Otte Dages Skilsmisse.

Valeria fik pludselig en Følelse af, hvor ensom han var og tillige af, at han led, og det faldt hende ind, om vel nogen Sinde en ung Kvinde vilde staa saaledes med Døren paa Klem som hun nu og vente paa ham, just paa ham, en Kvinde, der havde Retten til at aabne den og stryge Skyerne fra hans Pande og gøre ham glad, en Kvinde med brunt Haar, skøn Hudfarve, dybe Øjne, harmonisk Vækst og et elskende Hjærte. - Hun skælvede og lukkede sagte Døren. Det var jo hendes eget Udseende, han havde beskrevet - nu forstod hun det. Hun gik stille tilbage til Vinduet og tænkte ikke mere paa sin glemte Rejsetaske.

Næste Morgen, da Valeria kom ned, var Frøken Beate forsvunden, og Konsul Gedde stod med Overfrakken over Armen og Cigaren i Munden færdig til at begive sig paa Kontoret.

„De ser mig i grumme daarligt Humør”, sagde han leende. „Beate fik Skrupler over Middagen i Dag og er gaaet paa Torvet med Pigen, idet hun har ladet mig i Stikken”. Med de Ord pegede han paa en lille Blikkasse, der stod paa Bordet foran ham og deklamerede med sørgelig Pathos : „Tomt er mit Drikkebæger, tomt mit Pengeskab.”

„Hvad mener De med det?” spurgte Valeria leende.

„Jeg mener, at jeg skulde have min Frokost i Æsken der, og at Beate har taget Nøglen til Spisekammeret med sig.”

„Jeg véd, hvor hun har den, jeg saa i Gaar, hvor hun plejer at gemme den”, raabte Valeria fuld af Liv og Fornøjelse. „Jeg kan hjælpe Dem”.

Hun løb ivrigt hen til en Urne paa en Søjle i det ene Hjørne, bagved den laa Nøglen.

„Men hvor er nu Spisekammeret?” spurgte hun muntert.

„Det véd jeg heldigvis”, sagde han, følg blot med mig.

De gik ned ad Trappen til Kælderetagen, gennem det store, kølige Køkken og ind i Spisekammeret.

„Hvad skal De nu have?” spurgte Valeria, der morede sig kosteligt. „Her er jo alt muligt. Har De Blikkassen med Dem?”

„Naturligvis, jeg er en praktisk Mand. To Stykker Smørrebrød, et med Kød og et med Ost plejer at udgøre min Ranson.”

„I Dag gør vi nu en lille Forandring”, sagde Valeria og saa leende op i hans Ansigt, „i Dag tager vi - lad os se - røget Laks og lybsk Pølse.”

„De vil nok rigtig give mig røgede Sager.”

„Aa, jeg glemte, at De bruger Brøndkur. Naa, saa maa vi vel nøjes med det sædvanlige da.”

Hun skar Brødet. Nu var hun i en Fart bleven ganske stille. Han stod i Døren, høj og rank, og hun følte, hvorledes han saa paa hende, medens hun smurte Smør paa Brødet. Hun følte sig greben af en dødelig Forlegenhed, den farvede selv hendes Pande med en blussende Rødme. Hun var ikke i Stand til at se op og hendes Haand skælvede.

„Se saa, nu er det gjort^”, sagde hun og lukkede hastigt Laaget til. „Gid det maa smage Dem godt. De maa selv lukke Døren.”

Hun løb forbi ham og op ad Trappen. Det var saa dumt barnagtigt, men hun kunde ikke staa dernede længere. Hun standsede dog i Døren og ventede paa ham.

„Vil De ikke komme herind et Øjeblik, Fru Brügge”, sagde han. Hans Tone klang saa alvorlig, at den med et bortjog alle dumme Tanker. Han tog en Nøgle op af Lommen og aabnede med dem en lille Dør ved Siden af Trappen.

Han tog hende i Haanden som var hun et Barn, og førte hende ind. „Her er min Helligdom”, sagde han. „Det er her, som da hun forlod det.”

Ja, der stod Sybordet med Strikkekurven og oven paa den Brillerne. Bogen, hvori den Afdøde havde læst, laa endnu opslaaet, der stod et Glas med en vissen Buket og tæt ved Sofaen et Par smaa nydelige Morgensko.

Valeria gik sagte hen til Bordet. Hvor hun ved Synet af disse Relikvier skammede sig for de Tanker, hun nylig havde haft, disse Relikvier, som Kærligheden havde bevaret i samme Stand, som da den levende Kærlighed endnu fandtes herinde. Et Øjeblik bøjede hun Ansigtet ned over Sykurven og kyssede Brillerne, saa gik hun næsten angest ud igen. Han lukkede Døren og puttede Nøglen i Lommen. Valeria sagde et sagte „Tak”.

„Vil De ikke følge med mig ud paa Terrassen”, sagde han, „jeg vil gerne give Dem en Rose til Løn for min Frokost”. Han plukkede en af de smukkeste. „Aa, følg med mig til Laagen”, bad han, „saa faar De den.”

Hun smilede og gik med ham.

„Se her”, sagde han leende, næsten ømt idet han rakte hende den, „den skal De have, fordi De saa smukt har sørget for mig som en lille Husfrue. Lad mig nu se, De bærer den i Deres Haar i Dag”.

Saa gik han med de faste, mandige Trin, hun allerede havde lært at skælne fra andres. En Gang vendte han sig om, løftede Hatten og vinkede til hende.

Formiddagen gik hurtigt med ivrige Forberedelser til Turen, og Valeria fik Lov til som en stor Gunstbevisning at hjælpe Frøken Beate. Klokken fire kom Vognen og Vejen gik langs Strandvejen ad Skoven til.

Men saa langt tog de ikke bort; de tog ind i en af de talrige Restavrationer, der laa i en Park ikke langt fra Langelinie.

Nu skulde Kurvene pakkes op. Herrerne og et Par unge Piger sendtes af Sted for at skaffe Blomster for dermed at pynte Bordet.

En anden Gruppe skulde opsøge en bekendt Kilde for at faa Vandet aldeles friskt, naturligvis var det blot et Paaskud for en Spadseretur. Fruerne skar Brød og lagde Servietterne i kunstige Folder.

„Og jeg?” spurgte Valeria, „hvad skal jeg gøre?”

„De skal gaa op til Kameraen og se Udsigten, man kan ganske tydeligt se den svenske Kyst.”

„Kan jeg ikke være til nogen Nytte?”