"Købe en Tandbørste og lukke Vinduerne op"!
Aldrig har jeg anet, førend Hr. A. (jeg er nemlig overbevist om, at A. er „en Mand”) oplyste mig derom, at ovennævnte Gerninger hørte til Sporten. Efter at jeg nu er bleven belært herom, er jeg imidlertid ganske rolig med Hensyn til Kvindesport; thi naar det er „Sport” at „købe en Tandbørste (A. skulde vel ikke tilfældigvis være Forhandler af Tandbørster) og lukke Vinduer op”, saa tror jeg nok at turde sige, at Kvinderne i hvert Tilfælde i disse to Sportsgrene er godt med, temmelig sikkert endog langt forud for Mændene. Hvor glad Hr. A.s Artikel gjorde mig, kan jeg næppe udtrykke. Nu har min Moder, der er en ældre, svær Kone, lige saa længe der har været Tale om Kvindesport, ønsket, at der var en eller anden „Sport”, som egnede sig for hende. Takket være Hr. A.s oplysende Artikel, kan jeg nu bringe hende det glædelige Budskab, at hun er og længe har været „Sportskvinde”, uden at nogen har vidst det. Min Tjenestepige er det gaaet lige saa; hun vilde jo ogsaa gærne være med paa Sporten, men Mangel paa Tid og Penge har afholdt hende fra Cykling og Boldtspil, og mange Gange har jeg hørt hende klage: „det er godt nok med al den Snakken om „Sport”, men det er kun noget for de rige; om vi stakkels fattige Folk bliver syge af Mangel paa Sport, det er der saamæn ingen, der bryder sig om.” Ogsaa hende kan jeg nu berolige; hun er jo endog en meget foretagsom Sportskvinde, saa mange Vinduer, som hun lukker op! Noget for noget. Til Gengæld for al den Beroligelse, Hr. A. har skaffet mig, kan jeg med rolig Samvittighed give ham den Trøst, at der i København findes mange Gange 10,000 Sportskvinder, der dyrker de Sportsgrene ”at ”købe jeg tror næsten at turde sige benytte en Tandbørste og lukke Vinduerne op”.