Otte Dages Skilsmisse.

Obersten anmodede om som en Naade at maatte gøre sin Ronde, før han bestemte sig. Han fik en halv Times Betænkningstid og han tog da en Tur omkring Murene og Voldene. Da mærker han, at Tyskerne har skudt Breche paa et Sted, og han skynder sig derhen.

Hvad finder han?

Inde i Hullet sad to Sønderjyder; indeklemte og sammenkrøbne, helt krumryggede, dækkede de Aabningen med deres egne Legemer, idet de ganske roligt nød deres Aftensmand. Det var lidt svært for dem at gøre Honnør. „Det skal nok blive bedre naar Murerne kommer”, sagde den ene leende, „vi venter paa dem”.

Obersten gik hurtig tilbage.

„Deres Majestæt”, sagde han, udnævn en anden til General. Saadanne Karle forlader man ikke”.

Næste Dag faldt han.

„Og den unge Løjtnant, der havde ladet sine Folk staa af Hestene ved en lille Sø for at vande og forfriske disse”, sagde Løjtnanten, der var bleven ganske alvorlig. „Det var en Skare unge Fyre, frivillige Bønderkarle fra Fyn, der havde trukket Støvlerne af og kastet deres Geværer og Frakker paa Jorden. Midt under den muntre Larm hørtes pludselig Raabet: „Preuserne!” Løjtnanten knipsede med Fingrene. „Til Hest!” raabte han, „læg an”. Og barfodede, uden Sadler og i Skjorteærmer jog de unge Vovehalse i samme Sekund imod den tætte Rytterafdeling, der spærrede Vejen for dem. To af dem blev liggende, skudt gennem det nøgne Bryst, men de øvrige sprængte igennem og frelste Livet, medens Fjenden tabte flere Mand.”

„Saa De paa Deres Rejse, Konsul Gedde”, spurgte nu den unge Frue, der var forekommen saa tankeløs, „det lille grønmalede Hus paa denne Side af Kongeaaen, saa De Dannebrog veje fra dets Tag og véd De, hvorfor det vejer der?”

„Jeg saa det, og det faldt mig ind, at det stod der blot for at bære Dannebrogen - det var saa lille.”

„Det har ogsaa et andet Formaal”, sagde den unge Frue med skælvende Stemme. „Det er bygget af en Bonde, som har en Datter, gift og bosat nede i Sønderjylland. Hver Gang hun venter sig et Barn, forlader hun Hus og Hjem og rejser over Kongeaaen til det lille Hus, paa det, at hendes Børn skal være fødte paa dansk Grund og have dansk Stemmeret!”

„Gud velsigne hende”, sagde Assessor Vicker, „og han give hende mange Sønner!”

„Ja”, sagde Konsul Gedde, „den gamle Bonde havde Ret. Der skal skrives Viser om dette ligesaa vist som der blev skrevet Folkeviser om Kvinden i Kulsvierhytten”.

„Kan De den? Læs den for os nu i Nattens Dæmring! Den er den bedste Afslutning paa Samtalen, den rører ethvert dansk Hjærte.”

„Mig rører den saa dybt, at jeg har ondt ved at fremsige den”, sagde Konsul Gedde, - - men - jeg vil forsøge”.

Og han begyndte med en Stemme, der ligesom hans Ansigt i rige, dybe Afspejlinger gengav hans Følelser. Der var saa stille omkring dem - Midnat var allerede forbi, og det var mørkt, men langt borte i Horisonten begyndte i Øst Anelsen om et kommende Daggry at vise sig.

En passende Ramme omkring Sangen.

To Gange havde han under Fremsigelsen maattet standse for at blive Herre over sin Stemme, og da Sangen var til Ende, rejste han sig, trak Vejret dybt, gik hen ved Siden af Valeria, og bøjende sig over Balustraden, spejdede han ud i Natten.

Der blev en Pavse - ingen rørte sig. Omsider hørtes Klangen af Glas. Det var Frøken Beate, der fyldte dem.

„Nu er det nok paa Tiden at skilles”, sagde en ung Frue.

Selskabet hævede Glassene.

„Leve Sønderjylland!” men det var intet Raab, det var et stille Suk paa alle Læber.

Konsul Gedde vendte sig til Valeria.

„Nu kan jeg drikke med Dem”, sagde han sagte, „og paa mit Fædrelands Vegne takke Dem for disse Taarer.”

De fulgte Gæsterne ned til Laagen, hvor Vognene ventede. Man rystede Vemoden af sig og en Tur langs med Langelinie bestemtes til næste Dag.

„Sidste Dag skal Fru Brügge se Sundet i hele dets Glans”.

Ved et lille Traktørsted skulde der nydes Forfriskninger af det medførte Forraad.

„De har dog vel store Forretningsforbindelser med Tyskland?” sagde Valeria, da de gik tilbage langs den smalle Grusgang ved Siden af hinanden.

„Nej, - ingen”.

„Hvorledes bærer De Dem ad for at undgaa det?”

Han lo kort og haardt. „Jeg svarer, at jeg ikke forstaar Tysk”.

„Men derved taber De jo meget, og De vil jo gerne være rig - endnu rigere end De er?

„Det indrømmer jeg, rig vil jeg gærne være. Jeg vil være, hvad man paa Forretningssproget kalder solid. Men jeg vil hellere tigge end blive rig ved Tyskerne. Godnat, Fru Brügge. Sov vel!”

Efter at Valeria var kommen op paa sit Værelse sad hun endnu længe ved Vinduet. Hun havde her kastet et Blik ind i et Folks friske, blødende Hjærtesaar. Det var meget alvorlige Tanker, der bevægede hende. Først da hun havde taget sin Kjole af og løst sit Haar op, mærkede hun, at hun nede i Korridoren havde glemt sin Rejsetaske. Hun hørte nogen gaa sagte op ad Trappen, og i den Tro, det var Pigen, aabnede hun Døren paa Klem. Men det var Konsulen selv. Han havde i Haanden et tændt Lys og gik lidt foroverbøjet. Lysskæret faldt stærkt paa hans blege, mørke Profil, der var vendt imod Valeria. Over hele hans Skikkelse laa et Præg af dyb Smerte, der ligesom fortærede ham.