Foreningen til Mødres og Børns Bespisning
har nu udsendt sin Aarsberetning, hvoraf det fremgaar, at denne Forening har virket til rig Velsignelse for fattige, diegivende Mødre, Barselpatienter og syge Børn.
Der har i denne Vinter været aabnet 5 Spiselokaler, nemlig:
For selve Byen: Gothersgade 52, 2.
For Vesterbro og Frederiksberg: Haveselskabets Vej 5 A, 1.
For Christianshavn og Amager: Store Torvegade 24, Sidebygn. 1.
For Nørrebro og Utterslev Mark: Nørrebrogade 93, 1.
For Østerbro med omliggende Veje: Østerbrogade 108, St.
Foreningen har saaledes naaet det Maal, den har stillet sig, idet den har Lokaler i alle Byens Dele; de svage Kvinder og smaa Børn kan jo ikke gaa lange Veje efter et Maaltid Mad, og fra November er mindst hundrede Mødre hver Dag bleven bespiste paa hvert Sted, og vel at mærke, de har Lov til at spise saa længe, indtil de er bleven fuldstændig mættede.
Bespisningen holdes saa vidt muligt i Gang fra November til Maj, men Midlerne er for Øjeblikket næsten opbrugte, og for at kunne vedblive i dette barske Foraar, hvor der trænges saa haardt til lidt varm og styrkende Næring, bønfaldér Foreningen medlidende Mennesker om Hjælp og Bistand.
„Kom en Dag mellem 12 - 2 op i et af Lokalerne,” skrives der, „og se, med hvilken Glæde den tarvelige Mad fortæres af disse Mødre og Børn, og De vil forstaa, hvor haardt der trænges til Hjælp, vil ikke tøve at komme med Deres Skærv.”
Der modtages Gaver in natura saa vel som Pengegaver, - alt er velkomment, og „Hvad vi vil ”s Redaktør er villig til at modtage de Bidrag, medlidende Mennesker mulig vil undvære til denne Velgørenhedssag.
Denne Forening har kun bestaaet et Par Aar; det er tredje Vinter, Bespisningen foregaar. Initiativet er taget af Generalinde Louise Harbou, og Foreningen er stiftet af hende, ligesom hun og stadig er Forstanderinde for Bespisningen. Om sin første Impuls til at bespise just denne Del af Samfundets Fattige skriver hun i et Opraab, indrykket i Berlingske Tidende:
„For flere Aar siden kom til mig en Moder, der bad om Mælk for at kunne vænne sit Barn fra Brystet. Men ammer De da endnu den store Dreng? spurgte jeg forundret. Ja, det er mig umuligt at skaffe ham anden Føde, svarede hun, vi andre har i de sidse tre Maaneder kun haft Fidtebrød og knapt nok det, - Konen saa ud, som om hun skulde segne, og Billedet af hende fulgte mig, til jeg besluttede at gøre et Forsøg paa at hjælpe nogle saadanne Mødre og gennem dem deres smaa Børn. Jeg tog først fat privat med et mindre Antal og næste Aar med et større. Det tredje Aar, da jeg havde vundet nogen Erfaring, bad jeg andre om at støtte mig, og vi dannede vor Forening til Mødres og Børns Bespisning, der vandt saa smuk en Tilslutning, at vi kunde lade de stakkels Mødre komme i Hundredevis med deres smaa Børn.”
Derpaa fortælles der i Opraabet, at saafremt Pengene strækker til, saa forvandles i Sommermaanederne den frie Bespisning til frie Maltkuranstalter, hvor de svage Kvinder drikker sig Sundhed til og fornyede Kræfter.
Denne Forening fortjener i Sandhed at støttes, og vi slutter derfor disse Linjer med at gentage Opraabet:
„Hjælp den til endnu en Tid at kunne mætte de sultne Munde!”
