Der er Forskel.
Der er Forskel, der er ogsaa Forskel paa Konfirmander! De sidste Søndage har vist det. I knitrende Silke og blødt Atlask har man set unge ”Damer” staa paa Kirkegulvet. Længselsfulde har de ventet paa den Dag, der ligesom danner Indgangen for dem til en ny Verden. Hjærtet banker saa uroligt under den hvide Silke; ti først nu skal den unge Dame leve; i Selskabslivet og Balsalen venter hende Triumfer! Og dybt inde lever en bange Anelse, bange, men dog saa sød . . . Anelsen om Kærlighed og Lykke!
Den første Lykke venter i Hjemmet, naar den unge Dame kommer fra Kirke: Presenterne. Der er Armbaand og Halskæder og Ringe! - Fryd og Glæde er der i et rigt og velstaaende Hjem paa en Konfirmations-Søndag!
Men der er et langt Spring fra den rige unge Dame, der bliver konfirmeret, til den fattige lille Konfirmand, der bliver udskreven af Kommunens Friskoler.
Hvor ser hun ikke rørende ud i den tarvelige sorte Kjole, der hos den ene er altfor lang og hos den anden altfor kort. Hun ser lidt klodset ud. Kjolen sidder jo ikke godt, Brystet hvælver sig ikke fyldigt og smukt, og Armene er saa underlig lange, - den lille fattige Pige har ikke Herredømme over sit Legeme, - hvor skulde hun ogsaa have lært det!
Efter den kirkelige Handling gaar hun mellem Forældrene, der ser saa forasede, saa forsultne og saa mismodige ud. Hun gaar op ad stinkende Trapper ind i den fattige Stue. En Smule Mad er der jo altid sørget for, men tarveligt er det.
Den fattige Pige har ogsaa ventet denne Dag, men ikke med store Forhaabninger. Hun véd saa godt hvad der venter hende. Har hun ikke det sidste Par Aar gaaet som Bypige den halve Dag, hun ikke var i Skole. Er hun ikke ofte bleven hundset og skældt ud, og har hun ikke rendt, saa Sveden har haglet af hende, fra den ene Ende af Byen til den anden. - Og er hun saa endelig kommen hjem om Aftenen, har der været tusind Ting at udrette ogsaa dér! Bedst har hun haft det i Skolen. Der var varmt og hyggeligt. der kunde hun hvile sine trætte Ben.
Men nu er det Hvilested, den Oase i Ørkenen taget fra hende!
Hun véd saa godt hvad der venter hende: Slid for Brød.
De første Dage efter Konfirmationen ser man de fattige Konfirmander i Flokkevis. Arm i Arm 2 - 3 sammen flakker de om i alle Byens Kvarterer, træder ofte i den for lange Kjole og er ved at snuble i de for store Sko. - For deres faa Sparepenge køber de sig Kager og Sukkergodter, de puffer hinanden i Siden, naar de opdager noget mærkværdigt, de fortæller hinanden om de mange Lykønskningskort, de har faaet fra Kammeraterne (Kort til 2 Øre), og de fortæller hinanden om „Pladsen”, de har faaet.
Og naar de Par glade Dage er gaaet, saa spredes Kammeraterne for alle Vinde. De skikkelige, middelmaadige gaar det gerne bedst, de bliver skikkelige, middelmaadige Tjenestepiger. De opvakte, kvikke, kønne og livlige - ja, de bliver saa meget forskelligt: Butiksjomfruer, Kasserersker, Sypiger eller lign. -- og en enkelt af dem, en af dem, der var smukkest, møder man senere paa Gaden, hører hende sige de uhumske Ord til Herrerne, med den frækkeste Mine af Verden! Jo, der er Forskel!
