Nellie Bly.
Er der noget, der sætter Liv i Kvindebevægelsen, da er det de kvindelige Personligheder, som ved deres Stordaad aabenbarer en ny Side af Kvindekønnets eminente Villiestyrke.
Amerikanerinden Nellie Bly er en af disse Kvinder; thi om det end ikke synes en Stordaad at rejse Jorden om i 72 Dage, saa har dog en saadan Rejse en ikke ringe Betydning til Belysning af Kulturlivets Fremskridt. Og enhver, der kender lidt til Rejselivets Besværligheder, maa indrømme, at der til en Rejse snart gennem varme, snart gennem kolde Lande, snart over Land, snart over Vand, kræves en umaadelig Overvindelse og Energi.
Nellie Bly: „Min Rejse omkring Jorden i 72 Dage” er en lille Pjece, som er udkommen paa Andr. Schous Forlag; den omtaler baade hendes Person og alle Rejseindtrykkene i de 72 Dage, hendes Bekendtskaber og hendes Samtaler med de forskellige Storheder, hun midt i Rejsens Hastværk dog gav sig Tid til at hilse paa. Med sin lille Kuffert i Haanden og iført sit tarvelige Rejsetoilette aflagde hun Visiter baade hos evropæiske og andre Verdensdeles berømte Mænd og Kvinder.
Nellie Bly, hvis rette Navn er Elisabeth Cochrane, er 24 Aar gammel. Førend hun var 10 Aar gammel døde hendes Fader. Han ejede flere Møller og store Landstrækninger. Han havde selv ledet hendes Undervisning, og hun havde efter ham arvet en levende Trang til Studering.
Hun kom 12 Aar gammel paa en Højskole i Pensylvanien, men maatte 4 Aar efter forlade denne paa Grund af en Hjertesygdom, da Lægerne mente, at en Fortsættelse af hendes Studeringer vilde koste hende Livet.
Hun elskede sine Studier, men vilde nødig dø, og forlod derfor sin Læsning. Lange Rideture og Bevægelse i den friske Luft viste sig snart at være heldbringende for hende, og hun vandt tillige den Ære at vise sig som den bedste Rytterske i Armstrong Courtz.
Hendes literære Smag var omfattende, og allerede som lille Pige skrev hun Eventyr og Kærlighedshistorier i dusinvis.
Nu som voksen læste hun flittigt Aviser. En Dag fik hun Øje paa en Artikel, „Hvad unge Piger duer til”. Hun skrev et Svar, hvori hun gav sin Fantasi frie Tøjler, og Redaktøren bad hende om at skrive en Artikel om „Unge Pigers Livsopgave”. Hun modtog straks Honorar og en indstændig Anmodning om at skrive mere. Hun skrev over Emnet „Skilsmisse”. Artiklen vakte megen Opmærksomhed og bidrog væsenlig til den kort Tid efter foretagne heldige Forandring i de pensylvanske Ægteskabslove.
Derefter skrev den unge Kvinde om de arbejdende Kvinders Kaar. Ledsaget af en Tegner gik hun omkring paa Fabriker og Værksteder og afmalede i Billeder og Tekst de arbejdende Kvinders Stilling. Hun forlod imidlertid Bladet „The Dispatch”, i hvilket hun hidtil havde skrevet, og tog til New York, hvor hun henvendte sig paa „The Worlds” Kontor for at bede om Ansættelse ved Bladet. Hun tilbød at ville rejse til Evropa og tilbage igen som Mellemdækspassager, for at kunne skrive til ”The World” om Emigranternes Stilling ombord. Redaktøren mente det dog heldigst, at hun først forsøgte sig hjemme.
Der cirkulerede netop paa den Tid uhyggelige Rygter i New York om Mishandling af Sindssyge i en derværende Sindssygeanstalt. Miss Bly fik den Ide personlig at undersøge Sagen. Hun betroede en Veninde, at hun vilde fremstille sig for Overlægen som sindssyg. Hun havde nøje indstuderet sin nye Rolle og blev optagen som Patient. Den unge Pige blev nu selv Genstand for en umenneskelig Behandling i dette Rædslernes Hjem; men Frugten af dette Forsøg var Offenliggørelsen af en omhyggelig udarbejdet Fremstilling af de i Anstalten bestaaende Forhold. Den glimrende og originale Maade, hvorpaa hun løste denne Opgave, skaffede hende straks fast Ansættelse ved ”The World”.
Alle disse Smaabegivenheder i hendes Liv blev kun Forløbere for hendes store Sejr: Jorden rundt i 72 Dage.
Hun har selv beskrevet sin Rejse, som er fuld af Begivenheder og stærke Indtryk.
Ingen bør negte sig den Fornøjelse at læse Bogen, den er i høj Grad interessant og koster kun en Ubetydelighed.