Hvor er Hindringen?

Fru Redaktør!

Tillad mig, uden for øvrigt at indlade mig paa en Polemik, blot et Par Bemærkninger til Hr. Fritz v. d. Fromms skarpe Udtalelser om Kvindens selvforskyldte kranke Skæbne, som han mener, alene „bunder i hendes Mangel paa Vilje”.

Tør jeg blot spørge, hvilke Betingelser hører der til at udvikle et Menneskes Vilje? og har Kvindens Opdragelse været anlagt paa Udviklingen af Selvstændighed og Fagdannelse til Erhverv?

Hr. F. v. d. F. kan ganske rigtigt hurtig være færdig med sin Dom over Kvindens ”Laden-sig-nøje, Frygt for at vove noget og Vankelmodighed”, naar han afskærer Virkning fra Aarsag. Men det røber et meget snævert Syn paa de bestaaende Forhold, naar Hr. F. v. d. F. spørger: „Hvor ligger

Hindringerne for Kvindens Deltagelse i alle mulige Haandværk, Fabrikdrift, Agerbrug, Havedyrkning og Handel i enhver som helst Branche?”

Jeg vil svare: Den ligger først og fremmest i hendes indelukkede Opdragelse i Hjemmet og hendes Ukendskab til Virksomhed udad til i Samfundet. Den ligger i Samfundets Mandfolketankegang om, hvad der passer sig for en Kvinde. Den ligger i Statens Nægtelse af Kvindens Adgang til Uddannelse ved de samme Læreanstalter, som staar aabne for Mændene, til Handelsakademier, Legater, Rejseunderstøttelser, Embeder o. a. Den ligger først og sidst i den gifte Kvindes Umyndighedstilstand i økonomisk Henseende; ti endnu er Døtrenes Opdragelse henvist til den indelukkede Moder i Hjemmet. Og tror virkelig Hr. v. d. Fromm, at Forældre tillader deres 25 Aars Døtre at løse Næringsbevis som Borger? Nej - der er endnu Haab om Ægteskab som Forsørgelsesanstalt.

Men selv om nu enkelte Kvinder kunde overvinde alle disse Hindringer, som Hjemmet lægger de unge Piger i Vejen for at løse Borgerskab, hvorledes vil da ikke Manglen paa en forstandig og grundig Læretid i en bestemt Fagdannelse i de første Ungdoms Aar være en næsten uovervindelig Hindring for, at Kvinden med Held kan benytte sin Ret som næringdrivende Borger. Hr. F. v. d. F. siger spottende: „Kald bare paa Kvinden til Deltagelse i det offentlige Livs Arbejde, giv hende Del i kommunal og politisk Virksomhed, lad den gifte Kvinde blive myndig, og se saa, hvor mange der møder.”

Det kan gerne være, at der møder meget faa; det kan gerne være, at Kvinderne, lige som Bønderne i sin Tid, vil gaa til Kongen og bede om at blive i Umyndighedstilstand. Det er dog den eneste Vej, vi kan gaa, først at gøre den gifte Kvinde personlig myndig og derefter give alle Kvinder politisk og kommunal Valgret. Kun igennem dette Ansvar udad til i det offentlige Liv vil det forstaas, at de unge Døtre trænger til en anden Opdragelse.

Hr. F. v. d. F. slutter saa overlegent med at beskylde Kvindebevægelsen for „viel Geschrei und wenig Wolle”. - Det kan godt være, at den længe vil betragtes af mange saaledes, men Friheden er som en Vaarsol - lad den skinne, og Skrigene tier, og Ulden vokser, lig alle de gode Kræfter hos Kvinderne, som nu Samfundets Isdække holder nede.

Det var kun disse faa Ord, jeg som gift Kvinde og Opdrager med dog nogen Erfaring til Kvindebevægelsen ønskede Plads for i deres ærede Blad.