dansk kontekst. Men helt så ligetil er det ikke i MENA-regionen.

Verdens mest ulige region

I den seneste udgave af The Global Gender Gap Report, der udgives af World Economic Forum (WEF), lå regionen næstsidst i forhold til ligestilling, marginalt overgået af Sydasien. WEF-undersøgelsen ser på en række faktorer som sundhed, uddannelse, økonomi og politisk deltagelse i forbindelse med lighed mellem kønnene.

Seksuel og kønsbaseret vold

Seksuel og kønsbaseret vold refererer til voldelige og på anden måde skadelige handlinger, der er målrettet et individ eller en gruppe med udgangspunkt i dennes køn. Ofrene er typisk piger og kvinder, men mænd og drenge kan også rammes, ligesom termen også bruges til at beskrive vold målrettet LGBT+-personer.

Der er en direkte forbindelse mellem seksuel og kønsbaseret vold og kønsulighed og magtmisbrug. Overgreb, der falder inden for denne kategori, er mangefacetterede og kan både være fysiske, psykiske, økonomiske og digitale.

Tallene taler for sig selv: En ud af tre kvinder i MENA har oplevet eller vil i løbet af sin levetid opleve fysisk eller seksuel vold.

Zoomer man ind på de fire lande, som rapporten kigger på, er det endnu mere grelt.

99 procent oplever seksuel chikane

I et studie fra UNWOMEN i 2013, angav 99,3 procent af kvinder og piger i Egypten, at de havde oplevet seksuel chikane i en eller anden form. I Jordan gælder det for over tre ud af fire kvinder, viser tal fra Verdensbanken, mens kønsbaseret vold, ifølge nationale opgørelser, rammer cirka hver anden kvinde i Tunesien og Marokko.

Imidlertid anmelder ekstremt få kvinder overgreb og vold til politiet.

I Tunesien, for eksempel, er tallet så lavt som tre procent, vurderer en rapport fra 2017. Og et regeringssponsoreret studie fra 2019 fra Marokko viser, at tallet dér er blot 6,6 procent.

Der kan være gode grunde til ikke at anmelde:

”[Kvinderne] frygter, at politiet ikke vil beskytte dem effektivt, at domstolene ikke vil træffe rettidige eller effektive foranstaltninger mod gerningsmanden, og at deres samfund vil fryse dem ud for at have angivet gerningsmanden til myndighederne,” hedder det i rapporten.

Love implementeres ikke

Ofrenes frygt hænger sammen med, at alle fire lande har endog meget mangelfuld lovgivning for at beskytte kvinders rettigheder, eller at love kan bruges mod kvinderne selv. Ligesom stat og politi ofte selv står bag overgreb.

Egyptens ”morallove” betyder for eksempel, at politiet kan spørge ind til kvindelige ofres seksuelle historie og beskylde dem for selv at være skyld i de overgreb, de har været udsat for. Altså en slags egyptisk version af, ”Hvad havde du på?” som har været fremhævet i dansk kontekst.

Om rapporten

Rapporten MeToo in context: Against sexual violence in Morocco, Tunisia, Egypt and Jordan er baseret på research og interviews med 13 aktivister, journalister, kvinderettighedsorganisationer og forskere. Data er indsamlet i 2023.

Rapporten skaber overblik over #MeToo-relaterede bevægelser og lokale dagsordner i Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan og kigger blandt andet på, hvordan disse bevægelser opererer, hvordan de er organiseret, samt hvilke udfordringer de møder, blandt andet fra statsniveau.

Formålet er at identificere, hvordan organisationer som KVINFO bedst understøtter lokale aktivister, grupperinger og organisationer, der arbejder for at bremse seksuel og kønsbaseret vold og at styrke arbejdet for ligestilling og kvinders rettigheder.

Læs hele rapporten her.

Rapporten beskriver, hvordan egyptiske kvinder, der udsættes for seksuel vold, ”har lært at leve med det” og som oftest vælger ikke at anmelde, men tie.

Landet er ikke sikkert for kvinder

Og hvor der faktisk eksisterer en lov mod for eksempel kønsbaseret vold, hvilket er tilfældet i Tunesien, er den ikke implementeret. Som en tunesisk journalist, der ligesom mange andre interviewede optræder anonymt af frygt for sociale repressalier, siger:

”På trods af de såkaldte progressive love, er dette land ikke sikkert for kvinder.”

Også i Marokko er der manglende sammenhæng mellem lovgivning og praksis. Rapporten konkluderer, at man med lovreformer søger at opnå en balance ”mellem at være progressiv udadtil og tilfredsstille det konservative bagland og normer indadtil.”

Et eksempel er ændringen af landets familielov i 2004, der blandt andet hævede minimumsalderen for ægteskab fra 15 til 18 år. Men familier kan søge om dispensation, og får det i fire ud af fem tilfælde, med det resultat at marokkanske piger ned til 14 år stadig bliver giftet væk.

Vokset frem nedefra

Udover den komplicerede kontekst har de fire lande en anden fællesnævner: At #MeToo ikke opstod i et vakuum.

Rapporten understreger flere gange, at nationale kvinderettighedsorganisationer i Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan i årevis har kæmpet for at forbedre kvinders vilkår og fremme deres rettigheder. Dette arbejde har skabt et grundlag, som lokale #MeToo-bevægelser har kunne bygge videre på.

De nationale bevægelser er således blevet til i en organisk bottom-up-tilgang drevet frem af enkeltindivider, typisk unge kvindelige universitetsstuderende fra den øvre middelklasse, der har haft et vist socioøkonomisk udgangspunkt for at engagere sig i samfundsforhold.

Derfra har bevægelserne så spredt sig, ved at kvinder har delt deres oplevelser og vidnesbyrd på sociale medieplatforme under forskellige hashtags, ligesom højprofilerede enkeltsager har været med til at generere national opmærksomhed.

Spejler international tendens

På den måde adskiller #MeToo i de fire undersøgte lande sig ikke ud fra, hvordan bevægelsen har udviklet sig andre steder.

I USA, hvor bevægelsen opstod, fyldte især sagen mod Harvey Weinstein, tidligere filmproducer og nu dømt voldtægtsmand. Og også i Danmark har enkeltsager mod magtfulde mænd, der har brugt deres position til at udnytte kvinder seksuelt, sat skub i bevægelsen og tiltrukket offentlighedens interesse.

Onani, chikane og voldtægt

Et MENA-eksempel på en sådan enkeltsag er fra Tunesien, hvor det daværende parlamentsmedlem Zouheir Makhlouf blev afsløret i at have onaneret foran en 19-årig kvindelig gymnasieelev. Et andet er fra Jordan, hvor universitetsstuderende under hashtagget #TechnoHarasser, delte vidnesbyrd om en professor, der chikanerede studerende seksuelt.

Og i Marokko skabte sagen om Saad Lamjarred overskrifter og opmærksomhed. Lamjarred er en populær musiker, der af adskillige kvinder blev anklaget for seksuelle overgreb, inklusive fysiske overfald og voldtægt.

#MeToo-hashtags fra Marokko, Tunesien, Egypten og Jordan

Marokko

#Masaktach/Masaktech (”Hun tier ikke stille”), #metoouniv, #RIPAmina, #TaAnaMeToo, #JusticepourKhadija (”retfærdighed for Khadija”)

Tunesien

#EnaZeda (”Også mig”)

Egypten

#AnaKaman (”også mig”), #anaAydan (”også mig”), #lammakinta_saghira (“da jeg var barn”), أناflflكمان #assaultpolice, #SpeakUp, #CatCallsofCairo, #Superwomen, #TimesUp, #fairmontincident, #Slayed_by_harassment

Jordan

#JordanSpeaksUp, #TechnoHarasser

Disse kampagner blev alle startet af enten enkeltpersoner eller løsere sammensatte aktivistgrupper. Først i andet led kom de etablerede civilsamfundsorganisationer på banen. Med deres organisatoriske set-up og lange erfaring kunne de bygge oven på de individuelle aktivisters fodarbejde og skabe parallelle og mere målrettede initiativer, der blandt andet blev brugt aktivt i fortalerarbejde.

Fra personniveau til organiseret kampagne

Et godt eksempel på dette er bevægelsen omkring hasttagget #EnaZeda i Tunesien.

Direkte oversat betyder hashtagget ”også mig” på tunesisk arabisk. Det spredte sig spontant i 2019/2020 i forbindelse med førnævnte sag, hvor den magtfulde politiker Zouheir Makhlouf blev anklaget for seksuel chikane. Det ansporede hundredvis af kvinder til at dele deres egne historier om overgreb og chikane på sociale medier med mange tusinde kommentarer og reaktioner til følge.

Ligesom det internationale #MeToo blev #EnaZeda samlingspunkt for den tunesiske bevægelse og gik altså udover selve Makhlouf-sagen. Det har fungeret som et fælles hashtag, som alle, der ønskede at dele vidnesbyrd eller støtte kampen mod seksuel og kønsbaseret vold, kunne benytte sig af.

Mens bevægelsen voksede på i mindre grupper og spredte sig på de sociale medier, begyndte det etablerede civilsamfund at organisere parallelt med udgangspunkt i #EnaZeda.

Online safe space

Den feministiske NGO Aswat Nissa skabte for eksempel en privat Facebookgruppe omkring hashtagget. Gruppen fungerer som et safe space, hvor de i dag 43.000 medlemmer kan dele og debattere ting relateret til seksuel og kønsbaseret vold og chikane. Gruppen har retningslinjer, man skal følge, og alle, der ønsker at blive medlem, skal udfylde et spørgeskema. Aswat Nissa modererer sitet og sørger for at sortere eventuelle trolde eller misogyne stemmer fra, så gruppen forbliver et trygt sted for medlemmerne.

Aswat Nissa har også arrangeret kampagner og demonstrationer for at holde interessen ved lige og sætte fokus på, hvor skævt retssystemet i Tunesien er, når det gælder kvinder.

Også andre organisationer, som Association Tunisienne des Femmes Democrats (Den tunesiske forening af demokratiske kvinder) og det feministiske kollektiv Falgatna, der arbejder med at fremme kvinders rettigheder, organiserede parallelt og deltog i demonstrationer.

Manglende fælles front i Marokko og Jordan

På trods af en række fælles karakteristika har de fire lande også vidt forskellige kontekster og lovmæssige grundlag, hvilket har spillet ind på, hvordan #MeToo har udviklet sig.

Baseret på rapportens fund tegner der sig dog et mønster.

I de to kongedømmer, Marokko og Jordan, har bevægelsen haft svært ved at vinde fodfæste og danne en samlet, fælles front. I modsætning til det samlende #EnaZeda-hashtag i Tunesien har bevægelsen i disse to lande været kendetegnet af en lang række forskellige hashtags, enkeltsager og løsrevne initiativer, der især har knyttet sig til uddannelsessektoren.

Ingen af disse kampagner har formået at skabe tilstrækkeligt momentum til at involvere en større del af befolkningen og udvikle sig til en egentlig bevægelse. Begge lande har haft ekstremt svære udgangspunkter med restriktiv lovgivning og udbredt diskriminering af kvinder med en høj grad af social stigmatisering.

I begge lande er seksuelt samkvem inden ægteskabet forbudt og kan straffes med fængsel, hvilket gør det risikabelt for ugifte kvinder at tale om seksuelle overgreb, fordi de derved indirekte gør sig skyldig i lovbrud – også selvom der har været tale om voldtægt.

Selve samtalen er et vigtigt skridt

I Jordan er situationen så vanskelig, at alene det faktum, at aktivister og organisationer i det hele taget har vist sig klar til at tale åbent om seksuel chikane og vold, kan ses om en succes:

”[Når organisationer og aktivister] er modige nok til at snakke om problemet, øges den offentlige bevidsthed [om problemet] automatisk. Dette er i sig selv et meget vigtigt og succesfuldt skridt,” hedder det i rapporten.

I forhold til Marokko fremhæver rapporten nogle fremskridt. For eksempel hashtagget #MeTooUniv, der brød igennem i slutningen af 2021, hvor studerende delte oplevelser om undervisere og professorer, der krævede seksuelle modydelser til gengæld for gode karakterer.

Revolutionen skabte et første grundlag

Anderledes forholder det sig i Egypten og Tunesien, hvor #MeToo har haft større gennemslagskraft.

I modsætning til Marokko og Jordan gennemgik disse to lande en revolution og et magtskifte i forbindelse med Arabiske forår i 2011. Flere af rapportens kilder og interviewpersoner peger på, at der er en sammenhæng; At oplevelserne under revolutionerne skabte grundlaget for, at #MeToo vandt større genklang i Egypten og Tunesien.

Ifølge professor Nadje Al-Ali, som citeres i rapporten, skabte den ”strategiske og systematiske vold”, som de egyptiske sikkerhedsstyrker udsatte kvindelige demonstranter og aktivister for, en ”hidtil uset offentlig opmærksomhed” om landets problemer med kønsbaseret vold og seksuel chikane.

Flere vil måske kunne huske ’pigen med den blå bh’, der under demonstrationer i december 2011 blev slæbt hen ad jorden af sikkerhedsstyrker, så hendes abaya-kjole faldt af, og man kunne se hendes lyseblå bh indenunder. Episoden blev optaget på video og gik siden viralt på sociale medier.

Der blev altså brudt et tabu allerede i 2011, og det har #MeToo-bevægelsen kunnet bygge ovenpå, lyder konklusionen.

Svær kontekst

For Lene Steffen, international direktør i KVINFO, er denne sammenhæng interessant:

”Det giver os som civilsamfundsorganisation et andet udgangspunkt for, hvordan vi skal støtte i de forskellige lande. Selvom konteksten i både Egypten og Tunesien er ekstremt svær lige nu, understreger rapporten, at der blev sået nogle frø under revolutionerne, og dem skal vi nu gøre alt, hvad vi kan for at nære, så vi kan understøtte den fortsatte kamp for kvinder og pigers rettigheder,” siger hun.

Sociale medier har været en gamechanger

I alle fire lande findes der eksempler på #MeToo-kampagner og aktivisme, der går forud for 2017, året, hvor den globale #MeToo-bevægelse ramte. Men rapporten noterer et skifte, i og med at aktivismen er rykket på de sociale medier.

Ligesom i andre lande har onlinekomponenten betydet, at bevægelserne er nået bredere ud og har givet flere mulighed for at deltage ved at dele deres historier eller vise deres støtte og opbakning.

”Onlinemedier giver aktivister og borgere et rum til at organisere og fremme forandring, hvilket er ekstremt værdifuldt i kontekster, hvor ytringsfrihed samt mulighederne for at protestere og mobilisere er begrænset,” står der i rapporten.

I de pågældende kontekster har ”sociale medier således spillet en stor rolle i at fremme og facilitere social forandring.”

Selvom alle fire lande har brugt lokale, arabisksprogede hashtags, har aktivister også ofte inddraget engelske hashtags i deres opslag. Det har skabt mulighed for at forbinde dem med den internationale #MeToo-bevægelse og skabe en form for global resonans, samtidig med at bevægelserne har kunne forblive lokalt og tale ind i den lokale kontekst.

Tavsheden er brudt

I ingen af de fire undersøgte lande har #MeToo haft en decideret samfundsomvæltende effekt.

Hverken institutioner eller systemer har oplevet fundamentale ændringer, men forskere og aktivister er enige om, at der i bevægelsens kølvand er sket en ”offentlig opvågnen”, og der er kommet en øget bevidsthed, hvad angår seksuel og kønsbaseret vold.

Rapporten konkluderer også, at de forskellige #MeToo-bevægelser ”har spillet en rolle i at bryde tabuer og givet kvinder platforme, hvor de kan hæve deres stemmer og bryde den tavshed, de ellers er blevet påtvunget.”

Den konklusion finder Lene Steffen afgørende. De seneste år er det nemlig gået væsentligt tilbage for civilsamfundets råderum i regionen, og særligt situationen i Egypten og Tunesien er bekymrende, siger hun:

”Vi står i en situation lige nu, hvor det er langt sværere at arbejde i disse lande, end det var for bare halvandet år siden. Men rapporten viser med al tydelighed, at de vigtige forandringer sker, fordi nogle kæmper over mange år. Det er den lange, seje kamp, vi skal understøtte – også når der er sten på vejen.”

KVINFOs arbejde i MENA er finansieret af Udenrigsministeriet gennem Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram.