En kvindelig Begavelse.
I det engelske Tidsskrift ”Westminster Review” i Aprilhæftet findes blandt andet følgende:
Det var en Kvinde, Anna Ella Carroll fra Maryland, som, alene og uden Hjælp, udkastede de Planer, der ledede vore Generalers Bevægelser ved det mest kritiske Tidspunkt af Borgerkrigen og som fuldendte Oprørets Nederlag. Lincoln fremlagde hendes Kort og udviklede hendes Tanker for Kabinettets Medlemmer, idet han tilkendegav sin fulde Anerkendelse af deres Overlegenhed over alt, hvad der til den Tid var paatænkt af Krigsministeriet. Alle erkendte deres store Værdi, men man bønfaldt Frøken Carroll om at bevare som en dyb Hemmelighed, at hun havde tilvejebragt disse Planer, da Generalernes Skinsyge og Soldaternes Stolthed vilde umuliggøre, at man kunde faa dem til at handle efter Planer, tilvejebragte af en Kvinde. Frøken Carroll gik ind derpaa og samtykkede i at vente paa sin Belønning, indtil hendes Planer var udførte. Enhver kender deres lykkelige Udfald, men kun faa véd, at skøndt disse Kendsgerninger er blevne beedigede og gentagende fremstillede for den amerikanske Kongres, bevidnede af Nationens første Mænd og godkendte af Kongressens Udvalg - saa lever Frøken Carroll endnu, efter 25 Aars forgæves Haab, gammel og syg, fattig og ukendt, medens Grant, den Mand, der handlede efter hendes Planer, har indhøstet al den Hæder, som med Rette skulde være delt med hende! Saaledes fremavler en altfor stor Offervillighed fra Kvindens Side Utaknemmelighed og Hovmod fra Mandens.