En Fredsven.
Den 20de August 1888 døde Englands Fører og Veteran i Fredssagen, Henry Richard, 76 Aar gammel, Medlem af Parlamentet, og under Titlen "En god Soldat" staar i disse Dage hans Liv omtalt, men i højere Betydning siger Englænderne; hans krigerske Natur har ført ham i en vedholdende Kamp for Retfærdighed og Frihed. Imod Vold og Uret stred han paa en rolig, energisk Maade og med en Dygtighed, som frembragte forunderlige Resultater i den offenlige Mening paa alle Nationer i Evropa.
Endskønt Fredssagen allerede havde været fremme siden 1815 baade i Amerika og i England, saa er det dog først i 1873, da Henry Richard holdt sin gribende Tale i Parlamentet, at man kan sige, at den blev rodfæstet i Folks Bevidsthed. Han faar nemlig ikke alene Statsmænd og klare Hoveder med i sin Opfattelse, men han faar hele det brede Lag af Folket til at optage denne Sag.
Thi hvor utallige end de Underskrifter var, der vandtes til Adressen i Underhuset, var det dog intet imod den dybe Følelse, der greb Folket for Fredssagen.
Ingen i Parlamentet forblev urørt ved hans strænge, alvorlige Bodsprædiken, hvori han blandt andet siger: Alle Regeringer i Evropa øder den største Del af deres Indtægter paa deres Krigsførelse, medens Masser af deres Undersaatter synke ned i Fattigdom, Uvidenhed og Fornedrelse. Folket beder om Brød, og Regeringen byder det Kugler og Krudt; Folket beder om en bedre Opdragelse, og der gives det Rekrutskoler; det beder om bedre Boliger, hvori det kan leve et hyggeligt Familieliv, og det bydes Barakker og Fæstninger.
Et Folks Ære bestaar ikke i at føre blodige Krige, men i, at det er et Hjemsted for Frihed, at det ved sit Exempel kan blive i Stand til at lære Nationer, hvorledes Orden og Frihed kan forenes i det politiske Liv.
England var den første Nation til at drage Slavelænken af Negerne og give dem deres Frihed som Mennesker, men endnu større Ære vil det være for det, om det bliver det Land, der giver Stødet til den Fred, der hviler paa Retfærdighed.
Fra denne Tale i Parlamentet gennemtrængtes Folket af Fredstanken, og der dannedes store Kredse af Fredsvenner, som vilde arbejde for Forstaaelsen af en Voldgiftsdomstol nedsat i Evropa.
Til ingen anden Mand i Verden er Fredsvennerne i saa dyb en Gæld som til ham, til ham kunde de altid gaa, og hans kloge, venlige Raad var altid rede.
Gladstone siger om ham: Jeg har kendt ham i de sidste 20 Aar, og jeg har stadig betragtet ham som min Fører og Lærer. Jeg har lært meget af ham, som har beriget min Erfaring. Jeg har set ham i Parlamentet som Talsmand for en bestemt Mening, bestemt og afgjort i sine Meninger, altid havde han Mod til at holde fast paa sine Principer, hvor faa han end havde med sig, samtidig med at han viste den største Hensynsfuldhed og Blidhed over for sine Modstandere.
Det var en almindelig Mening, at ingen i Parlamentet var mere virkelig afholdt end han.
Udvalget for den internationale Voldgifts- og Fredsforening vedtog ved hans Død følgende Beslutning:
Henry Richards Død.
Det vedtoges, at Udvalget paa "Den internationale Voldgifts- og Fredsforenings" Vegne skal udtrykke, hvor højt den skatter de udmærkede Tjenester, som afdøde Henry Richard, Medlem af Parlamentet, har ydet Fredssagen; og beklage det Tab, som Verden har lidt ved hans Død; og tilkendegive dens Ihukommelse af det trofaste og udmærkede Arbejde, han har ydet baade i og uden for Parlamentet, hvorved han, saavel i som uden for England, har udvidet og styrket den offentlige Mening til Gunst for Grundsætningen om Voldgift i internationale Stridigheder, hvilket man antager til sidst maa faa Overhaand, og dens Overbevisning om, at Henry Richards Navn stedse vil erindres med Kærlighed og. Taknemlighed som en af de store Vejbrydere for den Grundsætning og ogsaa som en af Lederne for en almindelig vedvarende Fred, og udtrykke for hans Familie, for Fredsselskabet ("Peace Society"), for hvilket han i saa mange Aar var Sekretær, og for alle beslægtede Foreninger Medlemmernes Beundring for hans Liv og Karakter, og deres Sympathi med alle, som af private eller offentlige Grunde begræde Tabet af ham - og beslutter, at Meddelelser sendes til lignende Selskaber i Evropa og Amerika, for at erfare, om de vil bifalde et Forslag om at danne en Minde-Fond til Ære for den afdøde, hvilken skal anvendes til Gavn for den store Sag, som forener denne og alle beslægtede Foreninger.
