Da jeg var ung i USA og opdagede feminisme, kæmpede vi mod idéen om at biologien er bestemmende for, hvordan mænd og kvinder bør leve. Vi kæmpede for retten til selv at bestemme over vores egen krop. Vi kæmpede for lige løn og lige rettigheder, for lighed i parforholdet, på arbejdsmarkedet, i videnskab med bl.a. anerkendelse af kvindesygdomme. Der har været fremskridt, men vi stadig ikke er i mål endnu.
En omvendt virkelighed
Men i dag er vi trådt ind i en omvendt ’virkelighed’ – som i Alice i Eventyrland. Nu hører vi alle vegne – især blandt højrefløj i USA men også hos højrefløjen i Europa, at kvinders rettigheder skader mænd. De siger, at feminisme, og ’woke’ er hovedårsag til samfundets problemer. Højrefløjspolitikere og podcasters og YouTubers postulerer, at vi skal tilbage til 1950ernes ideologi, hvor biologi er ens skæbne. Hvor moderskabet og alt liv er helligt, og går forud for kvindens ret til et frit valg. De argumenterer for, at kvinder skal tilbage til vores ”naturlig plads” som husmødre. Kvinder skal adlyde deres mænd, og de skal føde flere børn.
I USA har Donald Trump underskrevet flere dekreter mod ’Gender, Diversity and Inclusion’. Herunder, at alle der vil handle med USA skal gøre det samme. Der er allerede virksomheder, der har været skræmmende hurtige til at bøje sig for de amerikanske krav. Trump og hans administration har sat gang i en veritabel kamp mod kvinders ligestilling og rettigheder. Mens Elon Musk stod i spidsen for Trumps nyopfundne DOGE – Department of Government Efficiency – lukkede han for USAid. På globalt plan har man regnet, at i løbet af tre måneder efter lukning af programmerne kommer 11.7 millioner kvinder og piger til at miste adgang til lægehjælp; 4.2 millioner kvinder til at opleve uønskede graviditeter, flere end 8000 kvinder til at dø i forbindelse med barsel. 1 million børn har ikke fået behandling for underernæring. 200.000 børn er allerede døde og det høje tal kommer til at fortsætte de kommende år. Bill Gates har beskrevet Musk som ’verdenens rigeste mand, der dræber verdenens fattigste babyer.’
Ikke kun politikere
I har sikkert også hørt om USA’s Højesteret, der har omvæltet Roe v. Wade, som havde sikrede kvinders ret til abort siden 1973. Vi har også hørt USA’s vicepræsident J.D. Vance håner demokraterne for at være styret af ‘childless cat ladies’ – barnløse kattedamer som Kamela Harris – og erklærer: ” I want more babies in the United States of America”. Han har kritiseret fokus på karriere og har talt for at ændre den kulturelle fortælling om ægteskabet.
Men det er ikke kun politikere, der går til angreb på ligestilling og kvinders rettigheder. ’Manospheren’ giver kvinder skylden for, at mænd har det svært og opfordrer mænd til at følge en ideal af aggressiv maskulinitet. Men manospheren har fået en feminin tvilling i form af ’womanospheren,’ som idealiserer ”tradwives” traditionelle kvinder, der idealiserer kvinderollen fra 1950erne, hvor kvinder gik hjemme for at tage sig af børn, hjem og mand. YouTube tradwives påstår, at unge kvinder vågner nu op fra de løgne, som generationer af feminister har fortalt dem. I sted for at kæmpe for bedre vilkår såsom længere barsel og bedre adgang til vuggestuer og børnehaver, fokuserer tradwives på at være tynd, heteroseksuel, frugtbar og at være genstand for mandens begær.
Hvordan er vi havnet her?
Vi er altså gået fra en kritik af kønspolarisering i 1990’erne til en amerikansk administration og en europæisk højrefløj, der forsøg at genetablere kønspolariseringen fra 1950’erne med dens patriarkalske idéer om køn, kønsroller, biologi og pligt. Køn bliver suget ind i større politisk polarisering i samfund, hvor køn bliver brugt som våben. Der er faktisk ikke noget nyt i, at kønsnormer bliver brugt for magthavers dagsordner. Det så vi i Nazi Tyskland, da Hitler gav en særlig ære til etniske tyske kvinder, som fødte mindst fire børn og gerne flere end otte. I kender efterhånden alle kampagnen fra USA under 2. verdenskrig, hvor regeringen brugte Rosie the Riveter (kendt nu fra ’Yes we can’ kampagne) til at overbevise kvinder at overtage mændenes fabriksarbejde mens mændene var i krig. Men så snart soldaterne vendt hjem fra krigen, gik der en ny kampagne i gang for at få kvinderne tilbage til at arbejde i hjemmet.
I dag bliver køn våbeniseret i en slags ’proxy’ krig – en stedfortræderkrig. Men i stedet for at gribe fat på de underliggende problemer, bruger politikere i USA, Ungarn, Polen, m.fl. køn som tråden, der kan binde de andre problemer op. For ved at opfordre mænd til at være aggressiv og kvinder til at underlægge sig mænd, flytter man fokus væk fra de store økonomiske problemer, som bunder i dårlige arbejdsvilkår, lave lønninger, begrænset adgang til sundhedsydelser og sociale ydelser, øget arbejdspres og jobusikkerhed, eller i det hele taget det at være en del af the ’working poor’.
Når mænd føler sig dominerende, kan det kompensere for andre form for usikkerhed og angst, som fx den race-angst mange hvide amerikanere har, og som bunder i mange års undertrykkelse af sorte, oprindelige folk og folk med latinamerikansk baggrund – og dermed frygten for at de skal gøre op med den uret, de har været udsat for gennem generationer. Den nuværende demografiske udvikling tyder på, at de hvide i USA bliver en mindretalsgruppe i 2045. Det ønske som den amerikanske vicepræsident J.D. Vance har udtrykt om flere babyer i USA, skal derfor forstås som et ønske om flere hvide babyer.
Ensomheds-epidemien
Når man taler om mænds hvide herredomme kan det lette oplevelsen af ensomhed, som har ramt mange som en epidemi i de her år. Ensomhed har været i fokus siden starten af 2000’erne, da Harvard professor Robert Putnam pegede på de svækkede sociale bånd i USA, hvor man har oplevet et fald i deltagelsen i lokale foreninger, sport, og frivillige organisationer.
Ensomhed er vokset i takt med de sociale mediers sejrsgang og i takt med at folk nu i stigende grad har deres relationer i en virtuel verden. Denne tendens blev forstærket af covid-19 pandemien.
Den tysk amerikanske filosof og politolog Hannah Arendt, som var jødisk flygtning fra Tyskland under 2.verdenskrig og et af de 20.århundredes største kvindelige tænker, pegede allerede i sin analyse af totalitarisme i 1951 på ensomhed som grobund for totalitarisme, fordi man oplever sig selv som overflødig og uden tilhørsforhold. Hvis man ikke kan stole på nogen, kan man kun stole på en stærk hvid mand med ubegrænset magt som leder.
I dag er vi igen vidne til, at usikkerhed og ensomhed bliver forvandlet til had. Der er enormt kræft i at hade andre. Negativitet er meget nyttig for at skabe polariserede identiteter.
Det er også derfor, at vi ser, at det er lykkedes højre ekstremistiske politikere at udnytte befolkningens følelse af usikkerheden til at skabe frygt for indvandre, had til deres politiske modstandere og til videnskab som vi ser det i krigen mod universiteter, f.eks. Harvard. Men også til at vise grusomhed over for de meste udsatte, såsom asylansøgere, ulovlige indvandrer, transpersoner, eller palæstinenser.
Identitetspolitik
Trump spiller i sin retorik på identitetspolitikken. Ikke identitetspolitik såsom Black Lives Matter eller #MeToo – men en identitetspolitik som forguder hvide, kristne mænd, som tror på deres egne overlegenhed som et naturgivet ret.
Det er også derfor, at der er kommet stigende kønsforskelle, i hvordan mænd og kvinder stemmer – det vi kender som ’the gender gap’. Vi ser i stigende grad, at unge kvinder stemmer til venstre og mænd stemmer til højre. Kvinder i dag, der er mellem 18-29-årige er nok den meste progressive generation nogensinde. Samtidig er unge mænd blevet mere konservative. De har en meget mere negativt syn på feminisme end mænd over 55 år har. Og det er en global tendens.
Ved sidste præsidentvalg i USA stemte 67% af unge Gen Z hvide mænd og især dem uden en videregående uddannelse på Trump. I Tyskland i 2024, havde 26% af mændene en positiv holdning over for Alternative für Deutschland, mod 11% af kvinder. I Storbritannien er der 25 points forskel mellem hvordan unge mænd og kvinder stemmer. I Polen under den første valgrunde i maj måned støttede næsten halvdelen af Gen Z mænd det yderste højre parti. I Sydkoreas valg i 2022 stemte 59% Gen Z mænd konservativt mod 24% kvinder. Og i vores naboland Norge, mener en fjerdedel af teenagedrenge, at kønsligestilling er gået for langt. Det er ikke kun et spørgsmål om, hvordan mænd og kvinder stemmer, men snarere, hvilke kønsideologier de stemmer efter. Er man for ligestilling mellem kønnene, stemmer de unge til venstre; er man imod, stemmer de til højre.
Ønske om forandring
De unge ønsker forandring. Spørgsmålet er: hvilken forandring? Er det forandring som peger i en emancipatorisk retning – som med Obamas kald for ’håb’? Eller er det en forandring, der peger i en patriarkalsk retning – som Trumps kald på frygt og had?
Med denne ekstreme polarisering og i denne omvendt verden bag spejlet bliver kønsideologi brugt til at påvirke både folks syn på demokrati: er det vigtigt at bevare demokratiske processer og institutioner med lighed og rettigheder? Eller er det vigtigt at have en stærk almægtig leder? Det påvirker også folks private live. De unge har sværere og sværere med at finde sammen privat og dermed bliver de mere og mere isoleret fra hinanden og fra en fælles samtale. Denne øgede politisk polarisering kombinerede med ensomhed er intet mindre end en bombe under demokrati.
Jeg håber, at vi i Danmark vil være mere på vagt over for disse tendenser, at vi straffer politikere, som vælger en hadefuld og polariserende ideologi, at vi begynder at lukke ned for sociale medies algoritmer, som bidrager til kønspolarisering og social isolation, at vi finder sammen på tværs af politiske holdninger med konkrete løsninger på vores grundlæggende problemer, og at vi i fællesskab arbejder for positive maskuliniteter for de unge.
Ellers er vi på røven.
IT’S FUCKING SCARY!
Tak for opmærksomhed.
Robin May Schott er Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. Hun er filosof og arbejder inden for emnerne kønsstudier, etik og politisk teori. Talen blev holdt den 13.juni 2025 til KVINFOs Folkefeministiske Fredagsbar i Politikens telt på Folkemødet på Bornholm.