Kvindesagen i den tyske Rigsdag.
I den tyske Rigsdag har denne Vinter været behandlet et Andragende fra de tyske Kvindeforeninger om at lade Kvinder faa Adgang til Universiteterne med Ret til at uddanne sig til Læger og til at praktisere. Tyskland er det civiliserede Land, hvor Kvindens Adgang til videnskabelig Uddannelse længst er holdt nede. Nu kommer hun omsider ogsaa med sine Krav om Ligestillelse med Manden i aandelig Uddannelse. Med Rette udtaler den frisindede Rigsdagsmand Rickert: at dette Spørgsmaal er en vigtig Del af det hele sociale Spørgsmaal, at selv om Majoriteten i Rigsdagen kan stanse det nu, kan den dog ikke begrave det. Det er et Sædeligheds-, et Sømmeligheds-Spørgsmaal, og den Tid skal komme, da man ikke vil unddrage Kvinder at lade sig behandle af kvindelige Læger. Nu til Dags foretrækker Kvinder tilvisse Sygdommes Forværrelse fremfor at lade sig undersøge af mandlige Læger. Det staar ikke i de Herrers Magt nu til Dags at føre Statsvognen igen tilbage til den fevdale Tid. Den sociale Side af Spørgsmaalet er, at man vil unddrage Millioner af Mennesker Retten til at skaffe sig de Forkundskaber, som gør det muligt for dem at erhverve sig Brødet paa en anstændig Maade. Spørgsmaalet er simpelt hen et Retfærdighedsspørgsmaal, et Spørgsmaal om begge Køns Ligeberettigelse.
Ogsaa den socialdemokratiske Rigsdagsmand Bebel talte varmt Kvindernes Sag. Han sagde blandt andet: Dette Spørgsmaals Fremkomst er intet Tilfælde. Der er ingen Tvivl om. at det er et stort socialt Spørgsmaal, med hvilket vi i Aarenes Løb altid igen maa beskæftige os. Der er blandt Kvinderne Trang til Selvstændighed. En statistisk Kendsgerning er det, at her i Tyskland findes en Million flere kvindelige end mandlige Indbyggere. Og det kan ikke være nogen ubekendt, at i de bosiddende Klasser gives der mange Kvinder, som befinder sig i den sørgeligste Stilling. I dette Spørgsmaal er det ikke Proletarkvinden, som især er interesseret. Lad os forsøge at give Kvinder Adgang til Gymnasierne, sligt sker jo i mange andre Stater. Vi hænger endnu fast ved gamle Fordomme og reaktionære Anskuelser. Jeg ser ingen Fare i det fri Samkvem mellem mandlige og kvindelige Studenter. Den eneste Fare er den raa Tone blandt Studenterne. Men Omgangen med de kvindelige Studenter vil netop paalægge de mandlige studerende en høfligere Tone. I den nuværende Tilstand ligger langt snarere en Fare for Sædeligheden end der, hvor begge Køn staar ligeberettigede overfor hinanden.”
Fra de frisindede Rigsdagsmænds Rækker talte desuden Schrader og Harmening for at give Kvinder Adgang til Universitetet, mens man fra den konservative og centrums Gruppe talte imod denne Retfærdighed. Forslaget blev forkastet; men Kvinderne har ikke tabt Modet, der er allerede sat en Adresse i Gang hele Tyskland over, for at støtte et nyt Andragende, som skal indgives til Efteraaret til den lovgivende Forsamling. - Vi Kvinder kender jo alt for godt fra vort eget Land, hvor langsomt vor Sag gaar frem, og at vi atter og atter maa banke paa for at komme et lille Hanefjed frem. Men vi ser dog, at den gaar frem, at det kun er et Tidsspørgsmaal, naar vi skal sejre. Vi Kvinder kan gøre meget til, om det sker før eller senere, derved, at vi tager kraftig fat med i Arbejdet for vor Sag, indtil vi naar Ligestillelse med Mændene i alle retslige og sociale Stillinger.
