VELKOMMEN TIL webmagasinet KØNFORMATION. HER FINDER DU debatter, tanker, INTERVIEWS OG ANALYSER, OM KØN OG LIGESTILLING.

Demokratiet svækkes når forfatningen revideres i Egypten

EGYP~N(U

I Egypten vil regeringen indføre kvindekvoter til parlamentet. Men kvindekvoterne opvejer langt fra de demokratiske rettigheder, der for tiden bliver fjernet af regeringen, udtaler den egyptiske kvinderettighedsorganisation Nazra for Feminist Studies. Netop nu haste behandles en forfatningsændring, der skal tillade præsident Abdel Fatah al-Sisi at sidde på posten til 2034 uden nyvalg

Efter revolutionen under det Arabiske Forår 2011 fik Egypten ny forfatning i 2014. Forfatningen gav håb om demokrati, kønsligestilling og stærkere menneskerettigheder.

De forhåbninger er for længst bristet i et samfund, hvor præsident Abdel Fatah al-Sisi bakket op af militæret skridt for skridt har styrket sin magtposition. Han kritiseres i stærke vendinger for at kvæle det frie civilsamfund, de frie medier, den politiske opposition og kvinders rettigheder. Det ses blandt andet ved, at kritiske personer arresteres eller ”forsvinder”. Derudover bliver nyhedsmedier og websites, som ikke er regeringstro, blokeret.

NAZRA OG MOZN HASSAN

  • Mozn Hassan er grundlægger og leder af Nazra for Feminist Studies og en af Egyptens stærke stemmer for menneskerettigheder.
  • Hendes højprofilerede kamp for kvinders rettigheder har gjort hende kendt og bemærket både i Egypten og internationalt. Hun har blandt andet modtaget Global Fund for Women’s menneskerettighedspris i 2014. I 2016 belønnedes hun med det så kaldte alternative Nobelpris, Right Livelihood Awards.
  • Men kampen har også kostet. Mozn Hassan og Nazra for feminist studies blev i 2016 anklaget for at ulovligt modtage international projektstøtte, som en del af den så kaldte Foreign Funding Case 173, og hun risikerer livstids fængsel.
  • I 2017 blev både Nazras og Mozn Hassans bankkonti spærret og Mozn har rejseforbud og kan ikke forlade Egypten.

KVINDEKVOTER DÆKKER OVER MAGTINDSKRÆNKELSE

I dag, fem år senere, står regimet klar med en forfatningsændring. Den vil faktisk indføre en kvoteordning, så 25 procent af sæderne i parlamentet reserveres til kvinder. Men den udmelding dækker i virkeligheden over en indskrænkelse af civilsamfundet, siger kvinderettighedsorganisationen Nazra for feminist studies, KVINFOs tidligere samarbejdspartner, i Egypten. Blandt andet vil forfatningsændringen også give mere magt til Sisi, da den også muliggør, at han kan blive siddende til 2034 uden nyvalg.

Udviklingen har fået Nazra til at udsende et såkaldt ”position paper” – en skriftlig udtalelse, hvor de tilkendegiver deres holdning til udviklingen. Det gør de velvidende, at det er forbundet med stor fare at lufte oppositionelle politiske holdninger i Egypten:

“Vi tror på betydningen af politikker med positiv særbehandling til fordel for kvinder, uanset kvindernes ideologi og baggrund. Men vi mener også, at det at fremme yderligere politisk repræsentation af kvinder i forbindelse med de foreslåede forfatningsmæssige ændringer kan dræbe al politisk deltagelse og styrke et ikke-demokratisk regime, hvilket ikke styrker kvinders rettigheder og muligheder,” skriver de.

ÉN AF MANGE EKSEMPLER

Netop nu hastes ændringerne gennem parlamentet og er til folkeafstemning. Ifølge observatører og aktivister i Egypten er resultatet givet på forhånd: Sisi bliver siddende – nu endnu længere.

I deres position paper gennemgår Nazra også, hvordan denne forfatningsændring blot er en ud af mange, der de seneste år ikke har indfriet løfter om øget ligestilling og rettigheder for kvinder. Sådanne ændringer var ellers skrevet ind i forfatningen fra 2014.

For eksempel er en anti-diskriminerings kommission aldrig blevet grundlagt. Og visse embeder som for eksempel statsrådet, State Council, og den offentlige anklagemyndighed, Public Prosecution Office, er stadig helt lukkede for kvinder. Derudover har Egypten endnu ikke fået en lov om vold mod kvinder, og de planlagte lokalvalg med 25 procents kvoter for kvinder er blevet udskudt gang på gang.

Accepter venligst marketingcookies for at se dette indhold.

I videoen ovenfor fortæller Mozn Hassan, stifter af Nazra, om organisationens arbejde med at kæmpe for kvinders rettigheder i Egypten.

Nazra for feminist studies er en af Egyptens mest markante og kvinde- og menneskerettighedsorganisationer. Gennem årene har KVINFO samarbejdet med Nazra for at styrke kvinders deltagelse i politik på forskellige niveauer i det egyptiske samfund. På trods af at regimet prøver at lukke munden på organisationen, gennem anklager om at modtage ulovlig finansiel støtte fra udlandet og ved at lukke deres bankkonti, arbejder Nazra ufortrødent for at fremme menneskerettigheder i Egypten.