Kvindelig Fremskridtsforening
holdt i Mandags Aftes et Møde, ved hvilket Folkethingsmand Trier talte om Fællesundervisning.
„Tanken paa Fællesundervisningen er optraadt og kommen til Orde under ydre Tryk, og i Forholdene er der noget, der taler for samme. Modsætningerne krydses, naar noget skal blive til, det gælder Nationen og Familielivet, det gælder alle Forhold. Ved al Undervisning mødes Modsætningerne, og desto større Rigdom vinder den. Fællesundervisning er det gennemførte Udtryk for at Modsætningerne mødes.
Tanken om Fællesundervisningen er for øvrigt kommen overrumplende. For ti Aar siden udsendtes fra Kultusministeriet Forespørgsler Landet over til de lærde Skolers Rektorer, hvilken Forespørgsel besvaredes overordenlig forskelligt. En Rektor mente, at Fællesundervisning vilde medføre Forvildelser i sædelig Henseende, en anden, den vilde revolutionære hele Skolen, en tredie troede, at Pigernes Nærværelse vilde opvække Drengenes ridderlige Følelse, en fjerde mente det vilde vække disses Æresfølelse med Hensyn til Fliden, en Del vilde aldeles ikke høre Tale om at tilstede Pigebørn Adgang til de lærde Skolers Helligdom, og saa fremdeles. Meningerne var afvekslende og delte, som man ser. Sagen drøftedes meget: samme Spørgsmaal stillet nu vilde give en mere ensartet Besvarelse.
Modstanden, der rejstes imod Fællesundervisningen var 1) den. at der var forskellige Livsopgaver, derfor intet Fællesskab i Undervisningen. Manden opdrages til at blive den selvstændige, sin egen Lykkes Smed, Kvinden var i Afhængighedsforhold, Manden er noget for sig, Kvinden kun noget ved Manden; for Manden tilstræbes størst Viden, for Kvinden passer den største Uvidenhed bedst. Kvindeligheden berøves hende ved Lærdom, det er den nedarvede Opfattelse. Feltraabet lyder nu ens for begge. Opfattelsen bliver ens. Kvindens Natur værges bedst ved Viden og Kendskab til Livet. Vi er nu paa Veje til Fællesundervisningen, begge skal være selvstændige i Livet. Kvinderne stræber nu til at blive noget ved sig selv, de vil ikke blot ved Manden være noget, de vil være det ved egne Midler. Livet stiller dem nu beslægtede Opgaver, derfor maa de opdrages ens, nyde ens Lærdom. Indsigelsen, der lød paa forskellig Livsopfattelse, falder til Jorden. For det 2) mentes ikke, at Fællesundervisningen kunde realiseres, fordi Ævnerne var uensartede, derfor kan de ikke gaa i Spænd; Pigerne har svagere Kræfter, men det maa man lade staa uafgjort, det er der ingen Kendsgerninger for. Skolevæsenet er ensartet, intet Hensyn tages til Helbred, derfor maa Skolerne reformeres. Legemsøvelse bør komme i første Række. Det er vanskelig at afgøre, om der er aandelig Forskel mellem Kønnene, om Opdragelsen vænner dem til hinanden. Paa den Enkelte kan der være Forskel. Man kunde indvende, Mathematik ligger maaské mere for Mænd, men heller ikke heri staar Kvinderne tilbage. I Amerika menes, Kvinderne har størst Anlæg, Mænd griber Ideen, Kvinden knytter sig til Personer og kender derigennem Ideerne. Mændene kan maaské lære af Kvinderne, selv se de for abstrakt. Dette taler for Fællesundervisning netop da det er Børn, der skal læres. Udviklingen vil blive fyldigere og rigere for begge Parterne, idet de ligesom prøver Kræfter. Det Fællesskab i Barndomserindringerne som Fællesundervisningen vilde medføre for Kvinder og Mænd, vilde føre de to Køn nærmere til hinanden og fremme Forstaaelsen imellem dem. Ogsaa af moralske Grunde var Fællesundervisningen netop ønskelig. Adskillelse mellem Kønnene hidsede Fantasien, naturligt Samkvem medførte et naturligt Følelsesliv.
Erfaringer er gjort. Fællesundervisningen er gammel baade her og i andre Lande. I Landsbyskoler og ved Universiteter har man ikke tænkt paa at adskille Kønnene, hvorfor skal saa ikke Middelskolen prøve, om det i den kan lade sig gøre at forene dem?
I Amerika har Fællesundervisningen været kendt i tredive Aar, og dens heldige Resultater omtaltes ved Skolemødet sidste Sommer af Voss fra Kristiania.
For Nordens Vedkommende er Fællesundervisning nærmest gennemført i Finland. Der er to Seminarier samt flere lærde Fællesskoler i Helsingfors. I Sverige er Bevægelsen vidt fremme, i Norge er det det økonomiske, der fører Fællesundervisningen frem. Stortinget har givet sit Samtykke til fyrretyve Fællesskoler. I Danmark har man af lignende Grunde som i Norge begyndt, og det har vist sig at have gode Følger. Eksempelvis kan nævnes Askov.
Pludselig og uforberedt maa denne Reform ikke gennemføres, fremfor alt maa Reformen ikke lægges i Hænderne paa dem, der er Modstandere. Der maa begyndes fra neden, fra Børnene er ganske smaa, saa vil det være naturligst for dem.”
Efter Foredraget en livlig Diskussion, hvori en Del Lærere og Lærerinder deltog. Stemningen var aldeles overvejende for Fællesundervisning. Trier fremhævede, at den bedste Maade, hvorpaa en Begyndelse kunde gøres, var den, at en Del Familier med skolepligtige Børn sluttede sig sammen og opfordrede dertil skikkede Lærere og Lærerinder til at oprette slige Skoler, saa vilde ogsaa nok Staten tilsidst komme med.
