”Du må vælge: Mig eller demonstrationen.”

Sådan sagde Baia Patarais mor til hende for ti år siden. Baia Pataraia var 31 år dengang. Og den demonstration, moren formanede hende om ikke at deltage i, var en, hun selv havde været med til at organisere.

Demonstrationen havde til formål at mindes ofrene for voldelig homofobi i Georgien. Landets ortodokse kirke havde annonceret en moddemonstration, og Baia Pataraias forældre frygtede, at der ville komme blodige sammenstød.

Baia Pataraia valgte at efterleve morens ultimatum. Mens hun sad hjemme i sine forældres lejlighed for derved at forsikre dem om, at hun ikke var til demonstration, begyndte hendes telefon at bimle. Alle ville vide, hvor hun var.

”Jeg forstod, der var noget helt galt,” fortæller hun mig under en samtale i København. Familien tændte for fjernsynet og blev mødt af et blodigt kaos. De få demonstranter, der havde samlet mod til at møde op, blev konfronteret af særdeles voldsparate grupper af mænd. Politiet så mestendels til, mens demonstranter blev gennembanket. Flere måtte indlægges, og oplevelsen har sat sig som et kollektivt traume i Georgiens LGBT+-bevægelse.

Helt nyt forhold til forældre

Da Baia Pataraia ankom til forældrenes lejlighed på demonstrationsdagen, havde hun vredt sagt til dem, at den her sag var større end hende – og større end deres småborgerlige bekymringer. At hele Georgiens fremtid var på spil, at demonstrationen og kampen, som den var et billede på, var det vigtigste, der overhovedet foregik i landet.

Efter den svada sagde de ikke et ord til hinanden. Nu sad de i komplet stilhed i lejligheden i Tbilisi og så deres værste forestillinger blive til virkelighed.

”Jeg havde sagt til mine venner, at jeg var nødt til at tage mig af min familie. De forstod min situation, men det var ikke let, for der var så få af os, og hele pointen var at vise vores opbakning offentligt, uden frygt,” siger hun, og hendes stemme knækker.

”De regnede med mig. Og jeg var der ikke, og nu så jeg dem blive banket til blods på fjernsynet.”

Oplevelsen kom til fundamentalt at ændre ikke bare bevægelsen for lige rettigheder i Georgien, men også Baia Pataraias forhold til sine forældre. Siden den dag, har forældrene ikke en eneste gang forsøgt at få Baia Pataraia til at neddrosle sine aktiviteter.

”Faktisk deltager min mor nu næsten altid i demonstrationerne,” siger hun, og hendes tårevædede ansigt lyser pludseligt op.

”Hun tror, hun kan beskytte mig. Hun sætter sig på scenekanten, når jeg skal holde tale.”

Baia Pataraias far har fået for vane at følge efter de voldelige moddemonstranter for at kunne rapportere deres lokation til datteren og hendes venner.

Arbejdet er langt fra slut

Meget er sket på de godt ti år siden det voldelige sammenstød i hovedstaden Tbilisis gader. Da landets pride-parade i 2023 blev angrebet af voldelige grupper, skred politiet rent faktisk ind.

Baia Pataraia selv er gået fra at være embedskvinde i Justitsministeriet og fritidsaktivist til nu at lede en af Georgiens førende menneskerettighedsorganisationer, Sapari. Her i 2024 blev hun tildelt en æresmedalje af Georgiens præsident, og hun er i dag et kendt og anerkendt ansigt i sit hjemland.

Men arbejdet er langtfra ovre. En undersøgelse fra 2022 har vist, at mere end halvdelen af Georgiens kvinder er blevet udsat for vold mindst en gang i løbet af deres liv. Og i 2024 vedtog regeringspartiet Georgiens Drøm en lov, der kraftigt indskrænker LGBT+-rettigheder.

En global kamp

Alt dette kunne være en historie om en tilfældig aktivist fra et tilfældigt land langt fra Danmark. Men det er så langt fra tilfældet.

Ifølge både Baia Pataraia og adskillige internationale observatører er kampen for kvinders rettigheder i Georgien et billede på den globale situation netop nu, hvor tilhængere af lige rettigheder inden for et liberalt demokratisk system står over for autoritære, nationalkonservative kræfter.

Den modsætning er, siger Baia Pataraia, ikke bare et spørgsmål om kvinders rettigheder, men om selve det demokratiske samfunds overlevelse.

”Der er en helt klar sammenhæng mellem anti-gender-bevægelsen og den anti-demokratiske bevægelse,” påpeger hun med reference til den bølge, der over de seneste omtrent 20 år har haft som sit fokus at kæmpe imod feminisme, seksuelle og reproduktive rettigheder, ligestilling mellem kønnene og LGBT+-rettigheder. Og den sammenhæng er alt andet end tilfældig.

”De, der kæmper mod ligestilling mellem kønnene, kæmper mod lighed helt generelt. De mener grundlæggende, at samfundet skal være hierarkisk. Mænd på toppen af pyramiden,” siger Baia Pataraia.

Den såkaldte anti-gender-bevægelse er ifølge observatører opfundet i den katolske kirke, og idéerne ses nu fremført af mennesker – ofte mænd – med fra forskellige religiøse højrefløje. I lande som Georgien, Rusland og Serbien af ortodokse mænd. I Brasilien af katolske mænd, i USA og nogle dele af Vesteuropa af mænd fra forskellige kristne trossamfund.

Det overordnede narrativ er næsten identisk, påpeger Baia Pataraia: Fortællingen om, at traditionelle familieværdier og -strukturer er under pres fra en globaliseret elite, der vil begrænse almindelige menneskers suveræne ret til at bestemme, hvordan de vil indrette deres liv og samfund.

Inspireret af Rusland

I Georgien finder mange af de religiøse og nationalistiske grupper inspiration i det store naboland.

”Ruslands største styrke lige nu er ikke deres atomvåben,” siger Baia Pataraia, ”det er deres propaganda. Mange vestlige lande er først for nylig blevet opmærksomme på, hvordan Rusland påvirker de nyheder, deres befolkninger bliver eksponeret for, og som igen påvirker deres politiske valg. I Georgien har vi lidt under det fænomen så længe, at for os er det meget tydeligt, hvad der foregår”.

Baia Pataraias analyse er, at Rusland, da den kolde krig sluttede, havde brug for at opretholde et fjendebillede for derved at holde liv i konfliktens simrende flammer og fastholde ledelsens greb om befolkningen.

”Kommunismen var død,” siger Baia Pataraia, ”så i stedet fokuserede de russiske ledere på en idealistisk-moralsk adskillelse mellem dem selv og Vesten. De valgte at spille på religion, familieværdier og homofobi.”

Hun fortæller, at kirken og regeringen bruger den homofobiske grundstemning, der allerede eksisterer i befolkningen, til deres fordel.

”Det er samme strategi, som Putin har brugt i Rusland, og som vi ser for eksempel i Ungarn.”

Nostalgi for hårde patriarkalske værdier

Den organisation, Baia Pataraia er leder af, Sapari, har lavet grundige undersøgelser af det højrenationale miljø i Georgien og har i den forbindelse interviewet nogle af de mest engagerede aktivister i anti-gender–bevægelsen.

”Autoritarisme og nationalisme er de to værdier, der mest tydeligt binder den her gruppe mennesker sammen,” siger hun.

”Under vores interviews fortæller de, at de foretrækker en stærk leder, og at dét er vigtigere for dem end et liberalt demokratisk system.”

Saparis undersøgelse viste også, at mange af mændene havde ”nostalgiske følelser” associeret med ”hårde patriarkalske værdier.”

En kønsanalyse foretaget for det danske udenrigsministerium i 2021 fandt, at der i anti-gender-bevægelsen i Georgien er en udbredt opfattelse af, at modstand mod feminisme er nødvendigt for at ”beskytte nationen” mod moralsk forfald.

Traditionelle patriarkalske værdier anses som fundamentale for selve nationens overlevelse, hvilket kan lyde som et næsten spottende ekko af Baia Pataraias egne bange anelser for demokratiets tilstand.

Tilbagegang for global frihed

Denne tilbøjelighed til det autoritære er naturligvis ikke ukendt uden for Georgien.

Ifølge organisationen Freedom House, der monitorerer demokratiets helbred på tværs af planeten, er det nu 18. år i træk, at den globale frihed er i tilbagegang:

”Rundt omkring i verden accelerer fjenderne af liberalt demokrati deres angreb,” skriver Freedom House i sin 2024-rapport.

V-Dem Institute på Göteborg Universitet ser samme udtalte tendens. Instituttet analyserer mængder af data som grundlag for at måle verdens demokratiske temperatur. I den seneste rapport hedder det, at man skal tilbage til 1985 for at finde det samme lave niveau af demokrati, som den gennemsnitlige person på jordkloden kan forvente sig i 2024. For 15. år i træk lever flere mennesker under autokratiske styreformer end i demokratiske lande, lyder det fra V-Dem Institute.

Besat af køn og kvindekroppe

Nogle forskere peger på, at nogle autoritative kræfter så at sige er besat af køn og seksualitet og fremfører, at familieværdier er vigtigst – og truet af rettighedsbevægelser.

Fra Georgien beskriver Baia Pataraia, hvordan nationalkonservative kræfter i landet fremstiller Europa som et moralsk fordærvet kontinent og EU som en slags bureaukratisk håndhæver af denne fordærvelse med tiltag som køns-mainstreaming.

Også for eksempel Human Rights Watch (HRW) ser denne tendens til fokus på køn – og at den bør tænde en advarselslampe på generelt plan. HRW skriver for eksempel, at man bør se kampen for LGBT+-rettigheder som en del af en bredere kamp mod autoritariske og nedbrydning af samfund med lige rettigheder for alle.

På samme måde ser organisationer, forskere og rettighedsforkæmpere de seneste års annullering af fri abort-lovgivning som ikke bare et tilbageslag for den enkelte kvinde men også for et demokrati. “Kampen for kvinderettigheder er en mod autoritarisme”, skriver for eksempel HRW.

Personligt og politisk

Den opfattelse deler Baia Pataraia fra Georgien. Og kampen er personlig for hende. Den første sag om vold mod kvinder, hun i sin tid arbejdede på, havde en ung kvinde som offer. Partneren havde banket hende bevidstløs, hvorefter han placerede hendes hoved i en døråbning og smækkede døren hårdt i igen og igen.

”Siden da har jeg ikke været i tvivl om, at jeg ville kæmpe for kvinders rettigheder,” fortæller hun. ”Det personlige er politisk og politik er personligt.”

Kampen for kvinders og minoriteters rettigheder, siger hun, har indflydelse på alle menneskers liv:

”Alle er involveret i politik. Selv hvis du vælger ikke at involvere dig, er du involveret. Hvis du forsøger at undgå at tage stilling, så vil andre tage stilling for dig. Og det, de bestemmer sig for, vil komme til at determinere dit liv.”

Mange manderoller

Af samme grund er de, der vil kæmpe for demokrati og universelle rettigheder ifølge Baia Pataraia nødt til at adressere de underliggende årsager til vold og ulighed. Og løsningen er ret simpel, mener hun: ”Vi er nødt til at arbejde med mænd.”

Hun peger på internetfænomenet Andrew Tate og på psykolog Jordan Peterson, der med varierende grader af radikalitet og misogyni, men begge med overvældende popularitet, taler til unge mænd og siger, at de giver dem værktøjer til at begå sig i en postmoderne verden og udfylde deres roller som mænd.

”De mænd, som går på gaden og demonstrerer mod LGBT-rettigheder og kvinders rettigheder – de fortæller til fortæller vores researchere, at de mangler fællesskab, savner tilhørsforhold og savner klarhed over, hvilken rolle de skal spille i et samfund, som de oplever, ikke bekymrer sig om dem,” siger Baia Pataraia.

De radikale internetfænomener giver gerne bud på manderoller, og de har som regel at gøre med styrke og autoritet at gøre. Baia Pataraia mener, at der er brug for alternativer til de roller.

”Jeg gør mit ypperste for, at min søn kan vokse op og vise sine følelser, at han tør være sårbar, at han ikke konstant skal føle, han skal være den bedste til alt, han foretager sig.”

”Som aktivist handler det om at kunne forestille sig en ny verden. Vi er nødt til at tro på, at den verden, vi ønsker os, kan blive skabt. Vi kan ikke bare gå efter at lave småændringer i den måde, samfundet allerede eksisterer på; vi gentænker hele vores forestilling om samfundet, og så er det vores opgave at få det til at ske. Intet er umuligt. Vores opgave er at gøre det umulige muligt,” siger Baia Pataraia.