Vaarluft.
Lidt borte fra Banegaarden i Ringe ligger en smuk Manufaktur og Modeforretning. Cheferne er Frøken Anna Hansen og Maren Møller, sidstnævnte en Søster til Gaardejer Møller, Forfatteren til ”Naar Isen brydes” m. m.
Butiken gør et særdeles tiltalende Indtryk, Varerne er smagfuldt og nydeligt ordnede. Dagligstuen paa den anden Side. Gangen er som et yndigt Drivhus med Palmer og andre smukke Planter, men det glemmer man dog snart, naar man taler med de elskværdige Værtinder. Maren Møller, der trods sit svage Helbred følger med i alle politiske og sociale Interesser, gør ved sit aandelige og klare Syn paa Livet, et sympatetisk Indtryk. Hun er i fyrrene, og var i sin første Ungdom med i den lille Kreds, der havde sit „frie Theater” under Digteren Mads Hansens Ledelse.
Den Kreds, til hvis Pris Ploug sang sine bondeforgudende Sange, og som han i sin Tid ønskede skulde opføre Bondekomedie paa Kasino. Hvorvidt, at det fra Kunstens Side havde nogen Betydning, kan vi ikke bedømme, men det har i alt Fald haft en afgørende Indflydelse til forøget Aandsmodtagelighed for de unge, der den Gang deltog i Skuespillerlivet.
Maren Møller har en egen Skønhed at udtrykke sig paa trods sin fynske Dialekt, og hun følger levende med i alle de ny Tanker i Nutiden, ikke mindst i Kvindebevægelsen. Hun havde været ivrig for at faa Fru Johanne Meyer til at tale i Ringe Forsamlingshus, og sammen med Pastorinde Madsen (Formand for Foreningen til enligt stillede Kvinders Værns fynske Afdeling), en energisk og varm Ven af Kvindesagen, var der da kaldt til Møde den 9de April.
Her skete saa, det ikke almindelige at en Præst aabnede Mødet. Pastor Madsen, Sognepræsten i Ringe indledede idet han fuldt anerkendte Kvindens Evner og Kræfter som sideordnet og ligestillet med Manden.
Efter Foredraget, i hvilket Fru Johanne Meyer havde belyst Kvindens sociale Stilling, hendes Retsløshed og Umyndighedstilstand i Ægteskabet, samt bevist Nødvendigheden for Samfundet, at hun fik direkte Indflydelse paa selve Lovgivningsarbejdet og Adgang til selvstændig Erhverv og Embeder i Staten, udtalte Hr. Pastor Madsen, at han var enig med Foredragsholderen i, at Kvinder burde have Adgang til alle Stillinger, ogsaa til den at være Præst. Denne Udtalelse af en Præst bør bemærkes, da Præstestanden i Folkekirken endnu er bunden af Dogmer og gamle Fordomme, og selvfølgelig derfor har mere at overvinde end de fleste andre Mennesker. I Diskussionen meddelte Friskolelærer L. Rasmussen, som er Bestyrer af Realskolen i Ringe, at hans Erfaringer som Lærer i sin Skole, hvor der er fælles Undervisning, havde overbevist ham om, at Pigebørnene ingenlunde stod tilbage i Ævner eller Energi; derimod havde han stadig bemærket, at deres Sundhedstilstand stod tilbage for de mandlige Elevers. -
Næringsdrivende Kvinder, Fællesundervisning i Realskolen, Præst som taler for Kvindesagen i en lille By som Ringe, det er vel kun Smaating, men det føles dog som Vaarluft og varsler Sommer for Kvindesagens Venner.
At Kvindesagen i længere Tid har været kendt i Vejstrup undrer os ikke. Højskolen har her i en Aarrække gjort et betydeligt Arbejde med Jens Lund som Forstander, bekendt som en meget frisindet Mand. Hans Hustru har ikke alene været ham en stor Hjælp i hans Gerning ved at undervise i forskellige Fag, Historie og Tegning; i hvilket sidste Fag hun udfolder sin sande Kunstnernatur, men hun har ogsaa som en selvstændig Personlighed og øvet Taler en ikke ringe Indflydelse paa Kvinderne, klargjort dem deres retsløse Stilling og udviklet deres Forstaaelse af Ansvar. Her fandtes ikke alene Kvindeforening, men baade Gymnastik- og Ungdomsforening, hvor Kvinder og Mænd var sideordnet hinanden i de forskellige Styrelser.
De unge Kvinder var meget udviklede og færdedes ved Skyttefester til Dans i deres Gymnastikdragter, og efter hvad der fortaltes, foretog Højskolepigerne i Sommertiden deres lange Ture til Bad i deres korte Dragter. Naturligvis til Forargelse for gamle fordomsfulde Mennesker, men dog for største Delen uden Anstød. Man er her vant til at se Højskolen have sin egen Maade at være paa og Fru Lund der er kendt som en aandfuld og kunstnerisk dannet Kvinde med en sjælden taktfuld Optræden, gives Privilegium paa meget, som maaske vilde støde hos andre Kvinder. Hende tør man nok betro sine unge Døtre. - Jo - her var virkelig Vaarluft.
Ogsaa paa Taasinge mødtes Forstaaelse for Kvindesagen. Taasinge, der i al sin vidunderlige Naturskønhed har staaet uberørt i den stærke Folkebevægelse, der er gaaet gennem Bønderne, har nu i de senere Aar bygget sig sit Forsamlingshus i Lundby. Der er stadig Møder af forskellig Art. Taasinges Ungdomsforening havde bedt Fru Johanne Meyer tale om Kvindesagen. Den store Forsamlingssal var temmelig fyldt af en forstaaende Ungdom, baade Mænd og Kvinder.
Foreningen tæller et betydeligt Antal Medlemmer, har sit gode Bibliotek og sine Blade. (Naturligvis holdes „Hvad vi vil” i alle Ungdomsforeninger). Der var stor Interesse for Foreningslivet, som efter hvad Folk mente, væsenlig skyldtes deres lige saa elskværdige som dygtige Formand, Uhrmager Jørgensen. Om Tirsdagen talte Fru Johanne Meyer om Kvindesagen; om Søndagen Frøken Louise Hansen fra Hurup om Afholdssagen. Alle nye Spørgsmaal interesserer Taasingerne. Det er nu ikke blot Naturskønheden, der drager til Taasinge, Folket er ogsaa oppe. Sommeren er i vente!