Børns trivsel har ikke altid været en prioriteret dagsorden – for nu at udtrykke det mildt. 

Indtil renæssancen og oplysningstiden blev børn nærmest betragtet som ufuldkommene voksne, der skulle afrettes. 

Kig for eksempel på malerier fra middelalderen: Børn optræder som miniaturevoksne. Det afspejlede sig dengang i børnenes daglige liv med hårdt arbejde og mangel på pleje og kærlighed fra dem, man i dag ville betegne som børnenes primære omsorgspersoner. 

Børn skal ledes 

I oplysningstiden filosoferede Jean-Jacques Rousseau over naturen i barnet – som noget godt, der burde udfoldes og bidrage til civilisationen. Børn skulle ledes, og de skulle ledes forskelligt ud fra deres køn.  

Fælles for begge køn var dog fokus på leg. Barndommen blev efterhånden set som noget, der skulle gennemleves på børnenes præmisser før voksentilværelsen. 

Omsorg bliver introduceret 

I 1900-tallet skete der en nyt opbrud i synet på børn. Den svenske lærer og forfatter Ellen Key beskrev det øgede fokus på pædagogik og indlæringsprincipper, som byggede på børns interesser og forståelse – i stedet for som førhen, hvor det blot handlede om at banke (også bogstaveligt forstået) fornuft og lærdom ind i børn. 

Også forældre – i første omgang fortrinsvist mødre – begyndte at vægte omsorg for barnet højere end hidtil. 

Tidligere museumsleder for Kvindemuseet (Nu KØN) Merete Ipsen har i artiklen Barndommens Historie fortalt som pigernes og drengenes historie beskrevet, hvordan den omsorgsbaserede barndom er udviklet i forlængelse af hjemmets arbejdsfordeling mellem kvinder og mænd.   

Tidlig oplæring i køn 

Under industrialiseringen i de voksende byer havde moren det primære ansvar for at drage omsorg for børnene, mens faren havde status som forsørger. 

Pigerne blev gennem opvæksten forberedt på deres modergerning, ved at tage ansvar for yngre søskende. Drengene blev sat til at ordne ærinder og andre opgaver uden for hjemmet. 

De mest privilegerede hjem havde tjenestefolk til at passe børn og holde hus. Her fik piger dukker til at øve deres moderlige kompetencer, mens drenge fik tinsoldater og kæpheste til at forberede sig på krig og påtage sig ansvar for landet.