Der er Foraar i Luften,
det mærkes ikke alene paa Naturen, men ogsaa paa os Mennesker, det er ligesom Foraarssolens første varmende Straaler bringer nyt Liv ogsaa til os, og der vaagner en Trang i os til at komme ud, ud i Naturen for at glæde os over dens Opvaagnen efter Vinterens lange Hvile.
Naar Svalen - Foraarets Budbringer - kommer, og Lærken kvidrer lystig i Marken, da vaagner ogsaa Rejselysten hos os Mennesker - kun enkelte faar den tilfredsstillet, hos nogle skorter det paa Tid, hos andre paa Penge - men saa gælder det om at finde et Surrogat, og det er det, jeg tror at have fundet, naar jeg nævner Ordet Sport - Bicyclesport.
Det er glædeligt at se, hvilken Fremgang Cyclesporten har faaet her hjemme i de sidste Aar, og det ikke alene hos Mænd, men ogsaa hos Kvinder; det hører nu ikke længer til en Sjældenhed at se de sidste fare rask af Sted paa en Bicyclette. Kvinderne begyndte med at køre Tricycler, idet de betragtede de betydelig lettere Bicycletter som en forbuden Frugt, der ene maatte nydes af Mændene; men driftige Fabrikanter opfandt snart en Konstruktion, som gjorde det muligt for Kvinderne ogsaa at benytte Bicycletter, og disse vil nu meget snart aldeles fortrænge Tricyclerne.
I Udøvelsen af Cyclesporten er det jo ikke alene Fornøjelsen, man tager Hensyn til, nej Sundheden og Fornøjelsen gaar, om man saa maa sige, Haand i Haand, og bliver den derfor anbefalet af Læger som af Lægfolk.
Nu vil man maaské indvende, at det er for dyr en Fornøjelse for mange, da Anskaffelsen af en Cycle repræsenterer en lille Kapital, men dertil har jeg kun at bemærke, at Cyclerne faas paa Afbetaling, og vil man kun et Aarstid spare noget paa Garderoben og lade være med at anskaffe diverse Baltoiletter, og hvad dertil hører, ja saa er der et lille Grundlag til den Kapital, som er nødvendig til den øjeblikkelige Indbetaling - og jeg tør nok garantere mere Fornøjelse efter nogle raske Cycleture end efter Ballerne, i hvert Fald et lille Fond af Sundhed efter hver Tur.
Naturligvis findes der dem, der ikke er saaledes situeret, at de kan købe en Cycle, men de kan for en billig Betaling lære at køre, og overalt i de mange Udsalg kan man leje Maskiner for en kortere eller længere Tid, som man behager, og jeg tør vædde ti mod en paa, at den, som en Gang har kørt en Tur til Klampenborg pr. Cycle, det være Tri- eller Bicyclette, tager atter nødig til Dampsporvogn eller Jærnbanen som Befordringsmiddel.
Naar jeg sluttelig tilføjer, at denne sunde Sport er min bedste Fornøjelse, saa haaber jeg at flere og flere vil komme til personlig at erkende det samme, og at de ærede Læsere af „Hvad vi vil” i Sommerens Løb ret talrige vil møde paa Cycle paa Strandvejen og lære de Mennesker, som endnu trækker haanligt smilende paa Skuldrene af kvindelige Cyclister, at de ikke alene „véd hvad de vil”, men trøstig sætter sig ud over deres Dom, der ikke tør bryde med de gamle Fordomme, men er bange for, at deres saakaldte „Kvindelighed” skal lide Skade ved en saa uskyldig Fornøjelse, nej, vis dem, at de ogsaa „gør som de vil”.