Otte Dages Skilsmisse.

„De maa ikke rejse herfra uden at have set den Udsigt”, raabtes der i Kor.

„Krister kan følge Dem”, sagde Frøken Beate, „han er virkelig lidt klodset, naar han skal gøre Tjeneste som Opvarter, saa han kan godt undværes.”

Konsulen stod i nogen Afstand. „Jeg antager Hr. Petersen gerne paatager sig at være Deres Cicerone”, sagde han og vendte sig halvt bort.

„Aa, saa inderlig gerne”, raabte Hr. Petersen i komisk Fortvivlelse, „men jeg lovede Frøken Falsen at have den Blomsterkurv af Ahornblade og Mos færdig til hun kom igen med Blomster.”

„Saa Doktor Falsen da?” sagde Konsulen endnu uden at vende sig om.

„Han ligger jo paa Knæ for sin Kæreste og holder Fadet med Radiserne, medens hun klipper Stilkene af”, lo Prokuratoren.

”Jeg bryder mig slet ikke om at gaa”, sagde Valeria hastigt. „Jeg har allerede set saa meget smukt i Danmark, at jeg aldrig glemmer det”.

„Vær Du nu bare saa god og følg Fru Brügge, Krister”, sagde Frøken Beate. Jeg kan nok forstaa, at Du ikke i Almindelighed kan stole paa mig med Anretningen, men i Dag ser Du jo, jeg har Hjælp nok”. Tonen var lidt hidsig.

”Nu vel”, sagde Konsul Gedde, idet han rettede sig i Vejret og med et Forsøg paa at spøge, „jeg gaar, da Du ønsker det - men - jeg vasker mine Hænder”.

Hans Ansigt var mørkt og sørgmodigt, og han gik langsomt hen til Valeria. De drejede ad en Sidevej ned ad Stranden til.

„Det gør mig ondt, at De er bleven tvungen til denne lille Ekstratur”, sagde Valeria efter en Stunds Tavshed”. Jeg brød mig slet ikke om at se Sundet fra Kameraen, da jeg mærkede, De ikke syntes om Forslaget”.

„Jeg véd ikke, hvad jeg skal svare Dem”, sagde han. Han tog sit Lommetørklæde op og for med det et Par Gange over Panden. Aftenen var varm og Valeria saa, han var ophedet.

„Er det ikke bedst vi vender om?” sagde hun.

De var nu naaet op til Bakken, hvor Pavillonen laa. Han aabnede sagte Døren, sagde nogle Ord til Opsynsmanden udenfor og kom saa ind bagefter hende.

Solen stod endnu højt, men der rørte sig næsten ikke en Vind Vel hundrede Skibe gled langsomt forbi hverandre med slappe Sejl. Kikkerterne stod opstillede i Vinduerne.

„Vil De se den svenske Kyst?” spurgte han.

„Nej”, sagde Valeria, „den faar jeg jo at se i Morgen. Nu er jeg her for at se Danmark”.

Han gik hen til den anden Side af Rummet og saa ud. Han trak Vejret dybt og tungt.

De stod nogle Øjeblikke tavse. Hun følte samme trykkende tunge Luft, som der gerne gaar forud for et Tordenvejr. Hun anede, at der forestod noget.

„Valeria”, sagde han og vendte sig om, „vi er alene”.

„Valeria!” Han kaldte hende Valeria.

Det var som om hendes Hjærte pludselig stod stille.

„Ja, hvad saa?” sagde hun.

„Ja, hvad saa”, sagde han og gik endnu et Par Skridt frem, saa han blev staaende midt i Værelset. „Fremtiden tilhører os ikke, der er bare et nu, Valeria. Jeg troede, jeg kunde have skjult mine Følelser indtil i Morgen, De var rejst, men dette Øjeblik er kommen uden min Skyld, og jeg kan ikke længer tie”.

Han sukkede, men udbrød straks efter med stærk Stemme: „Men vil jeg da skjule dem?-- nej, nej - ikke for alle Verdens Glæder!”

Billedet i den gamle blaa Bog stod nu pludselig for hendes indre Blik. Hun var nær ved at briste i Graad, Øjeblikket var saa tungt, saa forfærdelig tungt.

„Hvad har De at sige mig?” hun syntes, at hun næppe var Herre over sin Stemme.

„Kun det, De i Forvejen véd, Valeria, kun det ene, at jeg elsker Dem. Ser De, sagde han med et Udtryk af rørende Tillid i Stemmen, saaledes som naar man betror sig til en Ven, „jeg har kun elsket en Gang før, og da var jeg en Dreng paa femten Aar, og hun var meget ældre. Derfor er der saa meget, som jeg har gemt herinde, saa meget som er stærkere og kraftigere end hos andre, ja, kraftigere end jeg selv. Det var en Ulykke, at jeg ikke saa Dem tidligere. Aldrig vilde en Kvinde være bleven elsket, vogtet og skærmet som De. Gjorde jeg hvad jeg vilde, saa røvede jeg Dem fra Land og Rige - men.....”

„Men”, afbrød Valeria ham, „De har Sans nok til at indse, at jeg ikke er en Kvinde, som køber noget her paa Jorden paa min Samvittigheds Bekostning.”

Han syntes næppe at høre hende.