Fra en Dame,
der nærer stor Interesse for Kvindesagen og for vort Blad, har vi modtaget nogle Breve der tyder paa en ikke ringe Tænkeævne og megen sund Dømmekraft. Det er en Kvinde, der har Øjnene aabne for Tidens Brøst, og hun søger Lægedom for dens Saar; men kan Tankerne ikke
meddeles, saa fortærer de sig selv, og det har vi ikke Raad til. Derfor giver vi Svar i Bladet, maaské kan det føre til, at flere, der lever under samme Kaar, kommer til os.
Frue!
En Redaktørs Tid er, selv ved vort lille Blad, for optagen til, at man kan binde sig til en Brevveksling, hvor kært det end vilde være os at give Dem Lejlighed til at udtale Deres bundne Tanker.
Har derimod De, uden bestemt Løfte fra vor Side om at svare, Lyst til at skrive os til, vil det være os en Fornøjelse at modtage Deres Breve og besvare dem, om der er noget at svare paa, det vil sige, naar først Redaktionen véd, hvem De er.
I Deres „Tanker” og Deres Breve taler De stadig om, at Kvinden skal have Mod til at vedkende sig for Verden sine Tanker og Følelser, at leve sit Liv frit og indvirke paa sine Omgivelser ved at indpode ny Tanker.
Føler De da ikke hvilken Inkonsekvens De gør Dem skyldig i, naar De saaledes lader Dem indsnævre af de Vedtægtens Baand, hvori Deres ydre Jeg er hildet, at De end ikke vover for en enkelt Person at staa frem med aabent Visir, men kun hyllet i Anonymitetens Slør tør vedkende Dem de Anskuelser, den nyere Tid har vakt til Live hos Dem?
Deres gentagne Angreb paa „Hvad vi vil” er let at besvare. Vi er ikke blinde for, at Bladet kunde være uendelig mange Gange bedre, og at mangen en Artikel aldrig burde have været i Bladet, hvis det ikke for Indholdets Skyld havde været nødvendigt at optage den; men selv om Stilen har været daarlig og røbet en uøvet Pen, saa har dog sikkert Meningen været klar.
Støt Bladet, Frue, skaf os frivillige Tilskud og Abonnenter, saa vi kan blive i Stand til at betale, dygtige Medarbejdere og vrage i endnu højere Grad end før, saa har Kritiken over os, der, ved frivilligt, ubetalt Arbejde, holder Bladet oppe, større Ret.