« Tilbage til søgeresultaterne
Sammenslutning
II.
Forslaget om Sammenslutning først sendt direkte til Københavns Kvindevalgretsforenings Bestyrelsesmedlemmer, til Dansk Kvindesamfunds Fællesstyrelsesmedlemmer, til Kvindevalgretsforeningernes Formænd og til Dansk Kvindesamfunds Kredsformænd samt til enkelte andre Kvindesagsinteresserede og derefter offentliggjort i „Kvinden og Samfundet” for
30. Oktober, vil ikke af mig blive indsendt til Kvindevalgretsforeningens Landsmøde den
24. November, som Tanken var dermed, og jeg skal forsøge saa kort og objektivt, som Sagen tillader, at gøre Rede for Grunden hertil.
- Paa en Generalforsamling, som Københavns Kvindevalgretsforening afholdt den 28. Oktober, blev Forslaget, endskønt det ikke var paa Dagsordenen, dog taget frem og behandlet paa en overordentlig fjendtlig og uforstaaende Maade; det blev ikke sagligt forhandlet; ikke en eneste af de Indvendinger, der førtes i Marken imod det, end ikke Hovedindvendingen: at det er to „uensartede” Foreninger, Forslaget tilsigter at sammensmelte - blev alvorlig prøvet eller forhandlet. Man nøjedes med en meget lettere Kampmaade, idet Mødet hovedsagelig gik, dels med Fremsigelsen af ugrundede og ubeviste Paastande, dels med en saa taabelig Kritik af Dansk Kvindesamfund, at ingen, som har blot det ringeste Kendskab til Dansk Kvindesamfunds Arbejde, kan tage den alvorlig, og dels med at faa lagt nogle forsvarlige Forhindringer i Vejen for, at Sammenslutningsforslaget kan blive underkastet en alvorlig Prøvelse og Forhandling paa Landsmødet den 24. November.
Efter hvad der foregik paa Generalforsamlingen den 28. Oktober, er der ganske vist intet i Vejen for, at Forslaget kan komme paa Landsmødets Dagsorden, men der er sat Bom for en fri Forhandling af det.
Det blev nemlig paa Generalforsamlingen fastslaaet, at kun de Delegerede skal kunne faa Ordet paa Landsmødet og deltage i Forhandlingerne; andre Medlemmer af Kvindevalgretsforeningen kan kun være til Stede som passive Tilhørere. Dernæst fik man, ved Hjælp af en trykt Liste, som Delegerede fra København udelukkende valgt Modstandere af Sammenslutningen.
Dette er maaske nok juridisk forsvarligt; men det kan ikke kaldes hverken frisindet eller demokratisk, og de Vaaben, man brugte, for at faa dette sat igennem og faa lukket Munden paa den fri Forhandling om den foreslaaede Sammenslutning, var af en saadan Art, at de, som ikke vilde eller kunde bruge lignende Vaaben, maatte strække Gevær.
Ved saaledes kun at tillade de Delegerede at deltage i Forhandlingen, samtidig med at man søger sat igennem, at de Delegerede hovedsagelig eller maaske endog udelukkende kommer til at bestaa af Modstandere af Sammenslutningsforslaget, har man sikret sig en let om end ikke en for en grundigere Betragtning ærefuld Sejr.
- Imidlertid er Udsigterne for en Sammenslutning under en eller anden Form imellem de Kvindeforeninger her i Landet, der har Kvindens Valgret som Hovedformaal, ikke saa mørke, som man maaske lige straks kunde være tilbøjelig til at mene, thi hverken Dansk Kvindesamfund og ikke heller Kvindevalgretsforeningen har endnu givet deres Mening til Kende paa en fuldgyldig Maade. Den Bestyrelse, som blev valgt i Københavns Kvindevalgretsforening den 28. Oktober, og som er Modstandere af en Sammenslutning, blev nemlig valgt med ca. 150 Stemmer, højt regnet. (Efter Tur fratraadte den tidligere Formand Dr. phil. Anna Hude, Frk. Elisabeth Grundtvig og
Dr. med. Eli Møller, men disse tre kom desværre ikke ind i den ny Bestyrelse, da de ikke ønskede Genvalg).
Og den trykte Liste over Delegerede blev sat igennem med ca. 150 Stemmer, ligeledes højt regnet.
Hvad siger de ca. 850 øvrige Medlemmer af Københavns Kvindevalgretsforening, som endnu ikke har tilkendegivet deres Mening om Sammenslutning? Og hvad siger Kvindevalgretsforeningens Medlemmer ude omkring i Landet ? Og hvad siger Dansk Kvindesamfunds Medlemmer?
Det var for at fremkalde en Meningstilkendegivelse fra begge Foreningers Medlemmer og for i det Hele at faa Sammenslutningstanken kastet ud til Overvejelse og faa sat en Forhandling i Gang om dette overmaade betydningsfulde Spørgsmaal, at jeg udsendte mit Forslag. Jeg var overbevist om, og det er jeg endnu, at om blot de to Foreningers Medlemmer kom i Forbindelse med hverandre til fredelig Forhandling om Samvirken, saa vilde de komme til Forstaaelse og kende hverandre som Medarbejdere i den samme store Sag og for det samme fælles Formaal.
Udsendelsen af mit Forslag fremkaldte en begyndende Meningstilkendegivelse; mange af Kvindevalgretsforeningens Medlemmer, saavel i København som ude omkring i Landet, ønskede at være Medforslagsstillere af Sammenslutningsforslaget, ligesom paa den anden Side mange af Dansk Kvindesamfunds Medlemmer, der (som ikke Medlemmer af Kvindevalgretsforeningen) ikke kunde være Medforslagsstillere, ønskede at støtte Forslaget med deres Underskrift.
Hvorvidt Flertallet i begge Foreninger er for eller imod en Sammenslutning kan ikke paa dette Tidspunkt afgøres. Men de, som har tilkendegivet deres Sympathi for en Sammenslutning, og som deler den Anskuelse, at det vil virke skadeligt i Arbejdet for Kvindens Valgret at danne to Landsforeninger med det samme Hovedformaal - splitte og sprede Kræfterne, forvirre Begreberne, mulig betyde en begyndende Partidannelse blandt Kvinderne - de vil ikke lade Sammenslutningstanken falde til Jorden, og naar det Øjeblik kommer, da der gøres Forsøg paa at danne Kvindevalgretsforeninger i de samme Byer eller i de samme Landsogne, hvor der allerede findes Kredse af Dansk Kvindesamfund, eller naar maaske det omvendte forsøges, først da vil Spørgsmaalet om Sammenslutning for Alvor blive brændende.
Jeg skal ikke i denne Artikel komme ind paa en meget vidtløftig Undersøgelse af de Indvendinger, der er fremsat imod Sammenslutningsforslaget, men dog endnu gøre nogle Bemærkninger.
Den Hovedindvending, der er ført i Marken imod Sammenslutningsforslaget, er, som før nævnt, denne, at Dansk Kvindesamfund og Kvindevalgretsforeningen er uensartede Foreninger med forskelligartet Program.
Til Belysning af denne endnu ikke beviste Paastand hidsætter jeg atter de to Foreningers Loves § l, hvori deres Program er udtrykt:
,,Københavns Kvindevalgretsforening”s Loves § l lyder saaledes:
Københavns Kvindevalgretsforenings Formaal er at virke for Kvinders kommunale og politiske Ligestilling med Mænd samt gennem Møder med Foredrag og Diskussion om politiske og sociale Spørgsmaal uddanne dem til Deltagelse i det offentlige Liv.
„Dansk Kvindesamfund"s Fællesloves § l lyder saaledes:
Dansk Kvindesamfunds Formaal er at arbejde for Kvinders kommunale og politiske Valgret og Valgbarhed samt at virke til Fremme for Kvindernes almene Udvikling, for deres Uddannelse til selvstændigt Erhverv og for at forbedre deres Stilling i Familie, Samfund og Stat.
I den sunde Fornufts Navn: Er det „uensartede” Formaal, som er udtrykt i disse to Paragrafer?
Den ene Forenings Program kan kaldes videre end den andens, men forskelligartede kan de dog ikke med Rette kaldes.
Modstandere af Dansk Kvindesamfund ynder at fremstille dette som en Forening, der hovedsagelig beskæftiger sig med at oprette Koge- og Sykursus. Denne Fremgangsmaade beror enten paa en fuldstændig Mangel paa Kendskab til Dansk Kvindesamfunds Arbejde i Fortid og Nutid eller ogsaa paa et ikke meget hæderligt Ønske om at kaste et falsk Lys ind over Dansk Kvindesamfund. Initiativet til Dansk Kvindesamfunds Koge- og Sykursus er taget henholdsvis af Statskonsulent
Fru Berg-Nielsen og Frøken Marie Steffensen, ligesom disse praktiske Kursus bestandig er bleven ledet af disse to dygtige Kvinder til stor Nytte for mange. Det bør kun regnes Dansk Kvindesamfund til Ære, at det har støttet og hjulpet denne Virksomhed frem, og naar de bruges til at nedsætte og latterliggøre Dansk Kvindesamfund, da falder Skammen kun paa dem, der bruger slige Vaaben. Paa samme Maade som andre Virksomheder, der er bleven startet og hjulpet frem af Dansk Kvindesamfund, senere, naar de blev stærke nok til at staa paa egne Ben, gik over til at blive selvstændige Institutioner, saaledes er den Tid næppe fjærn, da de praktiske Kursus vil gaa over til at blive en selvstændig Institution.
En anden Betragtning jeg gærne her vilde gøre gældende er følgende:
Det siges at være Kvindevalgretsforeningens Opgave at danne rene Valgretsforeninger. „En ren Valgretsforening” er imidlertid et Slagord, som nok kan finde Anvendelse i Agitationen, hvor Ordene ikke altid prøves saa nøje; men i Virkeligheden kan ingen Forening være en „ren” Valgretsforening i den Betydning, at den kun beskæftiger sig med Valgretten; Møderne kan ikke bestandig dreje sig om dette Punkt; det vilde hurtigt blive uddebateret, især i vor Tid hvor Kravet om Kvindens Valgret af alle fornuftige Mennesker teoretisk er erkendt som berettiget og egentlig kun venter paa sin praktiske Gennemførelse; nyt Stof maatte føres til for overhovedet at faa Indhold i Foreningens Liv.
Kvindevalgretsforeningen har da ogsaa andet end Valgretten paa sit Program - - - „samt gennem Møder med Foredrag og Diskussion om politiske og sociale Spørgsmaal uddanne dem til Deltagelse i det offentlige Liv”. Saaledes hedder det i Kvindevalgretsforeningens Loves § l (se ovenfor). Herved kan Virksomheden gøres saa omfattende, som hver enkelt Forening maatte ønske og trænge til; men, Sandheden tro, maa man da ogsaa indrømme, at man - følgende dette Program - meget hurtig kommer uden for Begrebet „ren Valgretsforening”. Og med denne i Kvindevalgretsforeningens Love tilladte og af det praktiske Liv nødvendigt paakrævede Virksomhedsudvidelse falder i Virkeligheden ogsaa en af Hovedankerne imod en Sammenslutning med Dansk Kvindesamfund.
Naar det menes, at Agitationen for Kvindens Valgret skulde blive kraftigere derved, at man indskrænkede sig til rent teoretisk at opstille Kravet om Kvindens Valgret, saa turde megen Overvejelse ikke være nødvendig for at overbevise enhver om, at det kun kan give den
teoretiske Agitation i Skrift og Tale et nyttigt, praktisk Grundlag, at Kvinder i Handling viser, at de evner at udføre samfundsnyttigt Arbejde. Der er næppe nogen, der vil kunne modbevise, at f. Eks. Dansk Kvindesamfunds Arbejde for Reformer i Lovgivningen foruden sin direkte Betydning og Nytte ogsaa har bidraget til at forandre Opfattelsen af Kvinden og af hendes Berettigelse til Deltagelse i det offentlige Liv, og saaledes været et praktisk og virkningsfuldt Led i Agitationen. Og Dansk Kvindesamfunds Arbejde i saa Henseende er ikke blot af nyere Dato. I et Festnummer af „Kvinden og Samfundet”, som blev udgivet i December 1896 i Anledning af Dansk Kvindesamfunds femogtyveaarige Bestaaen, skriver Kvindesagens mangeaarige, dygtige og trofaste Forkæmper, Kirstine Frederiksen, i en Beretning bl. a. følgende: „Mange er de Lovforslag, der paa Initiativ af Dansk Kvindesamfund har været indbragt i Tingene, baade angaaende gift Kvindes Formueret og Raadighed over Børnene og Kvinders Deltagelse i det kommunale Liv”.
En anden Ting synes man ogsaa at overse. Der blev paa Generalforsamlingen den 28. Oktober talt, som om Kravet om Kvindens Valgret aldrig var blevet rejst her i Landet, før Kvindevalgretsforeningen blev til. Men dette er saa fejlagtigt, at der i alle de Aar, Dansk Kvindesamfund har eksisteret (siden 1871), i Tale og Skrift samt ved Adresser og andre direkte Henvendelser til Regering og Rigsdag er bleven arbejdet for Kvindevalgrettens Gennemførelse, ligesom ogsaa andre Kvindeforeninger, som „Kvindelig Valgretsforening” og „Kvindelig Fremskridtsforening” kraftigt har slaaet til Lyd for Kvindens Valgret. Den almindelige Opfattelse var da ogsaa fuldstændig forandret til Gunst for Kvindens Valgret, førend Kvindevalgretsforeningen endnu var blevet til. Denne forandrede Opfattelse er ikke blot kommet frem i Artikler og Udtalelser, men har faaet et uomtvisteligt Udtryk i Rigsdagen, hvor alle Partier har erkendt det berettigede i Kravet om Kvindens Valgret. Dansk Kvindesamfund og de ovenfor nævnte i sin Tid eksisterende Foreninger har gennem Aarene arbejdet sig op imod en strid Modvind. Nu har Vinden vendt sig, og Kvindevalgretsforeningen kan paa Grundlag af det Arbejde, der møjsommelig blev udført, da Arbejdsvilkaarene var af en helt anden Art end nu, for strygende Medbør danne den ene Forening efter den anden. For den samme Medbør har Dansk Kvindesamfund i de sidste fire Aar været i en stadig og stærkt voksende Fremgang.
Det bør i denne Sammenhæng ogsaa nævnes, at den internationale Valgretsalliances Møde i København i August 1906 i høj Grad har bidraget til i vide, hidtil ligegyldige Kredse at vække Interesse for Kvindens Valgret. Mange, som ved den Lejlighed pludselig viste sig som ivrige Forkæmpere for Kvindens Valgret, optraadte aldrig paa Arenaen i de Tider, da Sagen endnu ikke var populær, og da dens Forkæmpere høstede - ikke Laurbær, men Latter.
Da jeg udsendte mit Forslag til Sammenslutning, tilsigtede jeg ikke at faa en Sammenslutning i Stand for at støtte Dansk Kvindesamfund; thi Dansk Kvindesamfund er stærkt og levedygtigt nok i sig selv og trænger ikke til andre Foreningers Støtte. Heller ikke har det været min Tanke eller mit Ønske at gribe forstyrrende eller splittende ind i Kvindevalgretsforeningens Virksomhed; det er da heller ikke noget Øjeblik faldet mig ind, at jeg kunde gøre dette. Jeg tænkte ikke hverken paa den ene eller den anden Forenings Interesse, men alene paa, hvad der efter min Forstaaelse og Overbevisning vilde tjene Sagen bedst. Jeg underskrev mig udtrykkelig som menigt Medlem af begge Foreninger og søgte at gøre det helt klart, at jeg alene bar Ansvaret for det udsendte Forslag; det var i høj Grad imod mit Ønske og imod den Sags Interesse, jeg vilde tjene, naar det fra enkelte Sider blev opfattet, som om den ene eller den anden Forenings Styrelse stod bagved.
Efter denne sidste Tids Begivenheder staar jeg endnu fastere end før paa dette: Alle Kvinder bør samlede arbejde mod vort foreløbige Maal: Kvindens kommunale og politiske Valgret og Valgbarhed.
Ingen Forskellighed i politiske, sociale eller religiøse Anskuelser bør bringe Adskillelse mellem Kvinderne før dette Maal er naaet.
Den Dag dette Maal er naaet, skilles Kvindernes Veje selvfølgeligt og naturnødvendigt og enhver gaar til det Parti eller i den Retning, hvor enhver efter sin Overbevisning hører hjemme.
Lyngby. November 1907.
