« Tilbage til søgeresultaterne

Kvindesport.

« Se emneord

II.


Jeg skal nævne nogle andre Sportsgrene, som særlig vilde ligge for Kvinderne.


Først Cyklesporten, som har været saa meget paa Tale i Anledning af Cykleudstillingen. Det er en ret dyr Sport, da en Maskine koster fra 200 Kr. for en Dame. Men de Venner af Kvindesagen, som paa nogen Maade har Raad dertil, burde anskaffe sig en Maskine, dels paa Grund af den Sundhed og Fornøjelse, den kunde bringe dem, og dels for at være med til at bryde med de fjottede Fordomme imod al Kvindesport overhovedet.


Efter mange Aars Kamp er Skøjteløbning nu bleven akcepteret som tilladt Kvindesport ligesom Lawn-tennis. Den næste Sejr, der skal vindes indenfor Bourgeoisiets Lejr, er Cyclesportens. Hundreder og Tusinder af unge Damer brænder af Lyst til at komme ud at køre paa de Maskiner, Lægerne tilraader det, - - der er bare de selskabelige Fordomme, som holder igen. Men hver en Kvinde, der suser ud ad Strandvejen paa sin Safety, er en Bombe, skudt igennem Fordommens Mur, og derfor burde de velstillede Kvinder, som har Sans for Kvindebevægelsen, føle det som en Pligt at yde deres personlige Bidrag til de unge sporttrængende Kvinders Befrielse. Der er mange af disse Kvinder, som er meget stærke i Teorien, men som gør saa lidt praktisk Nytte, fordi de bare dyrker Kvindebevægelsen literært. Lad os faa Handlinger! Naar De kører Byen rundt paa deres Safety, agiterer De mere for Kvindesagen end ved 10 Foredrag. De, der kan, lad dem tage den Sport op, som netop for Tiden har Betingelserne for at rive den økonomisk velstillede Kvindeverden med sig.


Om Boldsporten er der skrevet og talt saa meget i dette Blads Læserkreds. - Det er bare Spillet, der mangler. Der er gjort nogle Tilløb, men stort mere er det ikke blevet til, - - medens ovre i England Titusinder af Kvinder spiller Kricket, og ude paa Landet her hjemme det ene Hold Bønderpiger efter det andet præsenterer sig offentlig i Gymnastik ved Skyttefesterne.


Det er mærkeligt saa Københavnerne i næsten alting er langt bagefter Bønderne, dobbelt mærkeligt, fordi man skulde have troet, de havde Betingelserne for at være foran.


Men Sagen er den, at Københavnerne - selv de, der hylder de videst fremskredne politiske og sociale Anskuelser - er forfærdelig konservative, saa saare det gælder deres eget daglige Liv. Selv de haandgribeligste, dem selv bevidste Dumheder hænger de fast ved. Den Beværtning, Mændene er vant til at gaa i, bliver de ved at søge, selv om de godt véd, at de paa mange andre Maader kunde anvende deres Tid og Penge langt morsommere og bedre. Og da Kvinderne er komne ind i den Vane at vanrøgte deres Legeme systematisk paa enhver Maade, saa bliver de trofast i Skuren og bliver gamle, grimme, mister Ævnen til at gaa o. s. v. samt paadrager sig Alverdens Sygdomme, hellere end de gider stifte en Sportsklub, aflægge Strømpebaand og Korset, gaa i Bad à 10 Øre, købe en Tandbørste og lukke Vinduerne op.


Lad os være enige om, at her foreligger en Kræftskade hos den københavnske Befolkning, som lammer dens Udvikling i utrolig Grad; thi Folk, der ikke en Gang kan reformere deres eget daglige Liv, kan selvfølgelig endnu mindre, faa Magt til at reformere Samfundet.


Denne Kræftskade, der bunder i Mangel paa privat Initiativ, paa personlig Handlekraft og Drift hos den enkelte, findes selvfølgelig ogsaa indenfor dette Blads Læseres Kreds; men der findes maaské dog ogsaa nogle, som har Bestemthed nok til at realisere Fremskridtet i Handling.


Nu er der bleven snakket saa meget om Kvindesport, uden at det er blevet til ret meget andet end Snak. Lad os se Handlinger nu, hvis der er Kraft dertil.


Husk, der gaar Titusinder af Kvinder og sygner og visner omkring os, der vilde trives som Lys, dersom vi fik dem luftet ordenlig ud med Friluftssport.


Er ikke det en Tanke, der kan begejstre Sjæle, at bringe Sundheden til alle disse og snyde Sygdommene, Forkvakletheden og Døden for disse Ofre? Eller skulde der virkelig savnes Sangbund og Forstaaelse for saa god og praktisk en Sag?



« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner