Otte Dages Skilsmisse.
„De vilde ikke følge mig, jeg véd det. Hav dog Barmhjærtighed, Valeria. Kan der intet gøres? Er der intet Haab for mig. Skal dette korte Øjeblik være det eneste Minde, jeg skal eje her i Livet ? Ak, Valeria, ser Du ikke, hvor jeg lider! Forstaar Du ikke, at Du maa give mig noget at leve paa, hvor lidt og ringe det end er blot det, Du uden Vægring giver til den første den bedste, der beder Dig om en Dans!”
„Jeg forstaar, Konsul Gedde”, sagde hun, at jeg maa aabne denne Dør og gaa.
„Nej, raabte han vildt, Du skal ikke gaa. Jeg beder Dig om en ringe Brødsmule, giver Du mig den ikke, saa tager jeg den. Nu er jeg ikke til at spøge med.”
Nej, det saa hun. Hun saa, at hun paa det nærmeste var fortabt. Det, der for en overfladisk Mand og en verdslig Kvinde kun var at betragte som en ubetydelig Gunst, man kunde le ad og glemme, det var for dem Tabet af Selvagtelse for bestandigt, det vilde for dem blive en uafbrudt Skam, en uafladelig Sjælekval. Hun maatte frelse ak fremfor alt ham.
Hans Stemme gik pludselig over til den inderligste Blødhed. „Valeria, min Elskede, kom i min Favn et Sekund et halvt Sekund. Aa, min Elskede, kom!” Blodet var steget ham til Hovedet og han udstrakte sine Arme imod hende.
Men under denne udstrakte Arm saa hun en lille Kvinde, modig og stærk endnu i Døden, og denne Kvinde raabte til hende: „Vogt Dig, giv mig tilbage min Søns Ære”, og hun syntes at hun raabte til hende over Himmelhvælvingen, fra den ene Kyst til den anden: „Moder, jeg kan ikke vakle mellem Vanære og Død”.
„Holdt”, raabte hun højt, „ikke et Skridt. Jeg elsker Dem.”
Hun saa ikke bort, hun saa paa ham, ulykkelig og stolt. Hun havde vovet det yderste, men hun havde ikke vovet forgæves.
Et Skær af en grænseløs Glæde bredte sig over hans Ansigt. Han havde en Følelse, som om han pludselig var bleven løftet op paa Tinden af et højt Bjærg, hvor han havde hele Verden under sine Fødder. Saa højt havde hun agtet ham! Til ham betroede hun sin Kærligheds dyrebare Perle, just fordi hun vidste, at det, andre Mænd vilde benytte sig af, det vilde gengive ham hans Sansers fulde Brug. Hvor var han dog nu stærk og stolt i overstrømmende Lyksalighedsfølelse!
Der taltes ikke mere et Ord imellem dem. Hun trak sig to Skridt baglænds og viste med en Bevægelse paa Døren. Hun gik langsomt forbi ham ud i den fri Luft. Et Par Gange, da de tavse gik langs Stien tilbage, bøjede han bort nogle Grene, der spærrede Vejen for hende. Han hørte hendes Kjoles Raslen mod Kvistene. Den Lyd glemte han ikke saa snart. Hun saa de Hundrede Fartøjer i Sundet krydse hverandre, som det forekom hende paa en ligegyldig planløs Maade, og hun hørte den sagte Susen i Bøgetræernes Kroner. Hun skulde aldrig gaa i nogen Bøgeskov mere.
Da de kom tilbage var Bordet dækket. Man satte sig til at spise under mange Spørgsmaal om, hvorledes Fru Brügge havde fundet Udsigten.
„Jo”, sagde Valeria roligt,”jeg har set faa Billeder, der har givet mig en saa kraftig Sjælsstemning. Det var, som om jeg havde set et spejlblankt Skjold, som jeg satte højere end alt paa Jorden, og paa hvis pletfri Flade jeg end ikke vovede at aande.”
„Det var en højst ejendommelig Opfattelse af Sundet”, sagde Prokuratoren. „Meget original, mulig sand, men virkelig højst original!”
Man sad længe til Bords. Stemningen var overmaade livlig, Taler og Oplæsning af Digte afvekslede med hverandre. Sluttelig skulde efter Desserten Doktor Falsen udbringe Skaalen for den unge svenske Dame. Der blev sagt mange smukke og poetiske Ord, men Doktoren afbrødes pludselig af en Støj. Skaalen blev aldrig drukken. Konsul Gedde var besvimet.
Det var i denne Stund, Valeria kæmpede sin haardeste Kamp. Ti det er saa, at naar man har vundet det store Hovedslag, naar man har kæmpet sig udmattet og dødstræt ved at overvinde sig selv, saa forekommer det, som var man fri, som om al Retfærdighed var opfyldt, og som havde man en Slags moralsk Ret til at hengive sig til det, man nys paa det haardeste har kæmpet imod. Det er derfor, at Fristelsen al Tid anden Gang vinder den rigeste Høst. Ak, hvor meget bedre havde det ikke været, om hun kunde have gaaet hen og taget dette blege Hoved i sin Favn, medens hun hviskede: „Se op, Du elskede, jeg er her jo”, i Stedet for at sætte sig paa Vognen og køre hjem med Ungdommen, medens andre plejede og passede ham. Valeria kunde aldrig forstaa, hvorledes hun gennemlevede disse Timer. Han kom snart til sig selv igen og ved Aftensbordet var han den samme som ellers, ja, han optraadte med en saadan Ro og en saadan Selvbeherskelse at selv det saarede hende og voldte hende Smerte. I et kort Tidsrum gennemgik hun alle Lidelsens Stadier, men da Dagen omsider var til Ende og hun kom op paa sit Værelse, dødstræt og sønderreven saa sov hun.
De fulgte hende alle til Dampskibet og hun fik saa mange Buketter, at de fyldte hele Bordet dernede i Salonen. Frøken Beate var lidt efter lidt tøet op og tog en hjærtelig Afsked. Konsulen sagde et hastigt: „Lev vel, Valeria!” Hendes Haand hvilede et Øjeblik i hans, medens alle de nye Bekendtskaber trængte sig om dem. Valeria svarede et sagte: „Lev vel, Krister!” Det maatte hun unde sig selv. En Gang maatte hun udtale hans Navn.
Sidst af alle kom en ung Pige. Hun blev staaende, da de andre gik i Land, idet Dampskibet gav Signal. „Fru Brügge”, sagde hun hastigt, „jeg har ingen Buket, jeg kunde ikke faa nogen der syntes mig smuk nok men vil De tillade mig at omfavne Dem?”
