I de seneste år er anti-gender-bevægelsen vokset frem som en af de mest markante trusler mod kvinders og LGBT+-personers rettigheder i Europa og resten af verden.

Bevægelsen, der har rødder i konservative, religiøse og nationalistiske miljøer, har vundet terræn på tværs af grænser – og Danmark er ingen undtagelse. Den ses ikke blot som en fortsættelse af velkendt antifeminisme, men også som et nyt fænomen, der søger at etablere en nationalistisk, neokonservativ respons på sociale forandringer.

Forskere beretter samtidig om en bekymrende stigning i politiske og sociale kræfter, der forsøger at begrænse rettigheder, som mange troede var sikrede.

Mod fri abort og undervisning i køn

Det sker for eksempel med retorik om at rulle abortrettigheder tilbage, at kalde det landsforrædderi at vælge ikke at få børn, som medlemmer af Konservativ Ungdom gjorde tidligere i år, eller modstand mod undervisning i kønsmangfoldighed i skolerne. Begge for at påvirke både det politiske landskab og den offentlige debat.

I en dansk sammenhæng var et af de første offentlige tiltag protesten mod et dragshow for børn på Frederiksberg Bibliotek i 2023. En kvinde gik forrest i protesten og fortalte, at hun ikke kunne holde ud at tænke på, at hendes egne børn skulle opleve et dragshow.

Men anti-gender er mere kompliceret og større end en mors holdning.

Anti-genders begyndelse: Katolikker mod fremskridt

Anti-gender-bevægelsen opstod som en reaktion på de fremskridt, der blev gjort for kvinders og LGBT+-personers rettigheder i 1990’erne, herunder ved den skelsættende World Conference of Women afholdt i Beijing i 1995. FN-konferencen gjorde ligestilling og kvinders rettigheder til et globalt princip.

Det var ikke populært i alle hjørner af verden.

Anti-gender-bevægelsen sås først i især katolske, men også mere generelt konservative grupper i Europa, og udviklede sig hurtigt til en international bevægelse.

Mod ’kønsidologi’ og for ’naturlig orden’

Begrebet ’kønsideologi’ (gender ideology, red.) er centralt for bevægelsen. Det dækker over tanker og idéer, der ses som faretruende.

Det kan være feminisme, fremme af seksuelle minoriteters rettigheder og undervisning i kønsstudier på skoler og universiteter.

En af de afgørende aktører i bevægelsen er Vatikanet, der ikke kun kalder til kulturkamp. Her handler det også om at bevare traditionelle patriarkalske strukturer og forsvare det, bevægelsen opfatter som ’den naturlige orden’.

Koordineret reaktion og opfindelse af en fælles fjende

Anti-gender-bevægelsen opstod som en koordineret reaktion fra religiøse og højreorienterede grupper, der var fast besluttet på at stoppe, hvad de betragtede som en international trussel mod traditionelle kønsroller og familiemønstre.

Det beskrives udførligt i bogen Anti-Gender Campaigns in Europe: Mobilizing against Equality fra 2017. Den viser også, hvordan anti-gender-retorikken blev brugt til at skabe en fælles fjende, som kunne mobilisere forskellige bevægelser på tværs af nationale grænser. Det blev set som særligt vigtigt i Europa, hvor disse kampagner formåede at slå rødder i lande som Polen og Ungarn, og senere spredte sig til Vest- og Nordeuropa. Anti-gender-kampagnerne blev en måde at forbinde det politiske højre og religiøse konservative.

Siden begyndelsen af 2010’erne har anti-gender-bevægelsen bredt sig på tværs af kloden blandt organisationer, politikere og aktivister, der alle deler en modstand mod moderne kønsopfattelser og LGBT+-rettigheder. I en række lande har regeringer brugt anti-gender-retorik som et politisk redskab til at begrænse grundlæggende rettigheder, herunder adgang til abort, juridisk anerkendelse af kønsskifte og seksualundervisning skoler.

Indflydelsen fra især den katolske kirke er stadig tydelig. Den tidligere pave Francis har beskrevet ’kønsideologi’ og transkønnede mennesker som sammenlignelige med atomvåben, idet begge rummer potentialet til at ødelægge grundlaget for liv og underminerer den naturlige orden.

Forbundet med autoritarisme

Anti-gender-bevægelsen har et tæt forhold til autoritære tendenser. Regeringer, der ønsker at cementere og centralisere magt, bruger nu gerne anti-gender-retorik til at appellere til vælgere, der føler sig truet af globalisering og kulturelle forandringer og til at skabe en ydre fjende, som kan retfærdiggøre indskrænkninger af grundlæggende borgerrettigheder.

Polen og Ungarn fremhæves ofte og med rette som eksempler på denne udvikling i Europa. I begge lande, samt i lande som Serbien, har regeringer brugt anti-gender-retorik til at undergrave kvinders reproduktive rettigheder og LGBT+-personers juridiske ligestilling. Ungarns premierminister, Viktor Orbán, har blokeret for lovgivning, der beskytter transkønnede personers rettigheder, under påskud af at beskytte “familieværdier”. Den term – familieværdier – går igen.

Stærke mænd for familieværdier

Også uden for EU vinder bevægelsen frem, næsten altid drevet af såkaldte strongmen, altså mandlige politikere med ambitioner om absolut magt.

I USA har Donald Trump gjort anti-gender til en central del af sin politiske platform. Det samme har Vladimir Putin i Rusland og præsident Recep Erdoğan i Tyrkiet. Og Jair Bolsonaro gjordet det som præsident i Brasilien. De appellerer til frygt for samfundsændringer og fremstiller ’traditionelle værdier’ som simple løsningen på komplekse udfordringer.

I netop disse dage ses det samme ske i Georgien. Der arbejder KVINFO sammen med en række organisationer engageret i arbejdet med kvinders rettigheder, hvilket ufravigeligt bringer dem i konflikt med stærke højrenationale, anti-gender-kræfter.

En af disse organisationer, Sapari, arbejder mod kønsbaseret vold og overvåger den højrenationale bevægelse i landet. Organisationen er ledet af Baia Pataraia, der selv har undersøgt højreekstreme grupperinger. Hun fortæller:

”Autoritarisme og nationalisme er de to værdier, der mest tydeligt binder den her gruppe mennesker sammen. De fortæller, at de foretrækker en stærk leder og at det er vigtigere for dem end et liberalt demokratisk system.”

Hårde patriarkalske værdier

Saparis undersøgelser i Georgien viser også, at mange af de involverede mænd giver udtryk for ”nostalgiske følelser” associeret med ”hårde patriarkalske værdier”.

Pataraia konkluderer:

”De, der kæmper mod ligestilling mellem kønnene, kæmper mod lighed helt generelt. De mener grundlæggende, at samfundet skal være hierarkisk. Mænd på toppen af pyramiden.”

Det danske udenrigsministerium bekræfter Pataraias konklusion. I en analyse fra 2021 finder ministeriet, at der i anti-gender-bevægelsen i Georgien er en udbredt opfattelse af, at modstand mod feminisme er nødvendigt for at ”beskytte nationen” mod moralsk korrosion. Traditionelle patriarkalske værdier anses som fundamentale for selve nationens overlevelse.

International tendens mod demokrati og rettigheder

På universitetet i Göteborg indhenter og behandler V-Dem Institute enorme mængder af data for at kunne tage temperaturen på demokratiet i verdens lande.

Instituttet advarer nu mod udbredt autokratisering og skriver i den seneste rapport, at man skal tilbage til 1985 for at finde det samme lave niveau af demokrati, som den gennemsnitlige person på jordkloden kan forvente sig i 2024. For 15. år i træk lever flere mennesker under autokratiske styreformer end i demokratiske lande.

Denne tendens og anti-gender-bevægelsen påvirker hinanden. Det ses for eksempel i Ungarn, hvor præsident Orban ved sin valgsejr i 2018 bedyrede, at han har ”udskiftet et skibsvrag af et liberalt demokrati med et kristent demokrati af det 21. århundrede.” Orban sagde også, at dette særlige ”kristne demokrati” er baseret på den traditionelle familieopfattelse, hvor én mand og én kvinde udgør en hellig enhed.

Ifølge Amnesty International hviler også Tyrkiets skred mod øget autokrati på en kamp for såkaldte traditionelle familieværdier, hvilket blandt andet har ledt regeringen til, som det første land nogensinde i Europa, at trække sig fra Istanbulkonventionen, der forpligter alle lande til at bekæmpe vold mod kvinder.

Besat af køn

Højrepopulistiske bevægelser på tværs af Europa har en ”besættelse af køn og seksualitet.” Sådan lyder der fra den østrigske politolog Birte Sauer, der har skrevet bogen Right-Wing Populism and Gender, European Perspectives and Beyond.

Ifølge Sauer er politikere på den yderste højrefløj fortalere for en heteronormativ familiestruktur som en model for bredere samfundsorden, mens de angriber seksuelle og reproduktive rettigheder, seksualundervisning i skolerne og idéen om, at en familie kan bestå af to voksne af samme køn.

Ofte, skriver Sauer, er anti-gender-argumenterne en del af en større fortælling om den brede, ’almindelige’ befolknings kamp mod arrogante, virkelighedsfjerne storbyeliter.

Minoritetsrettigheder er alles rettigheder

Menneskerettighedsorganisationer som Human Rights Watch ser samme tendens. Organisationen sætter den negative besættelse af køn og seksualitet i et større perspektiv.

Når anti-gender-grupper angriber minoriteters rettigheder, som det sker i faretruende udstrækning over for LGBT+-personer, så skal det ses som en et angreb på alle menneskers rettigheder, fordi der er tale om bevægelser, der nedbryder samfund med lige rettigheder for alle.

Fra Guatemala over USA til Ungarn, skriver Human Rights Watch, arbejder reaktionære kræfter for at forbyde portrætteringen af LGBT+-mennesker og -familier, hvilket organisationen altså ser som en del af den større kamp mod det liberale demokratis grundpræmisser.

Demokratisk trussel

I det lys fremstår anti-gender-bevægelsen ikke blot som en trussel fokuseret på køn og seksualitet, men også mod demokratiets fremtid.

Når rettigheder for kvinder, transkønnede og seksuelle minoriteter indskrænkes eller forsøges indskrænket, er det ofte et varsel om, at andre borgerrettigheder og vil blive det.

Ligesom når regeringer fortæller kvinder, hvor de må gå, hvem de kan eller skal gå med, hvad de skal have på, og hvorvidt de må være gravide eller ej, fremhæver Human Rights Watch.